Forskere: Kina vil sætte sig på det grønne lederskab med ambitionerne om klimaneutralitet
»Kina kommer ikke med sådanne udmeldinger, uden systemet sætter handling bag,« lyder vurderingen fra forsker i klimapolitik.
kina_leder_groenomstilling_optimized

Kina har for første gang fremsat et langsigtet mål om at blive klimaneutrale inden 2060. (Illustration: Shutterstock)

Kina har for første gang fremsat et langsigtet mål om at blive klimaneutrale inden 2060. (Illustration: Shutterstock)

Klimaneutralitet inden 2060.

Det er, hvad verdens største CO2-udleder, Kina, har sat som mål.

Den markante udmelding kommer fra Kinas præsident, Xi Jinping, i forbindelse med en videotale til FN’s generalforsamling, hvor alle verdens ledere så med.  

Ifølge flere forskere, som Videnskab.dk har talt med, er det ikke utænkeligt, at Kina – hvis ikke de kommer helt i mål – i hvert fald når et godt stykke ad vejen hen mod 2060.

Kinaforsker Clemens Stubbe Østergaard peger blandt andet på, at Kina sigter efter at frigøre sig fra Mellemøstens oliekamre og fossile brændstoffer – derudover er der god forretning i at være førende på grøn omstilling.

»Kina investerer enormt i vedvarende energi, og de satser virkelig på det område. Xi Jinping har set, at den grønne dagsorden fylder enormt meget internationalt,« siger Clemens Stubbe Østergaard, lektor emeritus ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.  

Ifølge Mette Thunø, der har kinesisk politik som sit forskningsområde, vejer det tungt, at meldingen kommer i FN-regi.

»Udmelding viser i høj grad, at den kinesiske regering vil markere sig på det grønne lederskab, især i modsætning til USA. FN’s talerstol er en vigtig symbolsk platform for Kina til at vise, at de i høj grad vil arbejde for multilateralisme og går efter at blive en vigtig spiller i FN, der vil tage flere lederskaber på sig« siger Mette Thunø, der er p.hd. og lektor ved kinastudier på Aarhus Universitet, til Videnskab.dk.               

På verdensplan er Kina det land, der siden 2010 har investeret mest i grønne teknologier, viser en opgørelse fra Bloomberg New Energy Finance, og en analyse i Nature viser, at Kina har udbygget massivt med vind- og solenergi. 

Se videotalen ved FN's generalforsamling, hvor Kinas præsident, Xi Jinping, proklamerede, at Kina skal være CO2-neutral inden år 2060. (Video: Sky News)

Effektive til at sætte en retning 

Clemens Stubbe Østergaard har endnu ikke set talen fra Xi Jinping, da Videnskab.dk taler med ham, men overordnet set er Kina effektive, når det kommer til at sætte en retning og forfølge den, påpeger han. 

Verdens største klimasynder

 

Et studie i Nature har tidligere slået fast, at Kina er verdens største CO2-udleder, og landet står for godt 25 procent af verdens samlede udledning af drivhusgasser.

Når det kommer til udledning per indbygger er Kina imidlertid ikke den største synder. Her er landet nemlig overgået af USA og Australien, hvilket du selv kan dykke yderligere ned i her. Ourworldindata har nemlig lavet et interaktivt kort, der viser, hvilke lander der udleder mest pr. indbygger verden over.

Kina har tidligere været ude at sige, at landets udledning af drivhusgasser topper senest i 2030, men et studie har ifølge Reuters vist, at landets udledninger kan have toppet før 2030.

De største udfordringer ligger imidlertid i at få Kinas 31 provinser, hvor nogle er på størrelse med europæiske lande, med på den grønne vogn. Hver provins har nemlig egne interesser at tage højde for. 

Generelt fylder klimaforandringer dog mere og mere hos befolkningen i Kina, så Clemens Stubbe Østergaard er ikke i tvivl om, at klimahandling nok skal forplante sig til hver provins.  

»Når noget prioriteres højt i Kina, så bliver det meget svært at undgå forandringer på lokalt niveau, for der bliver ambitionerne brugt som en indikator på, hvem der eksempelvis skal forfremmes, og hvilke provinser der fremhæves for at have nået ambitionerne,« siger forskeren.

Samme toner lyder fra Mikael Skou Andersen, der forsker i klimapolitik. Det kan blive en udfordring at få provinserne med på den grønne dagsorden, men Mikael Skou Andersen er ikke i tvivl om, at der sættes handling bag ordene.

»Jeg mener bestemt, man skal tage udmeldingen fra Xi Jinping bogstaveligt. Kina kommer ikke med sådanne udmeldinger, uden systemet sætter handling bag, og de er allerede i gang,« siger Mikael Skou Andersen, professor ved iCLIMATE Aarhus University Interdisciplinary Centre for Climate Change.

Professoren peger på, at den grønne omstilling allerede har fat i visse provinser, der forpligter dem på den grønne dagsordenen. Blandt andet viser et klimakvotesystem, som landet indførte i 2017, at Kina tager den grønne omstilling alvorligt, lyder det fra professoren.

Her er en oversigt over, hvilke lande der har udledt mest CO2 siden 1750. Video: CarbonBrief

Nu skal vi se det realiseret

Det er et vigtigt og vægtigt signal, at Kina nu melder ud om ambitiøse klimamål, vurderer klimaforsker Sebastian Mernild, da Videnskab.dk fanger ham på en telefon.  

Han kalder det en start og håber, at ambitionerne kan presse EU og andre lande til at smøge de grønne ærmer op.  

»Det er en stor signalværdi i det, der samtidig gør det sværere for amerikanerne at lurepasse, og de kan derfor blive tvunget til at sætte mere ambitiøse klimamål i fremtiden,« mener Sebastian Mernild, der er klimaprofessor og direktør for Nansen Centeret i Bergen i Norge. 

Men når det er sagt, bliver Kina ikke bare grønne over natten, understreger klimaforskeren, der 1.oktober starter som prorektor på Syddansk Universitet. 

På nuværende tidspunkt bygger de stadig kulværker, og Kina er siden 2011 det land, der har brændt mest kul af i verden, ifølge en analyse i Nature. En CO2-tracker, som du selv kan finde her, viser ligeledes, at Kinas samlede udledninger og brug af kul stadig stiger støt.

Samtidig har Kina et befolkningstal på knap 1,4 milliarder mennesker med et stort behov for energi, og Sebastian Mernild mangler derfor endnu at se, hvordan landet konkret vil nå ambitionerne om klimaneutralitet inden 2060.

»Internationalt bliver konkurrenceløbet nu lagt over på en grøn omstilling, og Kina har luret, at hele verden er på vej i den retning. De bruger ekstremt mange penge på grøn omstilling og forskning i klimaforandringer, men man skal samtidig huske på, at det er et land med et kæmpe energibehov, der stadig opfører kulkraftværker,« pointerer klimaforskeren.

Red Verden: Stort tema i gang


I en konstruktiv serie undersøger Videnskab.dk, hvordan mennesket kan redde verden.

Du kan debattere løsninger og både få og give gode råd i vores Facebook-gruppe Red Verden.

Hvorfor kommer det nu?

Spørger man forskerne, hvorfor udmeldingen kommer netop nu, peger både Sebastian Mernild og Clemens Stubbe Østergaard på flere ting.

En af dem er, at befolkningen simpelthen mærker både klima- og miljøforandringerne på egen krop, som et studie udgivet i The Lancet tidligere har vist.

Derudover sætter landet nu alle sejl ind på at tage det grønne lederskab, fordi der er god økonomi i det.

Ifølge Mikael Skou Andersen kan den nye udmelding i bund og grund være med til at skubbe magtbalancer internationalt.

»Tidligere har Kina bevidst indtaget en mere tilbagetrukken rolle, men med de nye udmeldinger viser Xi Jinping, at Kina er parat til at indtage en global leder-rolle, som kan være vigtig, fordi USA lige nu melder pas, og fordi Kina står for så stor en del af den samlede udledning globalt set,« siger professoren.

Styret sætter dagsordenen

Den kinesiske styreform spiller imidlertid også en rolle, i forhold til hvor hurtigt der bliver sat handling bag FN-talerne, forklarer Mette Thunø. 

Landet er en etpartistat, hvilket kan betyde, at styret trumfer tiltagene igennem, også selv om andre dagsordener må vige pladsen.

»Den kinesiske autoritære styreform har den fordel, at når det kommer til at lægge handlingsplaner og lave beslutninger, er det et meget topstyret land,« siger Mette Thunø.

»Så når der kommer den her udmelding på FN’s talerstol, så viser det, at regeringen vil sætte hårdt ind for at nå det mål, hvilket ikke er urealistisk, da Kina er allerede i gang med massive investeringer i grønne teknologier.«

Mette Thunø forklarer, at Kina inden længe fremlægger en ny af landets såkaldte femårsplan, og her forventes det, at både teknologi og klima kommer til at fylde.

Femårsplaner er en række sociale og økonomiske udviklingsinitiativer, der er udstedt siden 1953. De er med til at udstikke Kinas retning, og de planer bliver fulgt nøje. 

På nuværende tidspunkt er det imidlertid kun ordet, der binder Xi Jinping, og der ligger altså ingen konkret handleplan.

»Men den nye udmelding kan skabe et grønt momentum hen mod det amerikanske valg og på et mere generelt plan,« slutter Sebastian Mernild af.  

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.