Derfor er det svært at lære dansk

Hemmeligheden ligger først og fremmest i vokalerne. Udlændinge kløjes i de fine vokalnuancer, som det danske sprog er præget af.

Fonetikeren Ocke-Schwen Bohn kan sine vokaler på fingrene, og han stiller sin viden til rådighed for videnskab.dk, som i forbindelse med FN's internationale modersmålsdag den 21. februar søger svar på, hvorfor udlændinge kæmper en så ulige kamp med det danske sprog.

Med i købet får vi også prikket hul på myten om, at der er et kritisk vindue for at lære sprog, som lukker ved udgangen af puberteten.

Danskere går amok i vokaler

Ocke-Schwen Bohn, der i øvrigt selv er tysk, er professor i engelsk lingvistik med speciale i psykolingvistik på Århus Universitet. Han forklarer, at på dansk er der mindst 20 vokallyde. Hvorimod der for eksempel på spansk kun er fem vokallyde.

Det betyder i praksis, at for en spansktalende er der eksempelvis ikke forskel på sol og sål. Mens der for en dansktalende unægteligt er stor forskel på, om man skal se på solen eller sålen.

»Dansk er som de andre germanske sprog meget vokaltunge. Vi producerer mening ved hjælp af fine små vokalnuancer. På den måde var jeg som tysker ganske heldigt stillet, da jeg skulle lære dansk,« forklarer han på formfuldendt dansk.

»På tysk har man 14 vokallyde, hvilket man også har på engelsk. Men arabere og inuitter (folkeslag i de arktiske egne, red.) har det meget sværere, for på deres sprog har man kun tre vokaler. De har det derfor markant vanskeligere, når de skal afkode lydene, der produceres på dansk, og omsætte dem til noget meningsfyldt,« fortæller Ocke-Schwen Bohn.

Spædbarnet er sproglig verdensborger

Alle normalt udviklede mennesker lærer at tale helt uden at blive undervist i det. Tilegnelsen af sproget starter lige fra fødslen. Spædbarnets hjerne arbejder på højtryk for at sætte de opfattede lyde i system, så det bliver til et meningsfyldt sprog.

Som nyfødt kan man høre alle lydmæssige nuancer, som den menneskelige stemme er i stand til at frembringe, og det lille barn skelner mellem lydene.

Det har man fundet ud af ved systematisk at teste nyfødte med det såkaldte HAS-eksperiment (High Amplitude Sucking Paradigm).

Spædbørn sutter hurtigere og mere intenst, når de opfatter to sproglyde som forskellige. På den måde kan forskerne finde ud af, om børn kan skelne mellem sproglyde.

Barnet luger ud

I løbet af det første leveår luger det lille barn ud i de lyde, hvor der er en lille nuance, men hvor betydningen er den samme.

På dansk kan vi udtale Zoo som soo med ustemt s-lyd eller som Zzzzooo med stemt s-lyd, der minder om en flues summen. Men fordi de ikke ændrer mening, holder barnet op med at registrere det.

Hvis en lyd ikke bliver brugt til at skelne mellem betydninger, holder vi op med at lytte efter den. Evnen til at skelne mellem de forskellige lyde er af fundamental betydning, når man skal tilegne sig et andet sprog.

Barnet går ifølge Ocke-Schwen Bohn fra at være sproglig verdensborger til sprogspecifik lytter.

Alder er ingen hindring

Man har hidtil ment, at der var et kritisk vindue for indlæring af sprog. Teorien om det kritiske vindue gik ud på, at i denne periode kunne sprogindlæringen lade sig gøre, men når vinduet blev lukket, så var sprogindlæringen i princippet en umulighed.

Desuden mente man, at det kritiske vindue hang sammen med hjernens udvikling, og den stoppede ved udgangen af puberteten.

Denne antagelse hænger angiveligt sammen med, at det for manges vedkommende er umuligt efter puberteten at lære at mestre et andet eller tredje sprog flydende, dvs. uden grammatiske fejl og mærkbar accent.

Vi følger samme mønster

Men Ocke-Schwen Bohn slår skår i det kritiske vindue i bogen In Search of a Language For The Mind-Brain. Tilbagevisningen af teorien om det kritiske vindue bunder i adskillige studier, som viser, at mange der lærer deres andet sprog i den tidlige pubertet ligger på niveau med nogle, der har lært deres andet sprog, da de var i 30'erne.

Derfor kan man udelukke, at det har noget med modningen eller udviklingen af hjernen at gøre, for hjerneudviklingen er universel for mennesket. Vi følger alle det samme udviklingsmønster.

»Forestil dig, at vi har et slags sprogkort i hjerne. Det har vi ikke, men det er et godt billede på, hvordan det fungerer, når vi lærer sprog. Sprogkortet vil vi fylde ud gennem vores opvækst. Det betyder, at der er rigelig plads på kortet, når vi er børn og unge, men jo ældre vi bliver, desto mere arbejde skal der til for at få plads til nye sprog på kortet. Det fyldes op. Og det er derfor, man har lettere ved at lære andet og tredje sprog, når man er barn og teenager. Så alder på indlæringstidspunktet er absolut en faktor. Man kan bare ikke tale om et kritisk vindue, hvor, når vinduet er lukket i, så kan man ikke lære sprog. For det er ikke korrekt,« siger Ocke-Schwen Bohn.

Han mener også, man kan trænes op til igen at kunne høre de nuancer i sproget, man som barn har luget ud. Det tager sin tid, men det kan gøres.

Muligvis bør man gentænke sprogundervisningen. Måske skal man tænke på at opøve den fonetiske, altså den lydelige opmærksomhed i langt højere grad og langt mere systematisk, end man gør nu. Specielt i forbindelse med indlæring af vokaltunge sprog som dansk, mener fonetikeren.