Markedsideen har delt verden mellem forsvarere og kritikere, særligt siden 1800-tallet, og kritikerne har især beskæftiget sig med markedets grænser. I førmoderne tid var markeder først og fremmest konkrete markeder og handelspladser.
En abstrakt idé om markedet fandtes ikke. Desuden har der i både vestlige og i andre samfund eksisteret en lang række økonomiske produktionsformer, der ikke var rettet mod afsætning på et marked. Produktionen havde i stedet selvforsyning, husholdningsproduktion eller omfordeling som formål.
Selv i blomstrende handelsperioder som i det antikke Grækenland hævdede Aristoteles (384-322 f.v.t.), at produktion med henblik på brug i egen husholdning var naturligt, mens produktion med henblik på fortjeneste på et marked var unaturligt.
I højmiddelalderen finder man beskrivelser af handelens positive, sociale betydning. Synspunktet var, at handel fik fremmede til at mødes, konversere og socialisere. Handelen var civiliserende og konstituerende for det at bebo verden i et fællesskab med andre mennesker og folkeslag.
Private laster kunne blive til offentlige dyder
Opfattelsen blev med stor kraft gentaget i løbet af 1700- og 1800-tallet, ligesom den i øvrigt er blevet det under globaliseringen.
Skal man tro økonomen og idéhistorikeren Albert O. Hirschman (1915-2012), opstod der i løbet af opkomsten af 1700-tallets kommercielle samfund en tænkning, der argumenterede for flere positive gevinster som følge af mere handel, som dermed dannede grobund for tanken om et marked uden grænser.
De tidlige handels- og markedsfortalere forsvarede markedet ud fra politiske (handel frem for krig), kulturelle (tolerance) og økonomiske argumenter (vækst). Man hævdede, at menneskets tilbøjelighed til at forfølge egne økonomiske interesser var en langt mindre farlig form for menneskelig lidenskab end den aristokratiske, ridderlige og undertiden krigsliderlige ethos, der prægede det førkommercielle samfund.
Som den hollandske læge Bernard de Mandeville (1670-1733) satirisk beskrev det, kunne private laster blive til offentlige dyder: Forbrug, køb luksusvarer, og plej dine egne økonomiske interesser, og samfundsøkonomien vil vokse.
Man satte altså de nogenlunde uskyldige berigelsesmotiver og »kølige« økonomiske interesser over for farlige passioner og den ulidelige erfaring med tøjlesløse regenter, der kastede sig ud i den ene krig efter den anden, brandbeskattede befolkninger og gældsatte sig bundløst.
Alle handlede med hinanden
Den franske oplysningstænker Charles-Louis de Secondat Montesquieu (1689-1755) argumenterede i sin 'Om lovenes ånd' fra 1748, der var en tidlig sociologisk undersøgelse af forskellige europæiske folkeslags geografi, historie, politiske styreformer og kulturelle omgangsformer, endda for, at handelen ville overvinde det europæiske barbari.
Også en anden af 1700-tallets kendte skikkelser, den franske oplysningstænker François-Marie Arouet (1694-1778), bedre kendt som Voltaire, skrev om de positive konsekvenser af handel. Siden reformationen havde Europa været plaget af religionskrige, og Voltaire argumenterede passioneret for, at handel kunne fremme religiøs tolerance. I det berømte sjette af sine 'Filosofiske breve' skrev han:
»Kom ind på Londons børs, et sted der er mere respektabelt end mange hofsale. Du vil her se repræsentanter fra enhver nation forsamlet til menneskehedens tjeneste. Her handler jøden, muslimen og den kristne med hinanden, som hvis de var fra samme religion, og de reserverer ordet 'vantro' til dem, der går bankerot.«
At handelen ville overvinde barbariet klingede måske noget hult i forhold til Europas forskellige kolonieventyr og erobringstogter i resten af verden, men det blev først problematiseret senere.
Det monotone arbejde påvirkede arbejderen
Ét argument var også, at markedet ville disciplinere de politiske magthavere, fordi de ville være nødt til at lytte til de mere og mere indflydelsesrige handels- og finansfolk. Den ny, politiske økonomi blev for eksempel af den skotske politiske økonom Sir James Steuart (1712-1790) beskrevet som et fint »urværk«, der krævede en særlig ekspertise i regeringskunst. Markedet satte altså grænser for, hvad regenterne kunne gøre.
\ Fakta
Denne artikel stammer fra bogen '50 ideer, der ændrede verden’. Bogen bringes i samarbejde med Aarhus Universitetsforlag. Køb bogen her
Alligevel var der ikke tale om et forsvar for et marked helt uden grænser. Nok finder man hos den skotske oplysningstænker og moralfilosof Adam Smith (1723-1790) et prægnant forsvar for det frie marked i Nationernes velstand fra 1776. Men heller ikke Smith, traditionelt anset som ophavsmanden til økonomisk liberalisme, så markedet som noget, der skulle være det bærende princip for samfundet.
Hos Smith var nationens velstand tænkt som underordnet nationens velfærd. Markedet var et middel , ikke et mål. Smiths menneskeopfattelse hvilede på et moralfilosofisk fundament, og markedet skulle ikke i sig selv være kilde til moralsk lov og politiske forpligtelser.
Med opkomsten af den kommercielle industri og den omfattende arbejdsdeling, som Smith brugte en knappenålsfabrik som eksempel på, opstod ufaglært og monotont arbejde. Smith var bekymret for, hvordan det monotone arbejde påvirkede arbejderen. Han mente derfor, længe før velfærdsstater så dagens lys, at det var vigtigt, at staten sørgede for uddannelse.
Hans berømte metafor om 'den usynlige hånd' spiller en langt mindre rolle i værket, end det ofte antages. Hos ham var der stadig grænser for markedet.
Naturtilstanden var et slags tankeeksperiment
Den østrig-ungarsk fødte økonomihistoriker og antropolog Karl Polanyi (1886-1964) mente, at man skulle lidt længere frem i historien, før økonomien og dens egne markedslove blev tænkt som noget uafhængigt, der bedst overlades til sig selv. Et tidligt eksempel finder man i lægen Joseph Townsends (1739-1816) værk 'Afhandling om fattiglovene' fra 1786.
Townsend fremførte en biologisk menneske- og samfundsopfattelse. Samfundet tænkes som noget, der kan opretholde og regulere sig selv.
Hvor naturtilstanden i den klassiske politiske teoris kontrakttænkning var et slags tankeeksperiment om, hvordan samfundet ville eller havde set ud uden nogen politisk hersker, er tanken nu, at befolkningen selv er en størrelse, som er styret af en 'naturlig lov' og af en naturlig selvreguleringsmekanisme. Heroverfor vil politikken blot virke som et forstyrrende element.
Den industrielle revolution vendte op og ned på synet på frihandel
Tanken om samfundets naturlige selvregulering fandt vid udbredelse. I præsten Thomas Robert Malthus’ (1766-1834) befolkningsteori Et essay om befolkningsprincippet (1798), argumenterede han bl.a. for, at politiske tiltag for at afhjælpe fattigdom blot ville føre til forøget befolkningsvækst og på sigt fattigdom og fødeknaphed. Det var derfor bedre at overlade befolkningen til sig selv.
Kort sagt opstod en ny idé i denne periode, ideen om at der ikke skulle være grænser for markedet. I 1800-tallet blev tanken om frihandel en central økonomisk doktrin.
Det positive syn på frihandel og markeder, der havde præget dele af oplysningstænkningen, blev imidlertid vendt op og ned i kølvandet på den industrielle revolution.
Mens økonomihistorikere kan strides om den industrielle revolutions påvirkning af levestandarden, er der ikke tvivl om, at det kunne være meget svært at få øje på fordelene ved industriel kapitalisme, hvis man tilhørte det industrielle proletariat i 1800-tallets Manchester, eller København der også fik sit proletariat. Lige siden har ideen om et marked uden grænser delt vandene.
Venstrefløjen reagerede forskelligt på omfanget af begrænsningerne
Markeds- og kapitalismekritikken fandt imidlertid yderst forskellige udtryk i bl.a. marxisme, leninisme, socialdemokratisme og konservatisme.
Forskellige varianter af konservatismen har siden hævdet, at det frie marked opløser naturlige fællesskaber mellem mennesker, blander verden sammen i én stor pærevælling af folkeslag og nedbryder de religiøse sæder og skikke, der udgør de enkelte nationers bindevæv til fordel for en uhæmmet og egoistisk kræmmermentalitet.
Omvendt har forskellige dele af venstrefløjen reageret meget forskelligt på, hvordan og i hvilket omfang der skulle sættes grænser for markedet ved at insistere på velfærdsstat, fagforeninger eller endda revolution.
Efter 1929 var der ikke mange, der forsvarede det frie marked
(Foto: Shutterstock)
Det var ikke mindst børskrakket i 1929 i USA og den efterfølgende globale depression, der såede tvivl om, om et marked uden grænser var en god idé.
En hovedskikkelse var den britiske økonom John Maynard Keynes (1883-1946), der ikke var kapitalismekritiker, men som på grund af den store depression argumenterede for, at staten skulle spille en meget mere aktiv rolle i samfundsøkonomien. Staten skulle ikke mindst stimulere efterspørgslen under lavkonjunkturer.
Efter 1929 var der i det hele taget ikke mange, der forsvarede det frie marked, og både mellemkrigstidens radikale og mindre radikale politiske ideologier talte i stedet om forskellige former for planøkonomi.
I sovjetkommunismen førte totalitarisme og planøkonomi til en total nedlukning af markedet og af det civile samfund, og det fik katastrofale følger. I socialdemokratismens og socialliberalismens forskellige varianter, New Deal i USA og efterkrigstidens opbygning af velfærdsstater i Europa under socialog kristendemokratisk indflydelse var ideen snarere at sætte grænser for, hvor der skulle være markeder.
Videreudvikling af velfærdsstaten kendetegnede efterkrigstiden
De neoliberale i 1930’erne og 1940’erne, blandt andre østrigerne Ludwig von Mises (1881-1973) og Friedrich August von Hayek (1899-1992), anså dermed med rette sig selv for at være i mindretal. De forsøgte at argumentere for, at der ikke skulle være mange grænser for markedet. Men i modsætning til deres liberale forgængere lagde de vægt på statens rolle.
Markedet opstod ikke bare helt naturligt og spontant. Det skulle skabes.
Efterkrigstiden var i Vesten først og fremmest kendetegnet ved videreudvikling af velfærdsstaten. Man fokuserede bl.a. på offentlige goder, der ikke kan sikres af markedet, på sociale og økonomiske rettigheder, der tilbyder lønmodtagere forsikringer mod sygdom og arbejdsløshed, på markedsfejl og på markedets såkaldte 'negative eksternaliteter' som for eksempel forurening.
Efter økonomiske kriser i 1970’erne, kritik af keynesianisme og en kombination af arbejdsløshed og høj inflation fik ideen om det frie marked imidlertid vind i sejlene igen. De liberale var ikke længere i mindretal. De ønskede en økonomisk globalisering, hvor markedet blev grænseløst.
Mange kritiserede ideen om det frie marked for at være en ny, neoliberal trossætning, som alle lande, måske især udviklingslandene, skulle underlægges.
Nogle grænser er naturlige
Skal man tro den amerikanske kulturkritiker Thomas Frank (f. 1965), opstod der endda en form for markedspopulisme, hvis essens er, at markedet er mere demokratisk end noget andet samfundsmæssigt styringsprincip: Det tager udgangspunkt i menneskers konkrete behov, og man 'stemmer' med pengene, når man for eksempel vælger produkter fra eller til.
Markedsideologien var tilbage i højsædet, mens den mere pragmatiske markedstænkning blev trængt i defensiven.
Imidlertid er det misvisende at hævde, at man fik skabt et frit marked. Som den sydkoreanske økonom Ha-Joon Chang (f. 1963) har påpeget, findes der ikke et helt frit marked. Der skal en lang række forudsætninger og reguleringer til, før det kan fungere, og før det bliver accepteret.
Det drejer sig eksempelvis om sikring af ejendomsrettigheder, krav til medicinalprodukters certificering eller forbud mod børnearbejde. Politikken kommer før markedet, fordi den sætter grænser op for markedet. For eksempel er handel med kvinder, slaver, børnearbejde eller stoffer ulovligt. Nogle grænser for markedet virker så naturlige, at man ikke ænser dem. Men de er der.
