Igen i år bliver den eftertragtede pris tildelt fem yngre forskere, der har præsteret forskning af international topklasse.
Det skriver Uddannelses- og Forskningsministeriet i en pressemeddelelse.
Prisen vil senere i dag mandag blive overrakt af H.K.H. Kronprinsesse Mary og Uddannelses- og Forskningsminister Christina Egelund (M), i Skuespilhuset i København.
\ EliteForsk-prisen
- EliteForsk-prisen blev første gang uddelt i 2007, og i år er derfor 17. gang den uddeles
- Prisen gives til fem yngre forskere, der har leveret forskning af øverste skuffe, for at skabe opmærksomhed om værdien af dansk forskning
- Et andet formål med prisen er at synliggøre forskere som rollemodeller og vække begejstring for videnskab hos studerende og unge forskere
- Eske Willerslev og Vincent Hendricks er blandt nogle af de forskere, som tidligere har vundet prisen (i henholdsvis 2011 og 2008)
- Forskere kan indstilles af universiteter, forskningsinstitutioner og private virksomheder med forskningsaktiviteter, derefter vurderes indstillingerne af Danmarks Frie Forskningsfonds bestyrelse, som udvælger fem kandidater og indstiller dem til uddannelses- og forskningsministeren
Og vinderne er….
- Dorthe B. Ravnsbæk, der er professor i materialekemi ved Aarhus Universitet.
Hun får prisen for sin forskning i, om litiumbatterier også kan fungere på det mere bæredygtige materiale natrium. Hendes forskning viser, at batterier godt kan køre på natrium, hvilket kan få en kæmpe betydning for grøn omstilling.
- Per Borghammer, professor i nuklearmedicin og neurovidenskab ved Aarhus Universitet og overlæge ved Aarhus Universitetshospital.
Han får tildelt EliteForsk-prisen for sin forskning i sygdommen Parkinsons og udarbejdelsen af en skanningsmetode, som viser, at man kan finde Parkinsons-proteinklumper i tarmen, op til 20 år før sygdommen diagnosticeres.
- Eline Lorenzen, der er naturhistoriker og professor ved Københavns Universitet.
Hun bliver hædret for sin forskning i samspillet mellem dyr, mennesker og naturen. Gennem undersøgelser af forhistorisk og nutidig DNA fra tænder og knogler giver hun et indblik i dyrs evolution og klimaforandringers påvirkning af selvsamme de seneste 100.000 år.
- Poul Fritz Kjær, professor ved Copenhagen Business School.
Han tildeles EliteForsk-prisen for sin forskning i rettens rolle i den politiske økonomi. Han kobler i sin forskning juridiske perspektiver med politisk økonomi og får dermed en helt ny forståelse af økonomisk ret.
- Og den sidste vinder Alexander Kai Büll, professor i protein-biofysik ved Danmarks Tekniske Universitet, der forsker i protein-aggregering i hjernen.
Gennem sin forskning har Alexander Kai Büll kortlagt og beskrevet den kemiske proces, som går forud for sammenklumpning af proteiner i hjernen, der i sidste ende kan føre til Parkinsons og Alzheimer.
Vinderne får, udover æren, også tildelt 1,2 mio. kr., hvoraf 1 mio. er øremærket videre forskningsaktiviteter.
Uddannelses- og Forskningsministeriet uddeler desuden 20 rejsestipendier på 200.000 kroner til nogle af landets dygtigste ph.d.-studerende, så de kan rejse til udenlandske forskningsmiljøer og fremme deres evner.