Nobelprisen er den ypperste faglige anerkendelse, en forsker kan opnå i sit liv.
Fra på mandag bliver det offentliggjort, hvilke forskere der går over i historien, som nobelprismodtagerne i 2014 inden for kemi, økonomi, medicin og fysik. Hvert år gættes der vidt og bredt på, hvem de heldige prismodtagere bliver denne gang.
Blandt andre har mediet Science Watch lavet en liste med deres 12 bud på mulige nobelpristagere.
Et af de 12 bud på listen er, at forskerne James E. Darnell, Jr., Robert G. Roeder og Robert Tjian får Nobelprisen i medicin for deres videnskabelige kortlægning af, hvordan såkaldte transkriptionsfaktorer og proteiner regulerer, hvordan gener udtrykker sig i cellen.
I 2006 fik Roger Kornberg Nobelprisen i kemi for molekylærforskning i transkription. I genforskning-miljøet undrede mange sig dengang over, at Roger Kornberg ikke skulle dele sin nobelpris med Robert G. Roeder og Robert Tjian.
»Vi var meget overraskede over, at de ikke fik prisen. De to har siden da været kandidater i mange år. De må efterhånden være to skuffede herrer,« siger genforsker Kristian Helin, som er professor og direktør for forskningscentret BRIC (Biotech Research & Innovation Center) ved Københavns Universitet.
Professoren lægger ikke skjul på, at han mener, at Robert G. Roeder og Robert Tjian burde få prisen i år.
»Det ville være glædeligt for vores felt, hvis det her resultat fik en nobelpris. Men det er nemt at sige, når man ikke selv er blandt kandidaterne,« siger han og griner.
Sværere at slå fast, hvem der har gjort kvantespringet først
Nobelkomitéen laver hvert år et stort detektivarbejde for at finde de rette vindere. Forskerne i komitéen gransker forskningsartikler og ringer til kilder, som for eksempel Kristian Helin, for at få mere at vide om de enkelte resultaters betydning.
Det er nemlig blevet mindre åbenlyst, hvilke forskere der står bag de store kvantespring i forskningen, siger Kristian Helin.
»Forskningen er blevet mere lineær. Der er mange, der går i samme retning. Derfor kan det være svært for komitéen at finde ud af, hvem der først gjorde de store opdagelser.«
Nedenfor kan du læse om de 11 andre bud fra Science Watch på mulige nobelprismodtagere, som måske er sluppet igennem nåleøjet og får en fornem pris på mandag:
Kemi
1. Studiet, som gjorde LED-lys mulige
Ching W. Tang og Steven van Slyke: De to forskere udgav i 1987 et studie i det videnskabelige tidsskrift Applied Psysics Letters. Forskerne havde eksperimenteret med molekyler, som reagerede på elektricitet ved at lyse.
Den forskning har i dag ført til udviklingen af LED lys, som agerer lyskilder i alt fra fladskærme til mobiltelefoner og digitale kameraer.
2. Bitte-små materialer anvendt som katalysatorer
Charles T. Kresge, Ryong Ryoo og Galen D. Stucky: De tre forskere har skabt ny viden om, hvordan man skaber mikro-, meso- og makro-porøse materialer. Det har ført til bemærkelsesværdige anvendelsesområder på grund af de mesoporøse materialers store indre overfladearealer på op til 1.000 m2/g. Materialerne anvendes for eksempel som katalysatorer for biosensorer og til billedbehandling.
3. Forskning førte til nye typer plastic
Graeme Moed, Ezio Rizzardo og San H. Thang: Forskerne har udviklet metoden, som vi bruger til at fremstille polymerer - det, de fleste af os kender som plastic. Metoden har betydet, at industrien nu har langt mere styre på polymeriseringen end tidligere, og at man har kunnet fremstille nye former for plastic.
Økonomi
4. Økonomisk model som tilbygning på verdenskendt teori
Phillippe M. Aghion og Peter W. Howit: I 1942 introducerede nationaløkonomen Joseph Schumpeter en teoretisk teori, som viste, at økonomisk vækst ikke kun betyder, at mange flere får et job men også at en række eksisterende job forsvinder. For eksempel betød bilindustriens vækst, at der ikke længere var brug for folk, der lavede eller solgte hestevogne. Teorien er blevet kaldt 'Kreativ destruktion'.
Phillippe M. Aghion og Peter W. Howit har udviklet Shumpeters teori med en økonomisk model, og dette skulle gøre dem værdige til en nobelpris, ifølge Science Watch.
5. Iværksætteri har en afgørende rolle for økonomien
Willam J. Baumol og Israel M. Kirzner: William J. Baumol sparkede interessen for forskning i iværksætteri i gang i 1968 og er en af de mest citerede forsker inden for iværksætteri. Israel M. Kirzner er ligeledes en af de mest citerede forskere i entreprenørskab. Han har blandt andet i bogen ’Competition and Entrepreneurship’ underbygget en påstand om, at neoliberale beskrivelser af økonomien mangler at tage hensyn til iværksætteriets afgørende betydning.
6. Økonomien har brug for de rigtige sociologiske tilgange
Mark S. Granovetter: Forskeren er en pioneer inden for økonomisk sociologi. Han har i sin forskning vist, at økonomiske markedsbeskrivelser indeholder for lidt sociologi, og at de sociologiske beskrivelser af markederne ofte indeholder for meget sociologi og for lidt økonomi. Han har også argumenteret for, at netværk og sociale forbindelser har en større rolle i transaktioner, end den klassiske rational choice-teori påstår.
Medicin
7. Forskere påviste stor genvariation mellem mennesker
Michael H. Wigler, Charles Lee og Stephen W. Scherer: Forskerne har vist, at det menneskelige genom varierer langt mere, end man hidtil havde troet, og at nogle af disse variationer i genomet kan hænge sammen med sygdomme som autisme og skizofreni.
8. Forsker har givet os ny viden om følelsen af smerte
David Julius: Forskeren står bag viden, som kan forklare, hvorfor du både oplever smerte og varme, hvis du gnider din hud med stærke chilipebre. Han har undersøgt smertereceptorer og de molekylære mekanismer i både kroniske smerter og akutte smertefølelser.
Fysik
9. Manden bag den første nano-laser
Peidong Yang: Forskeren arbejder med endimensionelle nanostrukturer og nano-kabler. Han udviklede for første gang et nanolaser-design i 2001, og det har lagt grunden for, at der nu verden over er udviklet mange forskellige slags nanolasere.
10. Banebrydende forskning som har ført til bedre hukommelsesenheder
Yoshinori Tokura, Ramamoorthy Ramesh og James F. Scott: James F. Scott har arbejdet med ferroelektricitet. I 1989 gjorde han en epokegørende opdagelse, da det lykkedes ham med såkaldt epitaksi at kombinere en tynd ferrofilm med eksempelvis silicium og dermed gøre det muligt at lave integrerede kredsløb i hukommelsesenheder.
Ramamoorthy Ramesh og hans forskningsgruppe har blandt andet påvist eksistensen af store mængder ferroelektricisk polarisering i multiferroelektriske film ( BiFeO3 ). Yoshinori Tokura har også bidraget til den nye viden om ferroelektricitet ved at beskrive spontan polarisering i stoffet TbMnO3.
Ferroelektriske film forbundet til silicium bliver i dag meget brugt i USB-stik og lignende hukommelsesenheder.
11. Kvantefysik-forskere ligger lunt i svinget
Charles L. Kane, Laurens W Molenkamp og Shoucheng Zhang: De tre forskere har leveret banebrydende teoretisk og eksperimentel forskning i den såkaldte 'kvante Hall-effekten' og topologiske isolatorer.
En nobelpris er tidligere gået til forskning i kvante Hall-effekten nemlig i 1998, hvor forskerne Daniel Tsui, Horst Störmer og Robert B. Laughlin blev hædret med prisen.
































