Migræne koblet til højere risiko for slagtilfælde ved operationer
Ny forskning viser, at personer med migræne oftere får slagtilfælde under eller efter en operation og oftere har behov for at blive genindlagt. Sludder og vrøvl, siger dansk forsker, der mener, at studiet unødigt skræmmer folk med migræne.
migræne hovedpine slagtilfælde operation risiko

Migræne øger risikoen for at få et slagtilfælde i forbindelse med en operation, viser ny forskning, men dansk ekspert er ikke overbevist. (Foto: Shutterstock)

Migræne øger risikoen for at få et slagtilfælde i forbindelse med en operation, viser ny forskning, men dansk ekspert er ikke overbevist. (Foto: Shutterstock)

Personer, der lider af migræne, får oftere slagtilfælde på operationsbordet.

Det viser ny forskning, der peger på, at især personer med migræne med aura er i risiko for at få et slagtilfælde under eller efter en operation.

Migræne

Migræne en halvsidig dunkende og anfaldsvis hovedpine. Anfaldene ledsages typisk af kvalme og opkast, og den ramte bliver overfølsom over for især lyd og lys. Anfaldet kan vare fra få timer til flere dage.

Migræne deles op i to kategorier, hvor den ene er med aura og den anden er uden. Migræne med aura betyder, at personen med migræne forvarsles inden anfaldet. De typiske former for forvarsler er synsforstyrrelser og snurren i fingre og tæer. Migræneanfaldet kommer typisk en halv time efter forvarslerne.

Migræne forekommer hos cirka 15 procent af befolkningen, tre gange hyppigere hos kvinder end hos mænd. Kvinder har samtidig både hyppigere og voldsommere anfald end mænd.

Migræne kan forekomme i barnedommen, men hyppigst fra puberteten frem til 40-50-års-alderen. Derefter aftager de fleste tilfælde.

Kilde: Den Store Danske

Ifølge forskerne bag det nye studie, der netop er offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift BMJ, og som er udført på 124.500 opererede patienter i USA, bør migræne derfor tages med som risikofaktor, når læger skal vurdere, hvordan de skal gribe en operation an.

»Smerte, forhøjet blodtryk, dehydrering og tilbagehold af blodkoagulerende medicin i forbindelse med operationen kan måske fremprovokere dannelse af blodpropper, som resulterer i et slagtilfælde blandt patienter med migræne. Kirurger og anæstesiologer bør derfor tage denne nye viden omkring migræne og slagtilfælde i betragtning, når de laver deres behandlingsanbefalinger i forbindelse med en operation,« skriver studiets hovedforfatter, læge og lektor ved Harvard Medical School Matthias Eikermann i en mail til Videnskab.dk.

Dansk forsker er ikke imponeret

Jes Olesen er klinisk professor ved Københavns Universitet og stifter af Dansk Hovedpinecenter ved Rigshospitalet, og så er han en af verdens førende forskere i migræne. Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det og er ikke særligt imponeret.

For det første mener den danske professor, at forskerne drager for vidtrækkende konklusioner på baggrund af deres datamateriale, og for det andet er han slet ikke sikker på, at datamaterialet overhovedet er korrekt.

»Det er et stort studie med en god statistisk analyse, men det er meget svært at sige, om de overhovedet har kigget på migrænepatienter eller ej. Migræne er uhyggeligt svært at diagnosticere, og mange læger kan slet ikke stille diagnosen og får ofte forvekslet en migrænediagnose med et slagtilfælde i sig selv, da symptomerne er meget ens. Derfor kan nogle af personerne have fået et migræneanfald, som så er blevet diagnosticeret som et slagtilfælde,« siger Jes Olesen.

»Der er en række ting, som gør, at jeg ikke synes, man kan tage det nye studie for pålydende. Selvom det er et stort datasæt, drejer det sig kun om meget få migrænepatienter, og hvis de har diagnosticeret blot nogle enkelte forkert, ændrer det ved hele resultatet.«

Næsten fordoblet risiko

I det nye studie har forskere og læger fra Harvard Medical School undersøgt journaler for 124.558 personer, som blev opereret på Massachusetts General Hospital og to andre amerikanske hospitaler i perioden 2007 til 2014.

Ud af de 124.558 opererede patienter oplevede 771 et slagtilfælde i forbindelse med operationen.

89 af disse patienter led af migræne, hvilket svarer til 11,5 procent. Af disse havde 18 patienter migræne med aura og 71 havde migræne uden aura.

Forskerne estimerer, at 2,4 ud af 1.000 opererede patienter vil opleve et slagtilfælde i forbindelse med en operation, hvilket ifølge deres resultatet stiger til 4,3 for patienter med migræne – 3,9 for patienter med migræne uden aura og 6,3 for patienter med migræne med aura.

10.088 patienter blev genindlagt med komplikationer efter operationen, og her var tallet 1,31 gange højere for patienter med begge typer migræne i forhold til resten.

De nye resultater får forskerne bag dem til at anbefale ændrede procedurer ved operationer af patienter, som har en historik med migræne.

»I betragtning af antallet af mennesker med migræne er sammenhængen mellem migræne og slagtilfælde af offentlig sundhedsinteresse. Det bør læger være opmærksomme på, især blandt patienter, som ellers ikke har øget risiko for slagtilfælde,« siger Matthias Eikermann.

Vil undersøge, om det er særlige type af operationer

Tidligere studier har ifølge Matthias Eikermann vist en sammenhæng mellem migræne og en generel øget risiko for sygdom.

Blandt andet peger han på et studie fra 2016, som viser, at kvinder over en 10-årig periode har højere risiko for hjerte-kar-sygdomme, hvis de lider af migræne.

»Men den interessante observation her er, at korrelationen mellem migræne og slagtilfælde har direkte implikationer for operationer,« fortæller Matthias Eikermann.

Forskerne fra Harvard Medical School har i fremtidige studier tænkt sig at se på, om nogle former for operationer i højere grad er associeret med risiko for slagtilfælde for migrænepatienter end andre.

»Det er et interessant spørgsmål, som vi vil adressere i fremtiden. Bedøvelsen ser i sig selv ikke ud til at øge risikoen for slagtilfælde, så længe smerte under operationen, blodcirkulationen og vejrtrækningen er under kontrol. Vi vil fremover gerne udvikle en optimal procedure ved operationer, som kortlægger migrænepatienters risiko for at få et slagtilfælde under en operation,« skriver Matthias Eikermann.

Migrænepatienter skal ikke være nervøse for operation

Jes Olesen mener, at forskerne fra Harvard Medical School skræmmer folk med migræne unødigt.

Ifølge ham lider næsten en femtedel af verdens befolkning af migræne, og der er slet ikke grund til at få folk til at tro, at de har øget risiko for at dø på operationsbordet.

»Der er tidligere kommet en rigtig dårlig artikel ud af samme tidsskrift, hvor forskere viste, at personer med migræne døde tidligere end andre. Det var en rigtig dårlig artikel, som også var direkte forkert og kun tjente det formål at gøre migrænepatienter nervøse,« siger Jes Olesen.

Den danske migræneprofessor tror slet ikke på, at de nye resultater er rigtige.

Han fortæller, at ud af de tusindvis af migrænepatienter, som han har tilset i sine mange år som læge og forsker, har han endnu ikke mødt en eneste, som har fået en blodprop i forbindelse med en operation.

»Det giver ingen mening at gøre folk nervøse på baggrund af det her. Selv hvis risikoen for blodprop under en operation stiger for migrænepatienter, stiger den fra et ekstremt lavt niveau til et andet ekstremt lavt niveau. Det er det perspektiv, som, jeg synes, man skal have frem. Personer med migræne skal på ingen måde være bange for at lade sig operere,« understreger Jes Olesen.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.