Derfor er dommerfejl uundgåelige i fodboldkampe

Neymar, Messi, Van Persie. De store navne har sat sig på VM-slutrunden, men i flere af kampene har spillerne skulle slås med kampens dommere om opmærksomheden.

Mens vi med mellemrum får travlt med at tage os til hovedet over, at endnu en kamp er blevet ødelagt af inkompetente dommere, så er det måske værd at se nærmere på, hvad forskningen egentlig fortæller os om dommernes mulighed for at undgå fejl.

For faktisk tyder meget på, at en række fænomener gør dommerfejl næsten uundgåelige.

Selv dommere i de bedste turneringer er hjemmebanedommere

Dommeren indtog allerede fra første fløjt hovedrollen.

Den japanske dommer Yuichi Nishimura undlod først til manges forundring at udvise de brasilianske værters absolutte stjerne Neymar, og senere gav han Brasilien et tvivlsomt straffespark.

Det har fået flere til at mene, at den japanske dommer favoriserede værterne, fordi han kun var vant til at dømme i den japanske liga og derfor ikke kunne klare presset på det kogende Arena de Sao Paulo foran 62103 tilskuere.

Den tidligere schweiziske topdommer Urs Maier udtalte endda efter kampen, at dommere, der dømmer jævnligt i Champions League, ikke laver den slags fejl.

Men faktisk viser en del studier efterhånden, at også dommere i verdens største ligaer som den engelske, italienske og spanske ubevidst kan blive påvirket af støjen fra de store tilskuermængder og reagere ved at favorisere hjemmeholdet.

Et studie lavet af to engelske økonomer (Economic Psychology, 2010) viste endda en tilsvarende tendens til at favorisere hjemmeholdene i Champions League.

Samtidig kunne forskerne se en klar sammenhæng mellem, hvor fyldt stadion var, og hvor stor afstand der var mellem dommeren og spillerne på banen og tilskuerpladserne. Dommerne lod således til at favorisere hjemmeholdet mere på stadions, hvor der ikke var en løbebane til at skabe afstand til publikum.

Tilskuerlarm giver hjemmebanedommere

Den konklusion peger på, at den store synder ganske rigtigt kan være presset fra de store tilskuermængder.

Den tese blev allerede i 2002 bekræftet i et studie (Psychology of Sport and Exercise, 2002), hvor en række engelske forskere lod to grupper af dommere bedømme en række situation ud fra videobilleder.

Den ene gruppe fik almindelige videosekvenser med lyd, mens den anden gruppe fik klip, hvor tilskuernes larm var fjernet.

Effekten var klar: »Tilstedeværelsen af tilskuerlarm havde en dramatisk effekt på dommernes kendelser. De dommerere, der så situationerne med baggrundsstøj var mere usikre, når de traf beslutninger og dømte færre kendelser mod ( (15.5%) hjemmeholdet, sammenlignet med dem, der så klippene uden lyd,« konkluderer forskerne således i studiet.

Tilstedeværelsen af larmen fra publikum havde ifølge forskerne en dramatisk effekt på dommernes kendelser. Dem, der så situationerne med larmen fra tilskuerne, var mere usikre i deres beslutninger og dømte signifikant færre kendelser mod hjemmeholdet, sammenlignet med dem, der så de lydløse klip.

Samtidig mindede kendelserne fra de dommere, der så klippene med lyd, mere om de faktiske kendelser fra kampene, hvilket ifølge forskerne indikerede, at forsøget med en vis sikkerhed kunne overføres til virkeligheden.

Samtidig peger studiets konklusioner også på, at hvis man eventuelt skulle vælge at indføre videoassistance til dommeren, så vil den assistance ikke være upåvirket, med mindre man placerer de assisterende dommere i en lydtæt boks.

Udebanedommere i kampe uden tilskuere

Et andet tegn på, at tilskuernes pres virkeligt påvirker dommeren, kan ses i et studie (Economic Letters, 2010) lavet af to svenske økonomer fra universitetet i Stockholm.

I 2007 tvang den italienske regering en række klubber til at spille uden publikum i en periode som følge af problemer med hooligans, og det er data fra disse kampe, som de svenske forskere har udnyttet til at undersøge, hvordan publikum påvirker dommernes kendelser.

Forskerne sammenlignede kampene med og uden tilskuere, og det viste sig, at hjemmeholdene blev straffet mindre af dommerne end udeholdet i de kampe, hvor der var tilskuere til kampene, mens hjemmeholdene omvendt blev straffet hårdere end udeholdet i kampene uden tilskuere.

»Det er meningen, at fodbolddommere skal være neutrale. Men alligevel finder vi beviser for at de italienske dommere ændrer deres opførsel signifikant i kampe spillet uden tilskuere,« konkluderer forskerne i studiet.

Samtidig var der intet tegn på, at spillerne opførte sig anderledes i kampene uden tilskuere. I forhold til en lang række andre parametre opførte de sig nemlig ganske, som de plejede, og derfor mener forskerne, at man med en vis sikkerhed kan konkludere, at det er dommerne og ikke spillerne, der først og fremmest ændrer deres adfærd, når de ikke længere er presset af de store tilskuermasser.

Offside er en regel med indbygget fejlkilde

Meget tyder altså på, at det kan være vanskeligt for dommere at dømme helt fair, selvom de er nok så kompetente.

Men måske er der også bare regler i fodboldspillet, som gør det nærmest umuligt at undgå kontroversielle kendelser?

Siden den moderne fodbolds regler blev skabt i England i 1800-tallet har den såkaldte offside-regel været en kilde til tvist.

Ifølge et belgisk studie fra 2010 publiceret i det videnskabelige tidskrift Journal of Sports Science var hver 4. offside-kendelse ved VM i 2002 forkert, mens fejlprocenten i senere slutrunder har været mellem 8 og 13 procent.

Flere studier peger på, at linjedommeren rent fysisk ikke kan forventes at kunne se både den spiller, der afleverer, den spiller, der modtager bolden og modstandernes forsvarsspillere på samme tid. Derfor må linjedommeren flytte blikket fra den afleverende til den modtagende spiller med en forsinkelse på 80-100 millisekunder til følge.

Får optisk bedrag dommerne til at dømme forkert?

Generelt eksisterer der to teorier om kilden til de mange forkerte offside-kendelser.

En teori er den såkaldte optical error-hypotese (se grafik), der siger, at en linjedommer, der bedømmer en potentiel offside-situation fra en skæv synsvinkel, fordi han ikke er placeret på højde med den næstsidste spiller fra det forsvarende hold, kan dømme offside på grund af et optisk bedrag.

Således vil linjedommerne skabe sin egen skrå offside-linje baseret på vinklen mellem hans position på sidelinjen og den næstsidste spiller fra det forsvarende hold.

Konsekvensen er, at han vil være tilbøjelig til at dømme spillere på den modsatte fløj offside, selvom de er onside, hvis han er placeret længere væk fra det forsvarende holds mållinje, end den næstsidste spiller, mens han vil have mindre tilbøjelig til at dømme spillere på samme fløj offside.

Til gengæld vil det omvendte gøre sig gældende, hvis han er placeret nærmere det forsvarende holds mållinje end den næstsidste spiller.

Forskning har vist, at en tredjedel af offside-fejlene potentielt kan tilskrives denne effekt.

Vores hjerne opfater angribere i fart som længere fremme, end de er

En forklaring på de resterende offside-fejl kan være den såkaldte »flash-lag«-effekt, som dækker over, at en angribere, der bevæger sig fremad i høj fart, vil blive opfattet som længere fremme, end de egentligt er.

Derfor kan »flash-lag«-effekten få linjedommerne til at løfte flaget oftere, end de burde, og det fænomen mener en række forskere kan forklare, hvorfor selv velplacerede linjedommere nogle gange signalerer offside, selvom spillere er onside.

Samtidig vil effekten være endnu større, hvis forsvarsspillerne bevæger sig den modsatte vej, som jo ofte er tilfældet, når et holds forsvar forsøger at eksekvere en offside-fælde.

Et nyt studie lavet af forskere fra Belgien og Brasilien indikerer dog, at de allerbedste dommere kan lære at kompensere for »flash-lag«-effekten. Problemet er bare, at det til gengæld kan føre til, at de overkompenserer og derfor lader for mange spillere på den forkerte side af offsidelinjen slippe igennem.

Så spørgsmålet er, om vi nogensinde vil komme dommerfejlene til livs?

Og måske er det også meget godt. For når det kommer til stykket, så er nogle af historiens største VM-øjeblikke vel omdiskuterede kendelser, som det engelske fantommål ved VM i 1966 eller manglende kendelser som Maradonas assistance fra "Guds hånd" ved VM i 1986?