Når små børn er på en strand, vil de formentlig typisk få en overvældende trang til at lege i sandet og vandet.
Denne følelse var tilsyneladende også helt naturlig for neandertalerne for omkring 100.000 år siden.
Nyopdagede fodaftryk i Spanien afslører i hvert fald, at små neandertalerbørn har leget i sandet for tusindvis af år siden, skriver Live Science.
»Vi har fundet områder med adskillige små fodaftryk, der lader til at optræde kaotisk mellem hinanden,« siger Eduardo Mayoral, der er paleontolog ved Huelva Universitet og hovedforfatter bag studiet, til Live Science.
To biologer opdagede området ved Matalascañas-stranden i Huelva i juni 2020 efter en tid med stormvejr og højvande.
I første omgang fandt biologerne fossile dyrespor fra hjorte og vildsvin, men efter Eduardo Mayoral og hans hold af palæontologer fik undersøgt området, fandt de et væld af fodspor fra neandertalere.
I alt fandt forskerne 87 fodspor fra 36 forskellige personer. 11 af disse var børn, og de mindste af fodsporene stammer formentlig fra 6 år gamle børn med 14 centimeter lange fødder.
Overfladen med fodaftrykkene kan dateres tilbage til omkring tidsperioden ’sen pleistocæn’ for 106.000 år siden.
Ifølge forskerne kan fodaftrykkene være de ældste neandertaler-fodspor man til dags dato har fundet i Europa.
Studiet er publiceret i tidsskriftet Scientific Reports.
































