Pædagoger betragter ikke længere arbejdet med at få børn til at spise, sove, lege og tage hensyn til hinanden som pædagogisk arbejde.
I stedet er det blot den praktiske del af deres arbejdsdag. Det samme gælder, når de løser konflikter, trøster eller i det hele taget udviser menneskelig omsorg for børnene.
Det konkluderer Maja Plum fra Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet på baggrund af feltarbejdet til ph.d.-afhandlingen Dokumenteret faglighed.
»Dét, som pædagogerne skal dokumentere, bliver nogle helt specifikke situationer, hvor deres egen og børnenes aktivitet kan tolkes i forhold til et i forvejen opsat læringsmål,« siger Maja Plum.
»På den baggrund falder en stor del af hverdagens aktiviteter uden for faglighedskategorien. Det fremstår ikke som dokumentationsværdigt. Pædagoger bruger selv udtryk om at ’de laver noget, der ikke er noget’. Dette ’ikke noget’ kan for eksempel være at putte, skifte ble, spise, trøste eller løse konflikter. Det regnes ikke for fagligt arbejde, fordi det ikke fremstår som dokumentationsværdigt,« siger Maja Plum.
Usynlig ændring af pædagogik
Dokumentationskravene blev indført i 2004 for at kvalitetssikre arbejdet.
Det blev understreget, at dokumentationen ikke havde til formål at ændre pædagogikken, arbejdet skulle blot observeres, måles og vejes.
»Hvis dokumentationen skal bruges til at vise politikere, hvad der foregår, så de kan styre og prioritere, så er der rigtigt meget dokumentationen ikke viser, fordi det ikke fremstår dokumentationsværdigt,« siger Maja Plum.
»Det vil sige, at meget arbejde i institutionerne bliver underkendt på en sådan måde, at pædagogerne heller ikke taler om dette arbejde som fagligt pædagogisk arbejde. Der synes opstået et hierarki i forhold til, hvad der er fagligt arbejde, og hvad der er praktisk arbejde,« siger Maja Plum.
I praksis betyder det, at pædagogikken stik imod hensigten er blevet ændret.
»Min afhandling viser, at der ikke bare er tale om neutral styring af en allerede eksisterende praksis, men at der reelt har været tale om en politisk redefinering af småbørnsområdet. Pædagogisk faglighed er blevet synonym med entydige og dokumenterbare aktiviteter, uden at der har været en egentlig diskussion af det,« siger Maja Plum.
Dokumentationskrav overser omsorg
Meget tyder på, at pædagogerne ikke selv er opmærksomme på ændringen.
For eksempel var der ingen i Maja Plums undersøgelse på seks daginstitutioner, der reflekterede over, at de brugte formuleringer som, at ”lave noget, der ikke er noget”.
Kritikken mod dokumentationskravene har således gået på, at det tager tid fra det pædagogiske arbejde at dokumentere, men ikke på, at dokumentationen ændrer pædagogernes opfattelse af pædagogik.
»Jeg håber, at min afhandling kan være med til at starte en diskussion af, hvad pædagogisk faglighed skal være for en størrelse. Altså, om den pædagogisk faglighed skal indeholde andet end det, der har at gøre med dokumenterbare mål, formulerede projekter og analytiske kortlægninger af børn,« siger Maja Plum.
»Dokumentation og styring er ikke nødvendigvis godt eller dårligt, men vi skal være klar over, at det skaber bestemte præmisser for, hvad der udgør pædagogisk fagligt arbejde,« siger Maja Plum.
Hun mener, at den samme tendens kan ses andre steder i omsorgssektoren, hvor de samme dokumentationskrav gælder.
I sidste måned omtalte Videnskab.dk Sine Lehn-Christiansens ph.d. fra RUC, der viser at sosu-hjælpere bliver umyndiggjort af dokumentationskravene, og ikke har frihed til at føre en samtale eller gå en tur med den ældre.
»Den forskning peger på nogle af de samme mekanismer. Det er mange af de samme logikker, der gør sig gældende i disse dokumentationsmodeller, og måske handler det om, at modellernes lineære mål-middel logik har svært ved at rumme en kompleks virkelighed i omsorgssektoren,« siger Maja Plum.
