Arkæolog: Tutankhamons grav kan rumme hemmeligt kammer med Nefertiti
En anerkendt britisk arkæolog fremfører en ny teori om, at den egyptiske kong Tutankhamons berømte grav kan rumme et hemmeligt kammer. Her mener han, at den ikoniske dronning Nefertiti kan være stedt til hvile.

Nefertiti var hustru til den den egypiske kong Akhnaton (1353-1335 f.Kr.). Nefertiti opnåede politisk og kultisk ligestilling med sin mand, og efter hans død overtog hun måske magten frem til 1333 under navnet Smenkhkare. Hendes buste står på Neues Museum i Berlin. (Foto: Philip Pikart)

Siden graven efter den egyptiske kong Tutankhamon blev fundet i 1922, har mængden af guld og værdigenstande skabt fascination verden over.

Nu har verdenspressen igen kastet sig over den berømte grav, efter at den anerkendte britiske arkæolog Nicholas Reeves har fremført en ny teori om graven: Reeves mener, at kongegraven rummer et uopdaget kammer, som gemmer på de jordiske rester efter dronning Nefertiti.

»Man har aldrig fundet Nefertitis grav. Hun stammer fra en periode af Egyptens historie, som er præget af mange mysterier og tvivl om, hvad der egentlig foregik. Så hvis man virkelig fandt hendes grav, ville det kunne få stor betydning for vores viden om perioden,« siger Tine Bagh, som er museumsinspektør ved den egyptiske samling på Glyptoteket i København.

Hun har læst den nye rapport, som er publiceret af Amarna Royal Tombs Project, hvor den britiske arkæolog Nicholas Reeves fremlægger sin teori.

»Reeves er ikke en hvem som helst, og han har sine argumenter i orden. Men der er fortsat kun tale om en teori, så det bliver virkelig spændende at se, om han får ret,« siger Tine Bagh.

Ikonisk skønhed

Tutankhamon kom til tronen i Egypten i år 1333 før vor tidsregning, og mange arkæologer mener, at dronning Nefertiti havde magten før ham.

Nefertiti var gift med Tutankhamons far, kong Akhnaton, og hun er især kendt af nutiden fra en byste, som står på et museum i Berlin og viser hendes smukke ansigt.

Fakta

Tutankhamon blev egyptisk konge som cirka otte-årig i år 1333 før vor tidsregning.

Han var søn af Kong Akhnaton og en sidehustru og søster, hvis navn er ukendt.

Tutankhamon døde af ukendte årsager uden efterkommere som 17-18-årig.

Tutankhamons berømmelse i nyere tid skyldes, at man i 1922 fandt hans urørte grav i Kongernes dal i Egypten.

Graven indeholdt rigt gravudstyr og gyldne kister med kongens mumie.

Kilde: Gyldendals Den store danske

»Hun er kendt for sin skønhed og har nærmest fået en mytisk status,« siger Tine Bagh.

Nicholas Reeves teori om, at den egyptiske skønhed skulle ligge begravet nær Tutankhamon, bygger blandt andet på hans studier af den nordlige væg i Tutankhamons gravkammer.

Væggen har ifølge Nicholas Reeves en række særtræk, som kunne tyde på, at den har været åbnet og forseglet på et andet tidspunkt end de øvrige vægge i rummet.

»Man kan se nogle lodrette linjer på væggen, som ligner, der har været en åbning, som er blevet lukket og pudset op igen og malet henover. Man kan også se, at væggen er malet med en anden baggrundsfarve end de øvrige vægge,« forklarer Tine Bagh.

Tegninger kan måske forestille Nefertiti

Nicholas Reeves argumenterer også for, at nogle af tegningerne på væggen godt kunne forestille Nefertiti frem for Tutankhamon.

»Man har egentlig tænkt, at nogle af billederne på væggen forestiller Tutankhamon. Men noget tyder på, at det godt kunne være Nefertiti, for hun har et bestemt træk ved munden; en revne, som går ned fra munden og hagen – det kan man også se på hendes berømte byste. Tutankhamon havde derimod en lille dobbelthage,« forklarer Tine Bagh.

Herudover bygger Nicholas Reeves teorier blandt andet også på studier af arkitekturen af Tutankhamons grav. Her mener Reeves, at graven adskiller sig fra øvrige kongegrave – måske fordi den oprindeligt er bygget til dronning Nefertiti.

Fakta

Den egyptiske dronning Nefertiti var hustru til kong Akhnaton (1353-1335 f.Kr.).

Under Akhnaton og Nefertiti gennemgik Egypten en religiøs og kunstnerisk revolution – en tid kendt som Amarna-perioden.

Regenterne antog blandt andet solskiven Aton som rigsgud på bekostning af de traditionelle guder og flyttede Egyptens hovedstad til al-Armana.

Nefertiti opnåede politisk og kultisk ligestilling med sin mand, og efter hans død mener man, at hun overtog magten frem til 1333.

Kilde: Gyldendals Den store danske

»Hvis det var en kongegrav, burde den have haft en længere korridor, som går bagud fra gravkammeret – sådan kender man det fra andre kongegrave.«

»Så det er lang sammenstrikket argumentation med mange argumenter fra både arkitekturen, billederne og måden gravkammeret er bygget på, som han bygger sin teori på. Men det beviser ingenting, før man får set, om der overhovedet er et rum omme bagved Tutankhamons grav,« siger Tine Bagh.

Potentielt set en kæmpe opdagelse

Ifølge Tine Bagh er der ikke blevet lavet seismiske undersøgelser af, hvorvidt der vitterligt er et hulrum bag ved Tutankhamons gravkammer.

Den britiske arkæolog Nicholas Reeves håber dog på, at det nu vil blive undersøgt, hvorvidt den ikoniske fortidsdronning gemmer sig derinde.

»Hvert eneste bevis er i sig selv ikke afgørende, men sætter man det hele sammen, er det svært at undgå min konklusion.«

»Hvis jeg tager fejl, så tager jeg fejl, men hvis jeg har ret, så er dette her potentielt set den største arkæologiske opdagelse, der nogensinde er gjort,« siger Nicholas Reeves, som er arkæolog ved University of Arizona til The Economist.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.