Jokeren, LOC og Suspekt.
Rappere, der med en barsk attitude fortæller om bærmen fra Christianshavn, Aarhus V og Albertslund.
Rappere, der efterlader et indtryk af, at de har lige meget kvindetække og badass-attitude.
Eller rettere, det gjorde de før i tiden, fortæller Birgitte Stougaard, der forsker i hip hop ved Afdeling for Æstetik & Kultur, Aarhus Universitet.
Hun har undersøgt, hvordan danske rapperes forhold til kærlighed og kvinder kommer til udtryk i deres tekster. Og det viser sig, at de ellers så hårdkogte drenge i de seneste år er gået hen og blevet selvmedlidende mænd.
»Der sker noget, når rappere bliver ældre. Mange af de tekster, der handler om kvinder, kommer til at handle om ulykkelig kærlighed. De er gået fra gangster- til klynke-hiphop,« siger Birgitte Stougaard.
Jokeren og LOC har ondt af sig selv
Hendes analyser af rap-tekster viser, at når de nævnte rappere i de seneste år har rappet om kærlighed, har det ofte været ulykkelig kærlighed. Med den forsmåede eller ulykkelige mand i centrum.
»En tekst som Jokerens ’Kvinde Din (møgluder)’, handler først og fremmest om ulykkelig kærlighed,« siger Birgitte Stougaard.
Det samme gælder LOCs ’Undskyld So’, der ud over at være en tilsvining af en given kvinde, faktisk lige så meget handler om, at rapperen er en af 'gadens misligholdte hunde'.
»LOC siger, at det godt kan være, at han ikke behandlede kvinden pænt. Men faktisk er det lige så synd for ham,« siger Birgitte Stougaard.
»For begge rappere handler det i de to numre lige så meget om dem selv, som om kvinden,« siger hun.
Rapperne er ærlige ofre
Hun fortæller, at det i virkeligheden giver meget fint mening, at rapperne vælger at udstille, hvor hårdt deres kærlighedsliv er.
Det er nemlig en vigtig del af hiphop-kulturen, at man både er ærlig og at man er udsat.
»Rappen dyrker det dysfunktionelle. Derfor er det ikke så mærkeligt, at rapperne fortæller om, hvordan de ikke kan få tingene til at fungere, selvom de samtidig er nogle satans karle.«
»Samtidig er nogle af dem blevet så gamle, at de har fået børn. Det skaber mere refleksion. Og fordi der i hiphop-kulturen findes et vigtigt ’ærlighedskrav’, må de rappe om andre emner end lir og fest, fordi det er dem, der fylder i deres liv,« siger Birgitte Stougaard.
Kvinden betyder faktisk noget for rapperne
Hun mener ikke, at den hårde macho-attitude, som findes i rap-teksterne, nødvendigvis skal forstås som nedladende overfor kvinder.
Det har forfatteren Hanne Vibeke Holst ellers kritiseret Jokerens ’Kvinde Din (møgluder)’ for at være.
»Det er helt tydeligt, at kvinderne, særligt i de senere udgivelser, ikke er ligegyldige for rapperne. De er ikke bare umælende bimboer.«
»Relationen til kvinderne bliver både sværere, men også vigtigere i de senere år,« konstaterer Birgitte Stougaard.
Suspekt er de største klynkere
Umiddelbart ser det ikke ud til, at rapperne vil holde op med at skrive tekster om den svære kærlighed. De mest 'klynkende' rap-tekster er ifølge Birgitte Stougaard ret nye.
»LOC og Suspekt – nogle af de mest hardcore rappere i Danmark – lavede i 2009 samarbejdet ’Selvmord’.«
»Der blev det tydeligt, at de ellers så hårde rappere nu laver 'klynke-hiphop' om de kvinder, de har mistet. De reflekterer utroligt meget over deres svære kærlighedsforhold,« siger Birgitte Stougaard.
Hun glæder sig til at se, om rapperne også i fremtiden vil holde fast i den nye stil, eller om de vil vende tilbage til deres mere hårdkogte udgangspunkt.
































