Ved første øjekast er biavl måske en usædvanlig hobby for unge mænd.
Netop denne gruppe bliver ofte beskrevet i forskning og politiske debatter som særligt udsat for mistrivsel, dårlig mental sundhed og manglende tilknytning til fællesskaber.
Men måske er det netop derfor, at biavl kan have så stor betydning.
Det er en erfaring, som jeg har gjort gennem mit arbejde i organisationen North East Young Dads and Lads, der hjælper unge fædre med at spille en aktiv og meningsfuld rolle i deres børns liv.
I mange år har jeg argumenteret imod den udbredte tendens til at beskrive unge mænd gennem et krisesprog. Unge mænd fremstilles ofte som et problem, der skal løses, eller en gruppe, der skal håndteres.
Meget af den offentlige debat fokuserer på såkaldte 'manosfærer', sociale medier, computerspil og andre fænomener, der forbindes med mistrivsel og social polarisering.
Bier kræver omsorg frem for konkurrence
Selv når diskussionen handler om mere positive forståelser af maskulinitet, bliver der ofte talt mindre om de former for kreativitet, omsorg og nysgerrighed, der kan opstå, når unge mænd får mulighed for at dyrke interesser og udvikle vaner, som giver mening og retning i livet.
Her kan natur- og miljøaktiviteter spille en særlig rolle. Det gælder især for unge mænd i byområder, som måske ikke har adgang til egen have eller andre grønne omgivelser.
Jeg er en del af et fællesskab af biavlere, som passer bistader på taget af Baltic Centre for Contemporary Art i Newcastle.
Vi tilbyder også undervisning til unge mænd gennem et lokalt fælleshaveprojekt. Lignende initiativer findes mange steder og kræver ikke nødvendigvis adgang til en privat have.
Bier kræver omsorg frem for konkurrence
Pasning af bier er på mange måder det modsatte af det, vi ofte forbinder med traditionelle forestillinger om maskulinitet.
Biavl kræver tålmodighed frem for hast. Opmærksomhed frem for dominans. Samarbejde frem for konkurrence.
Arbejdet med bierne træner evnen til at observere, lytte og tage ansvar. På den måde repræsenterer biavl en anden måde at være til stede i verden på end mange af de mere konkurrenceprægede aktiviteter, som ofte forbindes med unge mænd.
Man kan sammenligne det med lystfiskeri, som også er populært blandt mange af de unge mænd, jeg arbejder med. Men hvor fiskeri i sidste ende handler om at fange noget, handler biavl først og fremmest om at tage vare på noget levende.
Hobbyer er mere end tidsfordriv
Hobbyer handler sjældent kun om at få tiden til at gå.
De skaber struktur og rutiner, især når de bliver dyrket sammen med andre. De giver mulighed for at opbygge relationer, lære nyt og opleve glæden ved at lykkes sammen med et fællesskab.
I en tid, hvor ensomhed og social isolation i stigende grad betragtes som folkesundhedsproblemer, kan hobbyer fungere som vigtige steder for samhørighed og tilhørsforhold.
At passe bier kræver engagement og vedholdenhed. Det er kvaliteter, som sjældent fylder meget i den offentlige debat om unge mænd, men som kan være afgørende for både trivsel og personlig udvikling.
Biavl som terapi
Mange af de unge mænd, som deltager i projekterne, kæmper med psykiske udfordringer. Her fortæller flere, at arbejdet med bierne har haft en nærmest terapeutisk effekt.
Én af deltagerne er en tidligere soldat med posttraumatisk stresslidelse (PTSD). Ifølge ham har den mest betydningsfulde hjælp ikke været traditionelle indsatser, men det arbejde med natur og økologi, som han har udført gennem biavlen.
For ham blev bistaderne et sted, hvor tankerne faldt til ro, og hvor fokus flyttede sig fra fortidens oplevelser til konkrete opgaver her og nu.
Her kommer de sociale aspekter af biavl for alvor i spil. Det fælles arbejde med at bygge bistader, inspicere bifamilier og udveksle viden skabte muligheder for venskaber og gensidig støtte.
På den måde blev biavlen et redskab, som gjorde det muligt at skabe og vedligeholde relationer.
Der er i sig selv ikke noget udpræget maskulint ved biavl. Alligevel kan aktiviteten skabe værdifulde rum for mænds mentale trivsel, samtidig med at deltagerne lærer nye færdigheder, der er relevante i den grønne økonomi.
For mange af de unge mænd blev biavl det første skridt videre til frivilligt arbejde med træplantning, haveprojekter og naturpleje.
Andre blev involveret i cykelreparation eller borgervidenskabelige projekter, hvor de deltog i fugleovervågning og måling af vandkvalitet.
For en del førte erfaringerne endda til lønnet arbejde som biavlere, naturvejledere eller cykelmekanikere.
Omsorg som fælles praksis
Biavlens betydning ligger ikke kun i selve hobbyen, men i de muligheder, den åbner.
Den skaber et rum, hvor omsorg kan praktiseres og værdsættes. Feministiske forskere har længe argumenteret for, at omsorg ikke bør forstås som et ansvar, der alene hviler på kvinder.
Omsorg er snarere en fælles og økologisk praksis, som involverer både mennesker og deres omgivelser.
På den måde hænger omsorgen for bier, landskaber og hinanden tæt sammen.
Mit arbejde med unge mænd, hvoraf mange i dag navigerer gennem de første år af voksenlivet som fædre, begyndte da heller ikke med bier. Det begyndte med et ønske om at bekæmpe ensomhed, mindske social isolation og styrke familierelationer.
Gennem årene har jeg erfaret, hvor vigtigt det er at skabe steder, hvor mænd føler sig trygge. Steder uden præstationspres og uden forventninger om, at man straks skal åbne op eller forklare sine følelser.
Nyere forskning peger på, at relationer ofte kan opbygges gennem noget langt mere enkelt: at gøre ting sammen.
Et nyt syn på unge mænd
Måske er det mest interessante ved disse erfaringer, at de udfordrer nogle af de antagelser, der præger den moderne debat om drenge og mænd.
Det er vigtigt at bevæge sig væk fra de såkaldte mangelperspektiver (deficit approach) på maskulinitet, hvor unge mænd primært beskrives ud fra det, de mangler, modsætter sig eller protesterer imod.
Min forskning viser, at unge mænd ikke kun kan ses som en udfordring i arbejdet med bæredygtighed. De kan også være en ressource.
Erfaringerne fra biavlen tyder på, at mange unge mænd reagerer positivt på muligheder for at tage ansvar, udvise omsorg og forvalte noget, der er større end dem selv.
Biernes venner er ikke nødvendigvis biavlere
Der findes dog en videnskabelig debat om biavlens mulige negative konsekvenser for naturen. Blandt bekymringerne er, at honningbier i nogle områder kan konkurrere med truede vilde bier om føde eller overføre sygdomme til sårbare bestande.
Når man fremhæver biavl som en positiv aktivitet, er det derfor vigtigt at understrege en væsentlig pointe: Vi har ikke nødvendigvis brug for flere private bistader. Til gengæld har vi brug for flere mennesker, der beskytter bestøvere.
Fællesskaber omkring biavl kan bidrage med viden om nektar- og pollenplanter, insektvenlig beplantning og brugen af kemikalier i naturen. Som en del af en bredere indsats for bier og andre bestøvere kan den slags aktiviteter gøre en reel forskel.
Og netop gennem denne form for omsorg og fælles handling oplever mange også de største gevinster i kampen mod ensomhed.
Mere end en hobby
Mit arbejde romantiserer hverken unge mænd eller bier. Biavl er krævende, og ingen hobby passer til alle.
Som én af de unge fædre i projektet fortalte:
»Jeg var nervøs, da jeg kom til gruppen første gang. Men det at være udenfor, tale med de andre unge fædre, tage fat og hjælpe til gjorde mig mere rolig. Det vil jeg anbefale til hvem som helst.«
Hobbyer giver os også mulighed for at forestille os en anden fremtid for os selv. De gør det muligt at blive kendt for det, man brænder for, snarere end for de problemer, andre forbinder med én.
Måske er det netop en af de indsigter, som bistadet selv giver os.
Bier minder os om, at trivsel sjældent opstår i isolation. Den vokser frem gennem relationer, fælles arbejde og de stille former for omsorg, som ofte bliver overset i hverdagen.
I den forstand er biavl meget mere end blot en hobby. Det er en invitation til at tænke anderledes om omsorg, fællesskab og de liv, unge mennesker kan skabe for sig selv og hinanden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
