Evnen til at samarbejde går hånd i hånd med evolutionen

Evolutionsbiologer har længe kløet sig i nakken over, hvordan vore samarbejdsevner har klaret at overleve gennem en evolutionsrække, hvor det bedst tilpassede individ overlever.

»Gener, som er til nytte for flere i et fællesskab, burde egentlig være uddøde,« siger Jeff Gore, forsker ved Massachusetts Institute of Technology (MIT). Men det kan faktisk være stik modsat, hvis man skal tro forskerne.

Forskergruppen fra MIT med Gore i spidsen har nemlig anvendt spilteorien fra samfundsvidenskaben for at forklare fænomenet.

Hvis et individ kan drage fordel af at samarbejde, kan det overleve selv i et miljø af individer, som ikke samarbejder, hedder det i undersøgelsen som for nylig er blevet publiceret i 'Nature'.

Spilteori (se faktaboks) anvendes traditionelt af økonomer, samfundsforskere og militærstrateger for at forudsige menneskers adfærd i bestemte situationer.

Forskergruppen byttede mennesket ud med gærsvampe.

»Gærsvampe er perfekte til sådanne studier. I modsætning til mennesket har den ingen følelser eller tanker, som kommer i vejen for rationelle afgørelser. Dens handlinger er ene og alene drevet af biologiske behov,« siger Gore i en pressemeddelelse.

Forskerne opstillede et eksperiment med gær, som spiste sukker. For at den skal kunne optage sukkeret, må gærsvampen udsondre et enzym, som spalter sukrose til mindre sukkermolekyler.

Det viste sig, at det kun var nogle af gærsvamps-individerne, som udførte dette stykke arbejde. Men eftersom de nedbrudte sukkermolekyler spredte sig i miljøet, blev de også frit tilgængelige for de gærceller, som ikke selv spaltede sukker.

Forskerne kaldte de gærsvampe, som brugte deres energi på at spalte sukrose for 'samarbejdsvillige'. Dem, som kun fråsede løs på de andres anstrengelser, fik betegnelsen 'snyltere'.

Hvis sukkermolekylerne var lige tilgængelige for alle gærsvampene, ville det altid være mest lønsomt at snylte. Snylterne ville slippe for at bruge energi på at skaffe sig sukker i modsætning til de samarbejdsvillige, som efterhånden ville blive udkonkurreret.

Men forskerne observerede, at de samarbejdende gærsvampe altid havde førsteret til omtrent én procent af det sukker, som de producerede.

Denne fordel vejer tungere end prisen for at fremstille sukker, som også andre kan bruge, noget som gør, at de alligevel kan konkurrere med snylterne.

Forskerne kunne også påvise, at bestanden af samarbejdsvillige og snyltende gærsvampe holdt sig i ligevægt, og at de samarbejdsvillige ikke døde ud.

Resultatet antyder, at gærsvampene spiller det teoretikerne kalder et 'snowdrift game', en variant af spilteorien, konkluderer forskerne.

Navnet på spillet kommer af situationen, hvor to bilister er havnet bag en snedrive. For at komme frem må nogen skovle sneen væk.

Det bedste valg er at 'lurepasse' ved at blive i bilen, mens den anden skovler sne. Så kan bilisten nemmest køre videre og komme først frem. Det værste scenario opstår, hvis begge bilister bliver siddende, og ingen kommer videre.

Derfor er den bedste strategi altid at gøre det modsatte af, hvad den anden vælger at gøre.

Den samme teori kan anvendes på gærsvampe, som samarbejder og snylter, skriver forskerne i undersøgelsen.

På samme måde som den uselviske bilist, som modstræbende forlader sin bil og skovler sne, således at begge bilister kan fortsætte deres rejse, nedbryder de samarbejdsvillige gærsvampe sukkermolekyler.

Dette gør de, fordi der altid er en fordel ved dette, også for dem selv.

Men på den anden side, hvis de fleste gærsvampe er samarbejdsvillige, bliver det fordelagtigt for nogle individer at snylte, og vice versa, noget som tillader at snyltere og team-arbejdere lever i sameksistens.

Der mangler endnu at blive kigget på, om resultatet kan overføres på menneskers adfærd. Spilteorien har som bekendt sine begrænsninger, og den har stadigvæk ikke kunnet tegne et fuldstændigt billede af menneskets adfærd.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov