Atomskrald? Nej tak! Borgergrupper fik udsat beslutning om dansk atomlager i 55 år

Timingen kunne ikke have været værre. Efter Fukushima-ulykken i marts 2011 havde tiltroen til sikkerheden omkring atomkraft nået et nyt lavpunkt.

Mindre end to måneder efter udgav den danske ekspertkommission sin rapport om et muligt dansk slutlager for atomaffald i én af fem udpegede kommuner.

»Nej tak,« skrev Allan Graversen i et læserbrev i Dagbladet Struer 7. maj 2011 og spurgte lettere fortørnet: »Hvad ligner det, at atomaffaldet nu foreslås deponeret i Vestjylland, når affaldet stammer fra Risø ved Roskilde?«

Danmark har aldrig haft atomkraft, for vi danskere plejer at sige pænt nej tak til alt, hvad der er radioaktivt.

Det var derfor ingen overraskelse, at der blev protesteret mod centraladministrationens og videnskabelige eksperters forslag om at begrave fem tons atomaffald i jorden under Udkantsdanmark.

Protesterne kom fortrinsvis fra borgergrupper og kommunalpolitikere. Det var mere end bare forudsigelig modstand mod radioaktivitet og ekspertviden.

Gennem en videnskabssociologisk analyse af hele kontroversen er vi nået frem til, at uenighederne og modstanden har resulteret i ny, vigtig og brugbar viden om affaldsdeponering, som man også fremover vil bygge en beslutning på.

Folketinget forudså uforudsigelig debat

Sagen om atomaffaldsdeponering i Danmark er et eksempel på en relativt ny tendens, hvor borgere og organisationer bliver inddraget på næsten lige fod med politikere, embedsfolk og eksperter.

Borgerinddragelse i affaldsdeponering foregår på flere niveauer fra brede offentlige høringer til mere målrettet konsultation af lokale grupper, for eksempel i haller eller små foreningslokaler.

Formålet er at forankre beslutningsprocesser i det lokalmiljø, som bliver påvirket af beslutningerne, men det er sjældent en nem øvelse.

Den første folketingsbeslutning om affaldsdeponering blev vedtaget i 2003. Her besluttede et enigt Folketing sig for at nedlægge de atomare anlæg på Risø og deponere det danske atomaffald i et såkaldt slutdepot – et depot, der ikke kan åbnes igen, og hvor affaldet kan bevares til 'evig' tid.

Samtidig blev det understreget, at ikke bare Folketinget, men også kommunale og andre myndigheder og befolkningen skulle inddrages i processen.

I 2003 regnede man med, at beslutningsprocessen ville tage 7-11 år. Allerede i folketingsbeslutningen var det dog forventet, at der kunne opstå 'politiske pladsvalgsproblemer', der kunne få uforudsigelige konsekvenser for tidshorisont og omkostninger.

Den ene af denne artikels forfattere (Rosa Nan Leunbach) undersøgte beslutningsprocessen og mediedebatten vedrørende det danske atomaffald i sit speciale.

Sammen har vi lavet en fagfællebedømt artikel, som er udkommet i tidsskriftet Bulletin of Science, Technology & Society. Arbejdet bygger på en omfattende undersøgelse af sagsakterne og 1.115 avisartikler fra landsdækkende aviser og lokalaviser.

På baggrund af vores undersøgelse konkluderer vi, at den 'forudsigelige uforudsigelighed' ikke kun skyldtes politiske uoverensstemmelser, men også uenigheder om selve den videnskabelige undersøgelse og den nødvendige ekspertviden.

Fem danske atomkommuner udpeget

Der skulle gå otte år, før sagen om slutdepotet for alvor blev kontroversiel. Det skete, da forstudierne til et slutdepot blev offentliggjort i 2011, og seks områder blev udpeget som potentielle placeringer:

Østermarie-Paradisbakkerne (Bornholm), Rødbyhavn (Lolland), Kertinge Mark (Kerteminde), Thyholm (Struer) og Thise og Skive Vest (begge Skive Kommune).

Bag forstudierne lå grundige undersøgelser udført af eksperter fra Dansk Dekommissionering, GEUS (Danmarks og Grønlands Geologiske Undersøgelser), COWI (rådgivende ingeniører), Statens Institut for Strålehygiejne under Sundhedsstyrelsen, Studsvik AB (svensk ekspertise i atomkraft) og tegnestuen Hasløv & Kjærsgaard I/S (arkitekter og byplanlæggere).

Der var således et solidt vidensgrundlag at bygge videre på, men det skulle vise sig at være utilstrækkeligt til at overbevise modstanderne mod et slutdepot.

Kommuner og protestgrupper oparbejdede modekspertise

Mængden af atomaffald i Danmark er lille, blandt andet fordi den folkelige modstand mod atomkraft historisk set har været stor. Forskningscenter Risø er oprettet 1955 og havde tre forsøgsreaktorer.

Danmark var med helt fremme inden for den internationale reaktorforskning, indtil først elværkerne og siden nej-tak-til-atomkraft-bevægelsen og danske politikere i løbet af 1960'erne og 1970'erne satte en stopper for drømmen om danske atomkraftværker.

Modstanden mod atomkraft var politisk og økonomisk begrundet, men det spillede også ind, at der dengang blev fremsat 'modekspertise' i form af viden om vedvarende energikilder og risici ved atomkraft.

På samme måde var modstanden mod et dansk slutdepot for atomaffald motiveret af lokalpolitiske og økonomiske argumenter såsom tab af turismeindtægter, faldende huspriser og usikkerhed omkring landbrugsproduktion i de berørte områder, for eksempel Thise Mejeri ved Thise.

Derudover sørgede kommunerne og protestgrupperne for at oparbejde en modekspertise om deponering af atomaffaldet.

Skive Kommunes tekniske afdeling udfærdigede nye rapporter om de to områder i kommunen, som viste, at der er vigtige drikkevandsressourcer under Thise eller Skive Vest.

I strid med ministeriets eksperter konkluderede borgmester Flemming Eskildsen derfor, at »det er en fejl, at de to områder i Skive overhovedet er udpeget som sikre placeringer.«

Protestgrupperne besøgte det hollandske mellemlager COVRA, hvor atomaffald deponeres midlertidigt. Her indhentede de ny viden om muligheden for at deponere affaldet i op til 100 år, mens man beslutter sig for den endelige løsning i samarbejde med andre lande.

Protestgrupperne inviterede også eksperter fra udlandet til at komme til Danmark og fremlægge alternativer til den foreslåede danske slutdepotmodel.

\ Læs mere

Uenighed om lagring af atomaffald

Det hybride forum og 'socioaktivt' atomaffald

I den videnskabssociologiske litteratur taler man om 'et hybridt forum', som dækker over en dialogisk, demokratisk proces, hvor eksperter, politikere, borgere og andre gør noget ved et fælles problem.

De behøver ikke at være enige om, hvad problemet er, eller hvordan det skal løses.

Faktisk kan uenigheden og forskelligheden i et hybridt forum vise sig at være frugtbar. Den kan nemlig være med til at belyse nuancer og muligheder, som måske ikke var fundet, havde det udelukkende været videnskabsfolk, der diskuterede problemstillingen.

Sagen om atomaffaldet skabte nye grupperinger og nye kontakter mellem eksisterende involverede grupper. Med et andet ord hentet fra videnskabssociologien, som spiller på 'radioaktivt', kan man sige, at affaldet var 'socioaktivt'.

Blandt de vigtigste nye grupper var de lokale protestgrupper, og de forsøgte at gøre deres indflydelse gældende på mange fronter. Skive-gruppen kaldte sig MORADS, for det var det, de synes, det var – et morads.

De var politisk aktive og sørgede for at samle protestgrupperne i en fælles front. De lavede aktioner, skrev læserbreve og forsøgte at påvirke de ansvarlige politikere så meget som muligt.

»Vi skal blive ved med at samle information og sprede den, vi skal holde kontakt til politikere i Skive Byråd og på Christiansborg,« sagde Anders Storgaard Rask fra MORADS kort efter stiftelsen i 2012.

Hele affaldssagen frembragte dermed en række positioner og relationer, som ikke tidligere havde eksisteret, og det er lige netop på denne måde, at hybride fora bliver konstruktive og fremadrettede.

For mange ubekendte var for risikabelt

»Hvad er det for en viden, I mangler?«, spurgte daværende sundhedsminister Astrid Krag, da hun forlod høringen om et dansk slutdepot 22. oktober 2012.

Ved de efterfølgende diskussioner med borgergrupperne, som protestgrupperne efterhånden kom til at hedde, skulle det vise sig, at der helt præcist var 731 ting, som borgerne gerne vil vide mere om.

Borgergrupperne blev repræsenteret i det såkaldte Kontaktforum oprettet i 2016.

Her lykkedes det dem gang på gang at afvise oplæg fra regeringens eksperter med reference til deres egen modekspertise. Trods forsøg på at overbevise dem om det modsatte endte de med at fastholde deres afvisning af et dansk slutdepot.

Borgergrupperne mente, at slutdepotet – selvdom det netop var blevet præsenteret som en fremtidssikret løsning – ville være i strid med intentionerne i den oprindelige folketingsbeslutning om at minimere risici for fremtidige generationer.

Der var ganske enkelt for mange usikkerheder og ubekendte involveret.

\ Læs mere

Tjernobyl: Vi kender stadig ikke rigtig de helbredsmæssige risici ved en atomulykke

Danmark kan vise vejen til fremtidens atomskrald-proces

I marts 2018 vedtog Folketinget, at atomaffaldet skal blive på Risø mindst 55 år endnu i et såkaldt mellemlager som det hollandske COVRA.

Beslutningen var allerede blevet annonceret året før med den let humoristiske overskrift: 'Langsigtet deponering af atomaffald kræver mere tid'. Kontrasten til Folketingets oprindelige hensigt – at skaffe affaldet hurtigt af vejen – må have været tydelig for enhver.

Den midlertidige løsning vil blive langt dyrere end et slutdepot, anslået 340 millioner kroner. Som daværende uddannelses- og forskningsminister Søren Pind understregede:

»Det her er en sag, der kalder på omhu og grundighed. Vi skylder fremtidige generationer, at vi ikke haster noget igennem, men bruger den tid, der skal til, for at nå frem til en sikker, langsigtet løsning.«

\ Læs mere

Atomaffald - ressource såvel som problem

Eksperterne er allerede gået i gang med nye undersøgelser

GEUS arbejder videre med forberedelse af geologiske undersøgelser og modellering af strømning og forseglingsegenskaber i forskellige bjergarter.

Dansk Dekommissionering koncentrerer sig om at opgradere lagerfaciliteterne på Risø-halvøen.

På baggrund af vores analyse af processen fra 2003 til 2018 vil vi mene, at det er vigtigt, at processen fremover kan udvikle sig til et hybridt forum.

Det betyder konkret, at man inddrager lokalpolitikere og borgere – også protestgrupperne, selv om de ikke er repræsentative i forhold til det store tavse flertal i de berørte områder.

Inddragelsen skal ske så tidligt i processen som muligt, og den skal give mulighed for høring af såvel ekspertviden som modekspertise.

Kritikere vil mene, at borgerinddragelse og hybride fora kan medføre udskydelse eller direkte sabotage af beslutningsprocessen. At efterlyse mere viden hele tiden kan være det samme som aldrig at blive 'klog nok' til at træffe en beslutning.

Det er en relevant kritik, men der er ingen vej uden om at sikre bred opbakning til beslutningen, og det kan være med til at gøre videngrundlaget stærkere og valgmulighederne fremover flere.

I dag vil langt de fleste nok også mene, at modstanden mod atomkraft medførte en positiv udvikling mod mere vedvarende energikilder.

Der er stadig lang tid til 2073. Men det er nu, vi har en unik mulighed for at vise os selv og hele verden, at vi i Danmark kan organisere og lede et hybridt forum, der vil vare i flere generationer, men også sikre endnu flere generationer fremover.

Vi håber, at det stadig vil være muligt at gøre atomaffaldet til en folkelig vindersag.

\ Læs mere

Forsker om atomkraft: Danmark skal spille med blandt de store drenge

\ Læs mere

Hvad ville der ske, hvis hele verden kørte på atomkraft?