Indlægget er skrevet i samarbejde med Helle Skovbjerg Karoff.
13. november 2013 afholdt IPA-Denmark konferencen 'Børns ret til leg'. Formålet var at sætte fokus på den ret til leg, som børn har ifølge FN's børnekonvention paragraf 31. I den står bl.a.:
»Deltagerstaterne anerkender barnets ret til hvile og fritid, til at lege og dyrke fritidsinteresser, som er passende for barnets alder, og til frit at deltage i det kulturelle og kunstneriske liv.«
At børn har ret til et liv med plads til leg og til aktiviteter, som de selv har medindflydelse på, er altså uden for diskussion. Det har Danmark, i lighed med en lang række andre lande, forpligtet sig på at sørge for.
Ikke desto mindre er der noget, der tyder på, at leg er under pres i dagens børneliv, ikke mindst set i lyset af aktuelle reformer og lovgivning. Tilbage i 2012 udkom en rapport fra en task force om fremtidens dagtilbud, som vi tidligere har omtalt her på bloggen.
Leger børn ikke bare?
I den omtales leg stort set ikke, men derimod tilskrives dagtilbuddene en endnu større rolle, når det kommer til at bibringe børnene de fornødne kompetencer til at kunne være klar til skolestart. I de oplæg til en reform af fremtidens pædagoguddannelse, der indtil nu er blevet fremlagt, er legen heller ikke særligt fremtrædende - nærmest ikke.
Og der hvor legen spiller en rolle, er det som middel for andre typer aktiviteter, eksempelvis læring og innovation. Også i den skolereform, der træder i kraft til næste år, omtales leg grundlæggende som et middel til læring, ikke som en aktivitet eller praksis i sin egen ret.
Med andre ord er der i de aktuelle, politiske tiltag, der sætter rammerne for børns liv, intet gjort for at leve op til, endsige fremhæve konventionens målsætninger.
Jamen, leger børn ikke bare, kunne man spørge? Og hvad skal det egentlig til for, det med leg? På konferencen blev det klart, at også de betingelser som legen har, er med til at definere, hvordan legen kan få liv og udfolde sig.
Hvis voksne konstant vil bestemme og styre børns aktiviteter, så vil legen få mindre plads til udfoldelse, og det vil få indflydelse på, hvordan børnene kan lege. Konferencen forsøgte at svare på blandt andet disse spørgsmål.
Børns liv er til for leg
Børneforsker Erik Sigsgaard lagde for og udtalte om leg, at det er det, børns liv er til for, når de selv skal sige det. Voksnes læringsprojekter opfatter børnene som forstyrrende afbrydelser i det, det for dem handler om: at lege løs.
Jan Kampmann, professor på RUC, fortsatte i samme spor og pegede på, at legen er udgangspunkt for børns udvikling og identitetsdannelse og dermed grundlaget for den læring, vi er så opsatte på skal finde sted.
Ann Charlotte Thorsted, AAU, diskuterede legen i et organisationsperspektiv og endelig fortalte tegneren Anders Morgenthaler om sine egne erfaringer med en skolegang, hvor legen og kreativiteten havde trange kår og hvor hans eget talent ikke blev anderkendt.
Leg kræver tid, ro og rammer
Alt i alt tegnede konferencen et billede af et livsfænomen, som ikke har gode betingelser for at udfolde sig i en målstyret og effektivitetsoptimerende institutions- og skolekultur. Det er et problem, fordi legen er en måde at være i verden på, som adskiller sig fra andre praktikker og værensformer og dermed spiller en anden rolle for vores dannelse som mennesker.
Det er igennem legen, vi udforsker grænserne for det mulige. Det er igennem den legende indstilling, at vi kan være kreative og det er også, når vi leger, at vi for alvor afprøver, hvad det vil sige at øve sig og blive rigtig gode til noget.
Men legen kræver tid, ro og rammer. Den kræver, at der er plads til at børn selv kan finde på og sætte igang og at der er mulighed for at blive ved, indtil man ikke gider mere - til man næsten har leget sig ihjel, som Astrid Lindgren sagde om sin egen barndom.
