Den klassiske krigsfilm er død

Krigsfilm fra 1980erne er dejligt simple.

Amerikanske soldater kæmper mod et hold fjender, som tit er vietnamesere. Fjenderne sætter et par grå hår i hovedet på amerikanerne, men til sidst bliver de alle sammen skudt sønder og sammen, og gruppen af overlevende amerikanske soldater har igen vundet kampen mod det onde.

Vi har set variationer over samme tema i populære actionfilm med Sylvester Stallone som Rambo, med Chuck Norris i flere udgaver af en vild Vietnam-soldat eller med Arnold Schwarzenegger som vildmand i regnskoven i film som 'Commando' og 'Predator'.

Ikke flere kommunisterMen nu er det slut. Film som i de gode gamle dage bliver ikke lavet mere.

Siden Sovjetunionens opløsning i 1991 har USA været verdens eneste reelle supermagt, og det sætter sig spor i verdens biografer, som lægger lærreder til et væld af populære og underholdende Hollywood-film, der henter inspiration fra verden omkring sig.

»Tidligere var der kommunismen på den ene side og kapitalismen på den anden. Det var 'trygt', og man skulle ikke spekulere så meget over, hvordan filmene skulle skrues sammen, for det var givet på forhånd. Nu skal man til at fortælle om verden på ny og stille spørgsmål forfra. Det sætter sig også spor i krigsfilmene,« fortæller Rikke Schubart, lektor på Institut for Litteratur, Kultur og Medier på Syddansk Universitet.

Ny skurk søgesRikke Schubart er i gang med et to år langt og offentligt støttet forskningsprojekt om amerikanske krigsfilm siden 1991.

Hun fortæller, at producenter og manuskriptforfattere i Hollywood har brudt deres hoveder for at fastholde actionfolket i biografstolene: Hvem skal være skurk, når nu kommunismen ikke spiller den store rolle i verden mere?

Og hvordan får man folk til at se USA's krige som store nationale fortællinger, når man ikke længere har værnepligt, hvor alle risikerer at blive indkaldt?

Terrorangreb stoppede krigsfilmenDen klassiske krigsfilm kom ifølge Rikke Schubart endnu mere i krise, efter USA i 2001 erklærede krig mod terror og siden løb ind i offentlig modvind i forbindelse med tortur på basen Guantanamo på Cuba og i fængslet Abu Ghraib i Irak.

Det blev heller ikke lettere at fortælle ægte, amerikanske heltehistorier efter skandalen om Jessica Lynch - en menig, der ifølge de amerikanske myndigheder blev reddet fra et brutalt irakisk 'fangenskab', som engelske BBC senere afslørede som det rene fup.

»Det interessante er, at de gamle fortællinger om, at de andre er onde og vi er gode, ikke duer mere. Verden er blevet meget mere kompleks, og fjendebilledet er blevet mere humant. Det rendyrkede onde finder vi kun i meget reaktionære fortællinger og i stedet handler det om, hvad der er det menneskelige at gøre og hvad der får mennesker til at handle i bestemte situationer,« fortæller Rikke Schubart.

Nye film med etiske spørgsmålDen moderne krigsfilm er langt mere kritisk og sætter typisk realistisk fokus på den professionelle soldat i stedet for på den succesrige stjerne eller gruppe, som nedkæmper fjender på stribe.

Det forholdsvis nye tema kan man især se i film fra før 2001 som Ridley Scotts 'Black Hawk Down', Edward Zwicks 'Courage Under Fire' ('Det afgørende bevis') og Steven Spielbergs 'Saving Private Ryan'.

»Noget nyt er, at filmene stiller en række grundlæggende, etiske spørgsmål. Det er meget karakteristisk for film som 'Saving Private Ryan', at kernen i filmen er et enkelt, moralfilosofisk spørgsmål: Hvis de og de omstændigheder gør sig gældende, hvordan ville du så selv handle? Hvad ville du gøre, hvis alle stjæler, og ingen ville opdage, at du også gjorde det?«

Anti-krig er upopulærtDe store episke krigsfilm med en overtone af etik har dog to store problemer: Det er svært at diskutere moralfilosofi på skærmen uden at blive set som decideret antikrigsfilm.

Og når man lige ser bort fra de tre nævnte eksempler, er antikrigsfilm med etiske dilemmaer sjældent synderligt populære hos det brede publikum.

»Jeg vil sige, at jo mere kritisk og reflekteret, filmen forsøger at være, des mindre et publikum får den. Når man ser en episk krigsfilm, gider man ikke at have de der store refleksioner og prædikener om at være et bedre menneske,« lyder det fra Rikke Schubart.

Tydelige helte i eventyrerneHollywood har i de senere år løst problemet ved i stedet at dreje kikkerten mod andre verdener for at lave film med en tydelig opdeling mellem godt og ondt. Og hvad er mere oplagt end at finde inspiration i fortællingernes rødder inden for eventyrgenren, hvor man meget sjældent er i tvivl om, hvem man skal holde med.

Derfor er store begivenheder som Berlin-murens fald, Sovjetunionens opløsning og især 'Krigen mod terror' faktisk vigtige årsager til, at vi i gennem de senere år er blevet oversvømmet med adventurefilm som trilogierne om 'Lord of the Rings' ('Ringenes Herre') og forhistorien til de tre oprindelige 'Star Wars'-film.

Et andet eksempel er filmene om Narnia-universet, der inden for et par år også vil blive en trilogi.

»Det er sigende, at der aldrig har været produceret så få krigsfilm som efter 2001, samtidig med at krig aldrig har fyldt så meget på lærredet som nu,« pointerer Rikke Schubart.

Hollywood har nemlig indset, at vi stadig elsker de store krigsfilm, så længe de gode effekter overtrumfer etikken.

»Krigsfortællinger har alt det vidunderlige legetøj i bomber, maskinpistoler og ødelæggelse, som er flot, underholdende og festligt. Og samtidig er det for de fleste rart at vide, at de hvide hatte er gode, og de sorte er de onde, så man kan sige: 'ja, vi fik dem!'. Alt det er jo svært at lave i en antikrigsfilm,« konstaterer Rikke Schubart.

Krigsfilm er altid bundet op på virkeligheden. Derfor forholder jeg mig til den virkelige verden og ser, hvordan den bliver afspejlet i de her film

Rikke Schubart

Krig pakket ind i drama og actionRikke Schubart understreger, at enkelte krigsfilm rent faktisk både tager politisk stilling og bliver rimeligt store succeser, som det var tilfældet sidste år med filmen 'Rendition' ('Afsløringen'), hvor en CIA-agent bl.a. bliver afhørt og tortureret i et fremmed land.

Men når det sker, er det som regel, fordi filmen fungerer mere som drama og action, end som egentlig krigsfilm. Forholdsvis friske eksempler er ud over Gavin Hoods 'Rendition' fra 2007 også actionfilmen 'Blood Diamond', lavet af Edward Zwick i 2006, og den mere dramatisk anlagte Robert Redford-film fra 2007, 'Lions for Lambs'.

»Hvis vi skal se en decideret antikrigsfilm, skal den være så god som 'Full Metal Jacket' eller 'Apocalypse Now' ['Dommedag Nu'], hvor filmene stadig indeholder alle de elementer, jeg omtalte før. Men de blev lavet, næsten 10 år efter Vietnam-krigen var slut, så man kunne lægge distance til emnet,« konstaterer Rikke Schubart og fortsætter:

»Det er svært for amerikanerne at lave den slags film i dag, hvor USA er i en krig, som fortsætter. Folk har ikke lyst til at se anti-krigsfilm om en igangværende krig. Derfor ser man den i stedet behandlet i politiske dramaer,« mener hun.

Rikke Schubart har forsket i amerikanske krigsfilm siden starten af 2008. Hun fortsætter indtil udgangen af 2009, hvor hun runder arbejdet af med en bog.

'Hollywood's Combat Zone'

Rikke Schubart har fået støtte i to år fra Forskningsrådet for Kultur og Kommunikation til at lave en bog om amerikanske krigsfilm efter 1991. Titlen på projektet er 'Hollywood's Combat Zone. The American War Film in the New World Order, 1991-2009'.

Bogen bliver inddelt i kapitler efter temaer som soldaten, fjenden, missionen og torturen. Temaerne bliver diskuteret ud fra konkrete film, som igen bliver sat i forhold til virkelighedens begivenheder.

Rikke Schubart er uddannet i litteraturvidenskab og bruger tekstanalyse til at sætte filmene ind i et historisk og kultursociologisk perspektiv.

Hun er desuden blevet optaget af moralfilosofi i krigsfilmene og inddrager bl.a. tyske og østrigske forfattere fra 1920erne og 1930erne til at forklare filmenes udvikling.