Menneskeskabt støj påvirker også dyrene

Dyrs hørelse er gennem mange generationer blevet tilpasset lydene i omgivelserne, så de bliver i stand til at skelne relevante lyde fra eksempelvis artsfæller og fjender fra andre lyde.

Men inden for de senere årtier er der blevet lagt en masse ny menneskeskabt støj oven i den naturlige.

Det er til stor irritation for mange mennesker og kan medføre høretab og andre sygdomstilstande. Men menneskeskabt støj er også et problem for dyrene:

Mange fisk har for eksempel vanskeligt ved at kommunikere på grund af støj fra boreplatforme, skibe, seismiske undersøgelser og meget mere.

Hvalerne må råbe højere

Undersøgelser har vist, at sild og torsk flygter fra støjen, og er dårligere til at danne stimer i områder med megen støj.

Hvaler er også stærkt påvirket af menneskeskabt støj.

Rethvaler og nordkapere kaldte kraftigere i mere voldsom baggrundsstøj, og blåhvaler kaldte hyppigere, når der blev affyret eksplosioner i forbindelse med seismiske undersøgelser.

Kaldene var af den type, som blåhvalerne bruger for at holde social kontakt. Man tyder derfor den øgede mængde kald som et tegn på, at hvalerne forstyrres af eksplosionerne.

Hos delfiner har man påvist høretab, som muligvis skyldtes menneskeskabt støj. Mere end halvdelen af de delfiner, som af uforklarlige grunde strandede på amerikanske kyster, havde høretab.

Blæksprutter strander efter støjskade

Også blæksprutter kan påvirkes alvorligt af støj. Eksperimenter har vist, at selv ret svag støj blæser huller i statocysterne hos Humboldt-blæksprutter. Statocysterne er blæksprutternes balanceorganer og virker muligvis som høreorganer hos visse arter.

I en række tilfælde drev tusindvis af blæksprutter ind på strande i USA og Spanien.

Man mener, at årsagen har været seismiske undersøgelser, hvor man ved hjælp af eksplosioner kortlægger havbunden.

Hvis blæksprutternes statocyster er ødelagt, kan de ikke længere svømme målrettet. De mister evnen til at fange bytte og vil med tiden drive ind på en strand.

Støj ændrer fuglenes sangvaner

Til lands er der mange eksempler på, at menneskeskabt støj har en effekt på dyrs kommunikation, uden at man direkte kan påvise, at den skader hørelsen.

Rødhalse valgte bland andet i stigende grad at synge om natten i områder med megen trafikstøj i dagtimerne. Andre fugle ændrer deres sang i støj.

Det gjaldt for eksempel to amerikanske vireoer.

1. Den ene art sang kortere sang med højere minimums-frekvenser.
2. Den anden sang længere sange og højere maksimums-frekvenser.

I Europa er det påvist, at både musvit og solsort synger i et højere toneleje i områder med kraftig menneskeskabt støj.

Støj forstyrrer og forstærker årvågenhed

Støj kan også virke distraherende på dyr, så de bliver mindre opmærksomme på fjender.

I et eksperiment viste det sig, at man kunne komme tættere på en art eremitkrebs, hvis man samtidig afspillede lyden af en bådmotor.

Omvendt har det vist sig, at bogfinker, som søgte føde på jorden, brugte mere tid på at spejde efter flyvende rovfugle, hvis man afspillede støj, der forhindrede dem i at høre alarmkald fra andre fugle.

Det kan betyde, at fugle får vanskeligt ved at finde tilstrækkeligt med føde i områder med megen støj, for eksempel i bymæssige områder og zoner omkring stærkt befærdede veje.

Påvirker støj hørelsen på sigt?

Vi mennesker går heller ikke fri.

På et amerikansk universitet havde hver fjerde studerende et markant høretab – ikke nok til, at vedkommende skulle have høreapparat, men nærved.

Høretabene var hyppigst hos mandlige studerende, som ofte brugte mp3-afspillere.

Menneskeskabt støj ligger som regel i den dybe del af lydspektret, hvilket som nævnt har fået flere fuglearter til at flytte deres sang højere op i frekvens.

Fremtiden vil vise, om det betyder, at fuglene også flytter deres høreområde op i frekvens.

Artiklen er et uddrag fra et temanummer af Naturhistorisk Museum, Aarhus' Natur og Museum nr. 3, september 2011: ”Ører – og hvad de hører” af Poul Hansen.