Nedsat frugtbarhed er en folkesygdom – men hvorfor behandler vi det ikke som én?

I 2021 steg fødselstallet, og vi forventede alle sammen, at det ville fortsætte med at stige i 2022. Men babyboomet kom ikke.

Tværtimod faldt fødselstallet fra 63.710 til 58.430, og det gennemsnitlige barn, hver kvinde føder, er faldet fra 1,7 til 1,55.

Hvis befolkningstallet skal være i balance, skal hver kvinde i gennemsnit føde 2,1 barn. Derfor er indsatser for at øge fødselstallet presserende.

Samtidig er nedsat frugtbarhed erklæret som en folkesygdom af verdenssundhedsorganisationen WHO. Og 10 procent af alle børn i Danmark kommer i dag til verden efter fertilitetsbehandling. Alligevel behandler vi sygdommen nedsat frugtbarhed helt uden for kategori i forhold til andre folkesygdomme.

Vi stopper offentlig fertilitetsbehandling for tidligt og behandler kun til det første barn, mens vi ikke har en national strategi med henblik på forebyggelse af nedsat frugtbarhed.

Det er på tide, at vi laver om på det.

Infertilitet er den næsthyppigste kroniske sygdom

Igennem mange år har nedsat frugtbarhed været den hyppigste kroniske sygdom blandt 25-45-årige kvinder og mænd i Danmark. Men under COVID-pandemien steg forekomsten af psykiske lidelser en del, og psykiske lidelser er således nu en smule højere end forekomsten af nedsat frugtbarhed.

Mellem hver fjerde og hver sjette kvinde eller par oplever, at graviditeten ikke indtræder trods mere end et års seksuelt samliv uden brug af prævention, hvilket er definitionen på infertilitet.

Mange af de bagvedliggende årsager til nedsat frugtbarhed kan vi ikke behandle. Men med fertilitetsbehandling kan vi give de fleste kvinder og mænd med nedsat frugtbarhed mulighed for at få det barn eller de børn, de ønsker sig.

Vi kunne sagtens hjælpe flere

Og vi kunne sagtens hjælpe endnu flere kvinder og mænd i det offentlige sundhedsvæsen med at få de børn, de ønsker sig. Hvis vi udvidede behandlingstilbuddet.

Så hvorfor gør vi det ikke?

For andre folkesygdomme som hjerte-karsygdomme, kræft, overvægt og diabetes går behandling og forebyggelse hånd i hånd. Men sådan er det ikke, når det drejer sig om nedsat frugtbarhed.

Her mangler en national strategi med forebyggende indsatser for at nedsætte hyppigheden af infertilitet.

Ikke engang i den nationale spørgeskemaundersøgelse, ’Danskernes Sundhed’, undersøger man, hvor mange der har nedsat frugtbarhed. Selvom undersøgelsen spørger til alle de andre folkesygdomme.

Det skal vi ændre på.

Rammer for offentlig fertilitetsbehandling

I Danmark foregår halvdelen af alle fertilitetsbehandlinger i det offentlige sundhedsvæsen. Resten sker ved private klinikker, hvor en behandling koster mange tusinde kroner.

I det offentlige må vi kun tilbyde behandling til de par, der ikke har fælles barn, og til barnløse singlekvinder.

Selvom loven tillader behandling, indtil kvinden fylder 46 år, så må vi kun i det offentlige behandle, indtil kvinden fylder 41 år.

Den lavere aldersgrænse i offentlig fertilitetsbehandling skyldes hensynet til at udnytte de offentlige ressourcer bedst muligt, da langt færre kvinder, som er 41-45 år, vil opnå at få barn efter behandlingen end kvinder under 41 år.

Det offentlige tilbud omfatter desuden kun op til tre behandlinger.

Her får kvinden hormoner og får taget æg ud. Man kan kun få behandling til barn nummer et, medmindre kvinden eller parret har befrugtede æg i fryseren, som kan bruges til barn nummer to.

Alle disse regler skyldes, at der er begrænsede offentlige ressourcer til fertilitetsbehandling.

Men af både menneskelige og samfundsmæssige årsager er det væsentligt, at det offentlige sundhedsvæsen yder fertilitetsbehandling til så mange som muligt, der har brug for det. Og hjælper så mange som muligt med at få det antal børn, de ønsker sig.

Også selvom de har nedsat frugtbarhed.

Hvorfor stoppe behandling af en kronisk sygdom?

Almindeligvis standser vi ikke sygdomsbehandling til mennesker med kroniske sygdomme, hvis yderligere behandling kan give et bedre resultat.

Men det gør vi altså, når det drejer sig om nedsat frugtbarhed.

Vi ved, at for nogle er tre behandlinger ikke tilstrækkeligt for at opnå graviditet og fødsel af et barn. Flere vil opnå at få et barn, hvis det offentlige kunne give op til seks behandlingsforsøg.

Privat, selvfinansieret fertilitetsbehandling er så dyr, at kun velstillede har råd til den. Det bør derfor også være muligt at få fertilitetsbehandling til mere end ét barn i det offentlige sundhedsvæsen.

Kvinder og mænd med nedsat frugtbarhed ønsker sig ligesom de fleste andre oftest mere end ét barn.

Det skaber derfor stor social ulighed i familiedannelsen, at kun velstillede har mulighed for at få behandling ved private fertilitetsklinikker til flere børn end det første.

Rugemødre kan blive en del af fertilitetsbehandlingen

Endelig har nogle behov for rugemoderskab for at kunne få børn. Det kan for eksempel være kvinder, der er født uden en livmoder, eller kvinder, der har en livmoder, som er syg eller ikke fungerer.

I Danmark er kun altruistisk rugemoderskab lovligt. Det vil sige, hvor rugemoderen ikke får penge for det. Og det er ikke lovligt for sundhedspersonale at assistere ved rugemoderskab.

Det betyder, at det ikke kan foregå inden for rammerne af fertilitetsbehandling. Det betyder også, at rugemoderen er genetisk beslægtet med barnet, da man gør brug af æg fra rugemoderen selv.

Derfor vælger de fleste kvinder eller par at tage til udlandet og få taget deres egne æg ud. På den måde er rugemoderen kun bærer af graviditeten (gestationel bærer), men ikke genetisk beslægtet med fosteret.

Etisk råd har opfordret til en ændring af lovgivningen, så fertilitetsbehandling i forbindelse med rugemoderskab bliver en mulighed.

Vi mener også, at vi bør forny lovgivningen for rugemoderskab i Danmark, for at vi kan sikre både det kommende barn, rugemoder og forældre de bedste betingelser.

Men det allervigtigste er at få gang i forebyggelsen.

Vi skal have gang i forebyggelsen

Som nævnt har vi i Danmark ingen national strategi for at sænke forekomsten af nedsat frugtbarhed.

Det er en helt særlig mangel i forhold til andre folkesygdomme. Der findes for eksempel en lang række indsatser for at sænke forekomsten af hjerte-karsygdomme, kræft, overvægt og diabetes.

Fordi nedsat frugtbarhed hænger sammen med mange forskellige risikofaktorer, er det nødvendigt at igangsætte mange forskellige forebyggende indsatser på samme tid.

Vi skal blandt andet have strukturelle, samfundsmæssige indsatser og øge mulighederne for endnu mere fleksibelt studie- og arbejdsliv, når man har små børn.

I Sverige har forældrene ret til deltidsarbejde efter barselsorlov, mens det i Danmark er overladt til at være en individuel forhandling mellem den ansatte og arbejdsgiveren.

Vi skal også tale med hinanden om, om vi ønsker at fastholde et samfund, hvor mange synes, at alting skal på plads, inden de er klar til at få børn – uddannelse, godt arbejde og bolig, god økonomi.

Hvorfor ikke få børn lidt tidligere, for dem der har lyst, og arbejde mere, når børnene er blevet større?

Ved du, hvordan du passer på din frugtbarhed?

Det er ligeledes vigtigt, at unge får seksualundervisning på ungdomsuddannelserne, hvor de også lærer om familiedannelse, hvordan man passer på sin frugtbarhed og om risikofaktorer for nedsat frugtbarhed.

Befolkningen generelt skal vide, at klamydia og gonore kan give nedsat frugtbarhed, hvis sygdommen ikke bliver behandlet. Og at nedsat frugtbarhed både for kvinder og mænd hænger sammen med rygning, overvægt og hyppig brug af hash.

Stigende alder er også et emne, vi skal have mere på dagsordenen. Alder sænker frugtbarheden både for kvinder og mænd, og det er langt nemmere at få børn i midt eller slut 20’erne end midt eller slut 30’erne.

Region Hovedstaden satte i 2019 fertilitetsforebyggelse på dagsordenen ved at give en bevilling til fertilitetsrådgivning. Her kan par få individuel rådgivning om deres fertilitet og overordnet viden om alder- og livsstilsfaktorers indvirkning på fertiliteten. Region Midt fulgte efter i 2022.

Sex og Samfund har også indført en smule information om det i deres seksualundervisningsmateriale til de unge.

Dette er små initiativer, som bør følges op af flere nationale indsatser for at øge folkeoplysningen og til syvende og sidst øge fødselsraterne.

Der er en udløbsdato for reproduktion – og den skal vi alle kende

Vi bliver ældre og ældre, når vi får vores første barn. Det udgør sammen med de faldende fertilitetsrater et stort problem i det meste af verden. Det er dog mest udtalt i Europa og Asien, og Danmark er ikke undtaget.

Hvis vi skal opretholde den levestandard, vi har i dag, skal vi øge fødselstallet.

Derfor er det helt afgørende, at vi udbreder viden om, at reproduktionen har en udløbsdato – som for kvinderne i øvrigt allerede sætter ind i slut trediverne og for mændene 10 år senere.

Faktum er, at hvis man vil nå at få to til tre børn, så skal man helst starte i slut tyverne eller senest i starten af trediverne. Ellers vil en større og større del få færre børn, end de gerne ville. Og nogle vil slet ikke få børn.

Den viden har vi en forpligtigelse til at udbrede.