Derfor raser debatten om den kolde krig
Debatten om den kolde krig bliver hurtigt skoldhed, selvom det er mere end 20 år siden, dén magtkamp sluttede. To historikere forklarer her, hvorfor debatten stadig er så intens og personfikseret.

Atomkrig var det værst tænkelige udfald af konflikten mellem øst og vest under den kolde krig. Den første atombombe blev testet i New Mexico i 1945. (Foto: United States Department of Energy)

Atomkrig var det værst tænkelige udfald af konflikten mellem øst og vest under den kolde krig. Den første atombombe blev testet i New Mexico i 1945. (Foto: United States Department of Energy)

Hver gang den omdiskuterede professor i historie Bent Jensen udgiver en ny bog, sætter det fut i debatten om den kolde krig.

Bent Jensen er blandt andet kendt i medierne fra injurie-retssagen anlagt af journalist Jørgen Dragsdahl, efter Bent Jensen i Jyllands-Posten havde skrevet, at både PET og KGB anså Dragsdahl for at være sovjetisk agent

Og det er ikke kun mellem Bent Jensen og Jørgen Dragsdahl, at den hede debat om den kolde krig handler om personer.

Det gør den også, når eksempelvis tidligere erhvervs- og vækstminister Ole Sohn har skullet forklare sin fortid i DKP.

Men hvorfor bliver debatten om den kolde krig hurtigt så intens og personfikseret?

Det kan ph.d.-studerende Rosanna Farbøl fra Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universitet gøre os en smule klogere på. Hun forsker nemlig i debatten om den kolde krig, og hvordan den kolde krig bliver brugt i den offentlige debat.

»Der er en enormt voldsom debat, hvad enten det er historikere eller forhenværende aktører, som diskuterer den kolde krig. Det bliver hurtigt meget følelsesladet og meget heftigt. Og der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor det er sådan. Men jeg kan skitsere fire faktorer, som spiller ind,« siger forskeren.

1. Mange debattører har selv oplevet den kolde krig

Den første årsag til den hede debat er, ifølge Rosanna Farbøl, at mange af debattørerne og historikerne selv har oplevet den kolde krig. De har altså en personlig interesse i at forme historien om den tidligere øst-vest-konflikt, fordi de selv dengang var politisk aktive.

»Mange af aktørerne fra dengang er stadig en del af den offentlige debat. De har aktiver i det, vi diskuterer, og de har en levende erindring om, hvordan det var,« siger historikeren.

Hun nævner som eksempel, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann og nu afdøde SF-formand Gert Petersen har præget det nye årtusindes debat om den kolde krig med deres erindringsbøger om den kolde krig.

Uffe Ellemann gjorde for eksempel i 2005 op med den såkaldte fodnotepolitik, som han måtte trækkes med i sin tid som udenrigsminister i 1980'erne.

Også historikerne har personlige erindringer fra den kolde krig, hvor de måske selv var politisk aktive. Derfor kommer de faglige videnskabelige diskussioner ofte til at involvere historikernes egen fortid.

2. Gammel konflikt fra firserne har skabt bitterhed

Fakta

Historiker Bent Jensens nye bog, tobindsværket 'Ulve, får og vogtere.Den Kolde Krig i Danmark 1945-1991', bliver udgivet i dag, 25. februar 2014.

Bogen skiller anmelderne i to lejre: De meget begejstrede, der mener, at bogen er værkET om Den Kolde Krig, herunder Berlingske og Jyllands-Posten. Og de kritiske, herunder Politiken, der mener, at Bent Jensen "voldtager" både kilder og historiske metoder.

Kilde: kristeligt-dagblad.dk

Rosanna Farbøl nævner den anden faktor, som er i spil, når koldkrigsdebatten bliver intens:

Diskussionen bliver nemlig særlig varm, når det gælder fodnotepolitikken.

Kort fortalt handlede det om en situation fra 1982-1988, hvor Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og VS samlede sig i et alternativt flertal og pålagde regeringen (V og K) at komme med danske forbehold over for NATO's politik – blandt andet over for opstilling af mellemdistanceraketter i Europa.

»Konflikten, der blev skabt mellem højre og venstre i 1980'erne, har skabt en arv af bitterhed. Især hos de borgerlige politikere. En bitterhed, fordi man mener, at fodnotepolitikken var et svigt mod de andre lande i NATO. At det var en slags landsforræderi, som der ikke er gjort op med,« siger ph.d.-studerende Rosanna Farbøl.

Venstrefløjens koldkrigsdebattører mener i dag, at de kan undskylde sig med, at det var ideologien, de tilsluttede sig og ikke den uheldige udvikling af de diktatoriske øststater. De borgerlige koldkrigsdebattører mener derimod, at venstrefløjen bør påtage sig et ansvar for at have holdt med kommunisterne.

3. Ingen grundfortælling om den kolde krig

Den tredje faktor, der er med til at hidse debatten op, er, at vi ikke har en konsensus-skabende grundfortælling om den kolde krig.

Det vil sige, at der ikke er en fælles fortælling, som udglatter de gamle politiske konflikter. En sådan grundfortælling skabte fra 1945 og frem til 1971 stort se ro i debatten om samarbejdspolitikken under besættelsen. 

Grundfortællingen var, at samarbejdspolitikken skulle ses som en slags skjult modstand, som skulle forberede Danmark og danskerne på bruddet den 29. august 1943.

»Derfor var der, ifølge grundfortællingen, ikke nogen modsætning mellem den aktive og 'passive' modstand, fordi målet var det samme: at bekæmpe den tyske besættelse,« siger Rosanna Farbøl og fortsætter:

»Konturerne til grundfortællingen om besættelsestiden blev skabt de sidste år i krigen. Politikerne fik et enormt behov for at legitimere samarbejdspolitikken, og modstandsbevægelsen gik med på det, fordi de ville sikre sig politisk indflydelse.«

En sådan enighed om den helt grundlæggende historie har venstrefløjen og de borgerlige aldrig opnået i forhold til den kolde krig.

4. Værdikampen efter årtusindeskiftet pustede ild i debatten

Efter årtusindeskiftet satte den tidligere VK regering også gang i en værdikamp, som stadig præger debatten om den kolde krig. Det er den fjerde faktor.

Fakta

Sikkerhedspolitik som fodnoter 1982-1988
Et ’alternativt sikkerhedspolitisk flertal’ bestående af Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF og VS pålagde regeringen at komme med danske forbehold over for NATOs politik.
Den borgerlige regering indrettede sig modstræbende efter folketingsflertallets krav. Men da partierne bag ’det alternative flertal’ i for 25. gang stillede en sikkerhedspolitisk dagsorden, udskrev daværende statsminister Poul Schlüter valg.

Kilde: Gads Historieleksikon
 

Den daværende borgerlige regering talte imod det, de mente var venstrefløjens ekspertvælde og imod den udenrigspolitiske tilpasningspolitik, som de mente, var kendetegnende for den røde blok.

I stedet skulle man have en aktiv udenrigspolitik, hvilket betød, at Danmark gik i krig i Irak og Afghanistan.

»Den borgerlige regering ville gøre op med den passivitet, som havde resulteret i nederlaget under besættelsen og i fodnotepolitikken. Statsminister Anders Fogh Rasmussen argumenterede for, at socialdemokraterne og de radikale altid har lagt sig op af den nærmeste stormagt. Men nu skulle Danmark melde sig ind i kampen for demokratiet og imod diktaturet,« siger Rosanna Farbøl.

Sammen med samarbejdspolitikken blev fodnotepolitikken altså brugt til at legitimere 00'ernes udenrigspolitik over for danskerne.

Koldkrigshistoriker: Vi ønsker viden frem for domme

Debatten om den kolde krig raser både internt mellem historikerne og internt mellem politikerne, men historikerne og politikerne diskuterer også historien med hinanden.

Og her kan der opstå misforståelser, fordi de to grupper nogle gange ser forskelligt på fortiden. Mens politiske debatører ønsker et opgør, en dom eller en frikendelse, ønsker historikerne ofte at forklare og se fortidens hændelser i deres samtidige sammenhæng. Og det kan skabe konflikter mellem politikere og historikere.

Det kender ph.d. i historie og museumsinspektør på Koldkrigsmuseum Langelandsfort Peer Henrik Hansen til.

»Som historiker vil jeg hellere have fortidens agenter til at forklare, hvorfor de gjorde, som de gjorde, fremfor at hive dem frem på skafottet. Det er forklaringerne, vi bliver klogere af,« siger Peer Henrik Hansen.

Som koldkrigsforsker deltager han selv jævnligt i den faglige debat om koldkrigshistorien.

Han var for eksempel en af de historikere, som kritiserede PET-kommissions rapport, da den udkom i 2009. (Se faktaboks)

Fortid som aktør i den kolde krig kræver selvdisciplin

Peer Henrik Hansen er enig med Rosanna Farbøl i, at det påvirker debatten – også den faghistoriske debat - at mange af debattørerne selv har været politisk aktive under den kolde krig.

»For langt de fleste koldkrigshistorikere gør det sig gældende, at det ikke kun er historien om den kolde krig, de forsker i. Det er også deres egen fortid og deres egne meritter, de undersøger,« siger Peer Henrik Hansen.

Fakta

De to rapporter - DIIS-rapporten og PET-kommissionens beretning - har også fået politikere og historikere til at fare i flint.
DIIS-rapporten fra 2005
Titel: ’Danmark under den kolde krig’
Udarbejdet på baggrund af regeringerne under Poul Nyrup Rasmussen og Anders Fogh Rasmussen.
Rapporten konkluderede blandt andet at:

- Danmark aldrig havde været i fare for at blive smidt ud af NATO.

- Fodnotepolitikken ingen påviselig indvirkning på den internationale udvikling havde.

- Truslen fra Warszawapagten ofte var blevet overdrevet. Der var ingen planer om at indlede et provokeret angreb på Vesten.

Rapporten fik en blandet modtagelse. V og K regeringen afsatte 10 millioner kr. til ny koldkrigsforskning, som professor Bent Jensen blev ansvarlig for.

DIIS-rapporten

PET-Kommissionens beretning fra 2009
PET undersøgelseskommission nedsat af regeringen under Poul Nyrup Rasmussen i 1998. Værket beretter blandt andet om PET’s overvågning af DKP, Operation Zeus hvor efterretningstjenesten indfiltrerede venstrefløjen med agenten Anders Nørgaard, og sagen vedrørende Jørgen Dragsdahl.

Rapporten blev blandt andet kritiseret for ikke at afsløre navne på tidligere agenter på trods af, at forfatterne til beretningen kendte til navnene.

PET-Kommissionen.dk

»Og man skal jo virkelig holde tungen lige i munden, hvis man skal man skal beskæftige sig med en periode, som vedrører ens egen fortid,« siger koldkrigsforskeren og fortsætter:

»Du har jo forskningsfrihed. Du stiller jo selv spørgsmålene, og er der nogle svar, du ikke er interesseret i, så kan du undgå at stille spørgsmål, som leder hen til den slags ubekvemme svar.«

Er historikere objektive?

Peer Henrik Hansen fortæller, at han også selv har personlige holdninger til eksempelvis efterretningstjenestens overvågning af venstrefløjen under den kolde krig. Men han mener, at han i sin forskning gør et redeligt forsøg på at skille skidt fra kanel.

»Som historiker kan du aldrig være helt objektiv. Men det er din pligt ikke at forsøge at påvirke dit genstandsfeltet med dine egne holdninger,« siger han.

En af måderne at forholde sig professionelt til sin egen fortid er at lægge kortene på bordet og fortælle på hvilken side, man dengang stod i konflikten, siger forskeren.

Kildekritikken sikrer (ideelt set) professionalismen

Rosanna Farbøl er enig med Peer Henrik Hansen i, at objektivitet er et ideal blandt faghistorikere.

»Men vi har også historikerens vigtigste redskab, nemlig kildekritikken. Det betyder for eksempel, at vi skal redegøre for valget af kilder, efterprøve kildeudsagn, sammenligne dem med andre kilder og se på kilderne i deres kontekst,« siger Rosanna Farbøl.

Den kildekritiske metode indebærer, at en historiker ikke kan slynge hvilken som helst påstand ud i en forskningsartikel, uden at blive mødt med alvorlig faglig kritik af kollegaerne.

Men selvom man som historiker har lavet et videnskabeligt pænt stykke arbejde, vil der altid være kollegaer, som vil være uenige i konklusionerne.

For eksempel fordi de selv har stillet andre spørgsmål til kilderne, eller fordi de har arbejdet med de samme spørgsmål til et andet kildemateriale.

Historikerne bliver aldrig enige om historien, da det er deres arbejde altid at stille nye spørgsmål.

Derfor vil de heller aldrig blive enige om historien om den kolde krig.

Skoler i historieskrivningen om den kolde krig

Forskerne har aldrig været enige om fortolkningen af den kolde krig. Forskningen i krigen har været domineret af amerikanske historikere og amerikanske arkiver. Rusland åbnede efter Sovjetunionens opløsning op for arkiverne, men arkiverne er igen blevet lukket.

Historieskrivningen om den kolde krig har i forskningen været præget af fire skoler:

Årsager til den kolde krig:

Traditionalismen

Fremherskende teori i 1960'erne: Sovjetunionens ekspansion i Østeuropa var årsagen til den kolde krigs udbrud. Amerikansk inddæmningspolitik var en nødvendig reaktion herpå.

Den revisionistiske skole

Alternativ tolkning som opstod i midten af 1960'erne: USA havde hovedansvaret for den kolde krig på grund af supermagtens aktivistiske politik, som var motiveret af økonomiske interesser. Sovjetunionen blev anset som for at være en forsigtig og tilbageholdende supermagt.

Postrevisionismen

Nye arkivstudier fik historikere til i 1970'erne at tolke den kolde krig på en måde, der lå et sted mellem revisionisme og traditionalisme. Men tættest på traditionalisme.

Nyrevisionismen

En betegnelse for den seneste koldkrigsforsknng, som er vanskelig at sætte mærkat på. Der er en tendens til, at mange historikeres tolkninger nærmer sig revisionismen uden helt at overtage dens tolkninger.

Ophøret af den kolde krig:

Den realistiske skole

Tolkninger af historien som forklarer Sovjetunionens nederlag i den kolde krig med det pres, som amerikansk oprustning i 1980'erne udsatte den for.

Moderniseringsskolen

Betegnelse for tolkninger som lægger vægt på den interne udvikling i det sovjetiske som forklaring på Sovjetunionens opløsning.

Kilder: Peer Henrik Hansen, Rosanna Farbøl og denstoredanske.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan den danske fotograf tog det prisvindende billede af næseaben herunder.