Ansigter i skyerne afslører demens
Patienter med en særlig form for demens ser ansigter på steder, hvor ingen andre gør. Særlige billeder kan derfor afgøre, om folk er ramt af den frygtede sygdom.

Japanske forskere har fundet en opsigtsvækkende ny måde at opdage hjerne-sygdommen ’Lewy body demens’.

Mindst hver tiende demens-syge i verden er ramt af den specielle afart af sygdommen. Alligevel har det været meget svært at diagnosticere den – indtil nu.  Det viser sig nemlig, at demensen afslører sig selv, hvis den demente ser ansigter på steder, hvor raske ikke får øje på dem – for eksempel i skyer, blomster eller hustage.

»Den særlige form for demens er kendetegnet ved, at patienten får hallucinationer. Men en læge kan langt fra være sikker på at få mulighed for at undersøge en patient under en hallucination – for de kommer tilfældigt. Så japanerne spekulerede på, om man kunne vise de demente nogle særlige billeder, der skaber hallucinationer hos syge, som raske ikke oplever.«

»Det lader til, at de nu har fundet et meget spændende, billigt og hurtigt diagnostisk redskab,« siger Johan Trettvik, der forsker i perceptionspsykologi ved Institut for Kommunikation, Aalborg Universitet.

LÆS OGSÅ: Derfor viser Jesus sig i din pizza

Hjernen misforstår verden

Det er helt almindeligt, at mennesker ser ansigter på steder, hvor der egentlig ikke er ansigter. Det forunderlige fænomen hedder ’pareidolia’, og det skyldes, at hjernen fejl-afkoder de synsindtryk, den modtager.

Ved et tilfælde af pareidolia skaber hjernen en sammenhæng, som slet ikke er der. Tit er det et ansigt vi får øje på i de kaotiske omgivelser, fordi vi mennesker har lært at afkode ansigter fra vi var helt små.

Med den viden i baghovedet udarbejdede de japanske forskere det, de kaldte en ’pareidolia-test’. I testen var der 25 billeder, blandt andet af fugle på himlen, blomster og en leopard.

»Man kunne godt se ansigter i mange af billederne, hvis man ville. Men raske mennesker ville kunne sige til sig selv, at der ikke var tale om rigtige ansigter. Syge ville derimod være overbeviste om, at de faktisk så rigtige ansigter,« siger Johan Trettvik.

Demente fik særligt mange hallucinationer

Tre grupper af mennesker fik testen:

  1. 34 patienter, der havde Lewy body demens.
     
  2. 34 patienter med Alzheimers sygdom, som Lewy body demens tit bliver forvekslet med. De to sygdomme medfører nemlig begge bevægeforstyrrelser.
     
  3. 26 raske kontrolpersoner.

»Der var en klar sammenhæng mellem, hvor kraftige hallucinationerne blev, alt efter om man var dement eller ej. Normalgruppen adskilte sig markant fra de to andre,« fortæller Johan Trettvik.

Demente ser ansigter de mærkeligste steder

De demens-ramte så typisk 15,5 ansigter i de 25 billeder. Patienter med Alzheimers så typisk 1 ansigt, og de raske personer så ingen.

»Patienter med Lewy body demens ser ofte hallucinatoriske billeder på steder, hvor folk normalt ikke retter deres opmærksomhed. For eksempel i et værelses hjørner, træer i baggrunden eller tagene på nabohusene til det hus, der egentlig er på fotografiet,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel.

De vil nu arbejde videre med deres opdagelse, og de forsøger i øjeblikket at undersøge, om pareidolia er et fænomen, der bygger bro mellem visuelle illusioner og hallucinationer.

Er det kun et japansk fænomen?

Forsøget har kun været udført denne ene gang, men resultaterne tyder på, at japanerne har gjort en interessant opdagelse, vurderer Johan Trettvik.

»Det er vigtigt at forsøget også bliver lavet andre steder i verden. For det kan tænkes, at der er tale om et særligt japansk fænomen, der er forbundet med den måde, man ser på billeder i Japan. Men i udgangspunktet ser det bestemt fornuftigt ud,« siger Johan Trettvik.

Resultaterne er publiceret i tidsskriftet Brain.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.