EU-kommissær vil øge forskningsbudget med 170 mia. kroner - og fokusere på klima
»Ja tak!« lyder reaktionen fra dansk forsker.
Horizon Europe Carlos Moedas budget EU forskning innovation

Ifølge kommisær for Forskning og Innovation, Carlos Moedas, kommer klima og miljø til at fylde 35 procent af Horizon Europes budget, som er EU's pulje til forskning og innovation. (Foto: Jennifer Jacquemart/ CC BY 2.0)

I dag mødes EU-landenes Forskningsministre for at diskutere fordelingen af de penge, som EU vil bruge på forskning og innovation i perioden 2021-2027.

Som repræsentant for Danmark deltager Uddannelses- og Forskningsminister, Tommy Ahlers, som tidligere på dagen tweetede fra forhandlingerne, der foregår i Bruxelles. 

I juni kom Europakommissionen med et budgetudspil for Horizon Europe, EU's kommende forskningsprogram, på 745 milliarder kroner. Det er 171 milliarder kroner mere end det nuværende program - en stigning på 25 procent.

EU støtter forskning

EU har indtil nu haft otte finansieringsprogrammer til forskning og innovation

Det nuværende, Horizon 2020, uddeler 574 mia. euro til forskning og innovation fra 2014 til 2020.

Det er efterfølgeren, Horizon Europe, der er til forhandling i dag. 

Kilde: EU Kommissionen

Ifølge kommisær for Forskning og Innovation, Carlos Moedas, kommer klima og miljø til at fylde en stor del af budgettet.

»Under Horizon Europe vil 35 procent af finansieringen gå til klima-relaterede formål, herunder støtte et bæredygtigt miljø,« skriver kommissær Carlos Moedas i en mail til Videnskab.dk

Forhandlingerne er stadig i deres begyndelse, men når ministrene frem til nogenlunde enighed, giver det grundlag for at gå videre med forhandlingerne i Europa-Parlamentet, der skal bestemme de endelige rammer for Horizon 2020.

»Ja tak!«

Det øgede budget vækker positive reaktioner hos seniorforsker Henrik Lund Frandsen fra Institut for Energikonvertering og -lagring på DTU Energi.

Han har netop selv modtaget en bevilling under det nuværende Horizon 2020, og kender til vilkårene for at søge midler hos EU.

»Ja tak!« udbryder Henrik Lund Frandsen, da Videnskab.dk fanger ham på telefonen.

»Det er næsten 25 procent mere i forhold til det nuværende program, og det øger jo vores chancer for forskningsmidler i fremtiden. Det hjælper meget indenfor mit område, når vi selv skærer ned på energiforskning herhjemme,« uddyber han.

De mulige ekstra forskningsmidler fra EU kan dermed også komme dansk forskning til gavn

Vi er gode til at hive penge hjem

Forskere og innovationsgrupper fra hele EU kan søge om midlerne, og ifølge Henrik Lund Frandsen er chancerne små, når man søger midler fra EU’s forskningsprogrammer.

Ikke desto mindre er Danmark slet ikke så ringe til at hive finansiering hjem.

I 2017 havde danske forsknings- og innovationsprogrammer modtaget mere end 5,2 milliarder kroner fra EU’s Horizon 2020-program, der startede i 2014, ifølge Uddannelses- og Forskningsministeriet.

Programmet har blandt andet finansieret den danske el-færge Ellen, der kan sejle 7 gange så langt på en opladning i forhold til de eksisterende el-færger. Mød Ellen her.

Fokus på klima og verdensmål

Horizon Europe vil også fokusere på forskning og innovation, der handler om de udfordringer, som FN’s 17 verdensmål beskriver, ifølge Carlos Moedas.

»Vores forslag vil også give markant støtte til forsknings- og innovationssamarbejder, der finder løsninger på de store udfordringer i vores tid, som FN’s verdensmål beskriver,« skriver Carlos Moedas.

Udover de 35 procent, der er dedikeret til klima, skriver kommisæren også, at der vil blive afsat en sum penge til forskning og innovation indenfor klima, energi og mobilitet.

»Der vil også blive en andel dedikeret til klima, energi og mobilitet, som skal fokusere på at bekæmpe klimaforandringer ved bedre at forstå dets årsager, udvikling, risici, påvirkninger og muligheder og ved at skabe energi- og transportsektorer, som er mere klima- og miljøvenlige, mere effektive og konkurrencedygtige, smartere, sikrere og mere robuste,« skriver Carlos Moedas.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.