De danske dialekter driller sprogforskere

Historien om de danske dialekter er et omdiskuteret emne. 'Danske dialekter er så godt som døde' og mange andre lignende artikler har i de sidste par år været med til at erklære dialekterne på dødens rand.

'Danske dialekter har det fint' og 'Dialekterne trives i bedste velgående' er til gengæld eksempler på avisoverskrifter, som maner til ro på dialekternes vegne, og alt det er med til at mudre billedet og forvirre den almindelige læser. Umiddelbart lyder det jo ikke som om, alle historierne kan være rigtige.

Men hvorfor er der denne uenighed? Hvordan kan sprogforskere på den ene side sige, at dialekterne er ved at dø og på den anden side, at de lever i bedste velgående? Og hvad skal man som menig læser egentlig tro på? Kunne det være, at dialektforskerne måske taler forbi hinanden?

Michael Ejstrup fra Institut for Sprog og Kommunikation på Syddansk Universitet har netop forsvaret sin ph.d.-afhandling om de danske dialekter. Han hører til dem, der mener, at dialekterne stadig lever. En holdning, som han blandt andet baserer på sine egne undersøgelser af 39 personer fra seks forskellige byer i Danmark.

Taler ikke som bedsteforældrene

»Hvis man siger, at dialekterne lever fuldstændig uændret, som de er beskrevet for 50-100 år siden, så tager man fejl. Men sproget er jo som en levende organisme, og ingen ungdomsmiljøer taler ganske som deres bedsteforældre,« siger han.

Michael Ejstrup mener, at dialekterne stadig findes, men de er ikke uændrede udgaver af de tidligere tiders dialekter.

»Jeg har undersøgt nogle grundelementer, herunder hvordan vokalsystemet er sat sammen,« fortsætter han.

»Og er vokalerne så forskellige? Ja, det er de. Og svarer forskellene i fremtrædelsesformerne så til det, andre har observeret tidligere? Ja, det gør de. Ikke 100 procent, men små ændringer vil jo altid forekomme,« påpeger han.

»Man skal passe på med at slå et kryds og sige, at hvis dialekterne ikke er som tidligere, så er de døde. Der kan jo også være kommet nye forskelle til. I Holstebro og Herning kører busser inde i byen, mens rutebilen kører mellem byerne. I København hedder det en bus, uanset hvor man kører. Og i min hjemegn i Vestjylland hedder det en vaskeopmaskine i stedet for opvaskemaskine. De forskelle er jo nye,« siger Michael Ejstrup.

De fleste dialekttalere ændrer deres sprog

En af de dialektforskere, der ofte citeres for et andet synspunkt end Michael Ejstrups, er Pia Quist. Hun er lektor på Afdeling for Dialektforskning ved Københavns Universitet og redigerer den største danske dialekthjemmeside, www.dialekt.dk. Hun er ikke glad for formuleringer som 'dialekterne trives' og påpeger, at mange undersøgelser viser, at danskernes underbevidste holdninger til dialekterne er negative.

»Når man bruger et positivt ord som trives, antyder man, at vi har et tolerant sprogklima i Danmark, og det har vi bestemt ikke. Folk vil jo gerne lytte til dialekter og synes, at det er hyggeligt og dejligt, men det er kun én side af historien. De fleste dialekttalere oplever jo, at de er nødt til at ændre på deres sprog for at blive forstået eller accepteret, og ud fra det kan man ikke sige, at de trives,« konstaterer hun.

Et andet komplekst spørgsmål er ifølge Pia Quist, hvornår en person er dialekttalende.

»Folk, der er vokset op og har boet samme sted hele livet, og dem er der få af, kan naturligvis godt tale, som man traditionelt har gjort i det område. Vi kan så konstatere, at unge mennesker sjældent overtager dialekten fra den ældre generation. De unge kan sikkert under nogle omstændigheder godt bruge dialekten, men spørgsmålet er, om det, at man kan tale dialekten, er nok til rent faktisk at være dialekttalende,« siger Pia Quist.

Hun mener ikke, at Michael Ejstrups eksempler er nok til at kunne sige, at dialekterne har det godt.

»Ingen er uenige i, at man sagtens kan høre forskel på danskerne. Men de meget store forskelle, vi tidligere har haft i Danmark, har vi ikke mere. Der har været store forskelle i ordforråd og grammatik, som stort set ikke findes længere,« påpeger Pia Quist.

Hun fortæller, at man i de fleste sjællandske og fynske dialekter for eksempel havde tre køn. Og i vestjysk har man haft et andet genitivsystem, hvor man i stedet for at sige 'mandens gård' og 'hundens hale', sagde 'æ mand sin gård' og 'æ hund sin hale' med foranstillet bestemt artikel.

»Det kan man godt stadig finde nogen, der bruger, selv om man må sige, at det er på stærk retur,« siger Pia Quist og nævner et andet eksempel på særlige egenskaber ved de gamle dialekter. Den bornholmske dialekt har således mange eksempler på fællestræk med svensk.

»Man havde blandt andet dobbelt bestemt form som 'den gode manden'. Det er også en trekønsdialekt, hvor man så har tilføjet -er på adjektiver i hankøn, som 'en goder mand', mens man i flertal tilføjede -a som 'de goda mændene',« forklarer hun.

Forskellige dialektopfattelser

Og her starter måske uenighederne. Man kan høre forskel på danskerne, men de mange store forskelle i dialekterne er på grund af den sproglige ensretning i løbet af 1900-tallet væk. Er de forskellige konklusioner så måske baseret på hver sin dialektopfattelse?

Dialektforskerne er i hvert fald enige om, at dialektbegrebet er vanskeligt at definere. Og der er da heller ingen af de to sprogforskere, der kan svare på, hvor mange dialekter vi har i Danmark.

»Når vi siger, at dialekterne er døde, taler vi om de traditionelle dialekter, altså de gamle folkemål. Man plejer at sige, at der var mellem 30 og 40 dialekter i Danmark, og det er der ikke længere. Men i dag kan man ikke svare på, hvor mange dialekter, der er. Det har med definitionerne at gøre, samt hvor man sætter grænsen på et kort,« siger Pia Quist.

»Men man kan ikke afgøre på et kort, hvor københavnsk starter og sjællandsk slutter. Det vil være en ren skrivebordsafgørelse, fordi vi flytter meget mere og grænserne mellem sprogene er meget mere udviskede. Derfor er dialektforskere også lidt kede af at skulle svare på det spørgsmål,« siger hun.

Og Michael Ejstrup er enig.

»Hvor mange dialekter vi har i Danmark, ved jeg ikke med sikkerhed, og det tror jeg aldrig, nogen har vidst. Det er igen definitionsspørgsmålet; hvad skal der til, for at noget er en ny dialekt? Man opererer jo på adskillige niveauer; det fonologiske, semantiske, grammatiske, pragmatiske og så videre,« siger han.

»Vi kunne sige, at der skulle være mindst én forskel på alle niveauer, og vi kunne også sige, at én forskel på hvert niveau måske ikke er nok? Hvornår er der så tale om en ny dialekt? Er for eksempel ti forskelle på to niveauer nok, hvis der ikke er forskelle på de andre niveauer?« spørger Michael Ejstrup.

Man skal passe på med at slå et kryds og sige, at hvis dialekterne ikke er som tidligere, er de døde

Michael Ejstrup

Men heller ikke dét er helt nemt at afgøre, mener Pia Quist.

»Der er ingen konsensus, der siger, at der skal være to, tre eller flere forskelle. Man bruger også som kriterium, at der er en bred bevidsthed om, at der her er tale om en dialekt, eller hvis man kan associere det med nogle bestemte grupper. Men det kan ikke stå alene, for der er en masse lægmandsopfattelser, som ikke kan underbygges af sproglige beskrivelser. Det er kombinationen af et socialpsykologisk aspekt såvel som et lingvistisk,« siger hun.

Fælles dialektdefinition?

Så de forskellige dialektdefinitioner er altså med til at mudre billedet. Men er der så brug for en fælles definition, så dialektforskerne har et fælles udgangspunkt at tale ud fra? Michael Ejstrup kunne godt ønske sig en sådan definition, og han anerkender, at det ikke er nemt.

Dertil kommer en anden variant af det danske sprog; regionalsprogene. De opfattes af nogle som udtyndede dialekter og kan også beskrives som rigsdansk med visse lokale træk, som dog ikke sædvanligvis giver anledning til forståelsesproblemer for folk fra forskellige dele af landet.

»De forskelle, jeg har fundet, er der jo. Det kan man ikke komme udenom. Men om det er dialektale forskelle eller regionalsprog, kan mine data ikke afgøre. Her kommer definitionen ind i billedet, og en sådan fælles definition kunne derfor være god at have,« siger Michael Ejstrup.

Ingen er uenige i, at man sagtens kan høre forskel på danskerne. Men de meget store forskelle i ordforråd og grammatik, som vi tidligere har haft i Danmark, har vi ikke længere.

PiaQuist

»Det er uden tvivl vanskeligt at komme frem til en sådan definition. Men det betyder jo på ingen måde, at vi hverken kan, bør eller må efterspørge den. Det ville være positivt for den vigtige debat og for en fælles forståelse af, hvad vi er enige om - som er ret meget - samt hvad vi ikke er enige om - som er meget mindre,« mener han.

Ikke enighed om enkelte begreber

Pia Quist er enig i, at dialekter i det hele taget er et vanskeligt begreb. Men en fælles dialektdefinition kan hun dog ikke forestille sig.

»Et bredt anvendt begreb som dialekt bruges på mange forskellige måder, helt afhængigt af den sammenhæng, det bliver brugt i. Men terminologi-diskussioner er centrale i humanistisk forskning, og her er det ikke muligt at opnå faste og stabile definitioner,« siger Pia Quist, som i stedet mener, at det burde fremgå klarere, at der ikke er enighed om enkelte begreber.

»Der er blandt forskere ofte en konsensus om brugen af nøglebegreber, og hvis man afviger herfra, plejer det at være god skik at præcisere det og forklare, hvorfor og hvordan ens brug af et bestemt begreb er anderledes end andres,« siger Pia Quist.

Sluttelig serverer Michael Ejstrup en betragtning, som ganske vist falder uden for det sprogforskningsmæssige område, men som nok alligevel kan have sin berettigelse.

»Pressen kan også have spillet ind i uenighederne. De kan jo godt lide sådan nogle overskrifter.«