Hvordan måler man smerte?

Kender du nogen, der hader lyden af flamingo? Som føler et gennemtrængende ubehag ved den blotte lyd, mens du selv er fuldstændig upåvirket?

På samme måde hører du måske selv til blandt dem, der får svære smerter ved almindelige aktiviteter og oplever, at andre ikke kan forstå, hvorfor det skulle gøre ondt?

Den banale forklaring er, at mens vi alle oplever smerte, så er den specifikke smerteoplevelse din og din alene. Den er subjektiv og påvirket af tusind forskellige ting, der spænder fra dine gener til den sociale sammenhæng, du befinder dig i.

Det er en udfordring for os smerteforskere, for vi vil gerne 'måle' det, vi undersøger. Det er vigtigt, fordi smerteforskning blandt andet kan gøre os klogere på, hvorfor nogle smerter bliver kroniske, og hvordan det bedst kan forebygges eller behandles.

Hvordan forsker vi i smerte?

Så hvad gør vi, når vi skal måle smerte?

I modsætning til blodtryk, kropsvægt, testosteron-niveau og en million andre ting, kan vi ikke rigtigt måle smerte direkte. I stedet må vi bero på den enkelte patients eller forsøgspersons egen beskrivelse af smerteoplevelsen.

Selvom vi grundlæggende blot spørger, hvordan smerten opleves, kan det gøres på forskellige måder, der kan give os et tal for smerten.

For eksempel kan man registrere:

• hvor intens smerten opleves på en skala from 0 til 10,
• hvor i kroppen smerten er lokaliseret på en smertetegning eller
• hvordan smertens karakter opleves ved hjælp af nogle beskrivende ord som 'knugende', 'sviende', 'straffende', etc.

LÆS OGSÅ: Hvorfor føler vi smerte?

Det er langt fra simpelt

Ofte beder man personen om at angive smerteintensiteten på en skala fra 0 til 10, hvor 0 repræsenterer 'ingen smerte' og 10 repræsenterer den 'værst tænkelige smerte'. Det er umiddelbart ligetil og simpelt.

Men hvad betyder det så egentligt, når en person angiver tandsmerter som 8 ud af 10 og en anden rygsmerter som 6 ud af 10? Det er svært at tolke, men det er næppe så simpelt, at den enes smerte er 20 procent mere intens end den andens.

Dertil kommer, at vi er vant til at tænke på smerte som noget, der er direkte forbundet med et eller andet stimuli – taber man en stor sten på foden, gør det ondt, taber man en større sten på foden, gør det mere ondt.

Men så simpelt er det ikke, og alle, der har prøvet at være solskoldede, ved, at under nogle omstændigheder kan selv den mindste berøring være forbundet med smerte.

Gør det lige ondt på alle at have hånden i isvand?

Skal man forske i smerter og smertefølsomhed, bliver man derfor nødt til at kunne kontrollere så mange forhold som muligt.

Man kan for eksempel bruge standardiserede stimuli til at udløse smerte, som kan udføres på samme måde hver gang: Et simpelt eksempel kan være, at forsøgspersonen nedsænker sin ene hånd i et kar med isvand i to minutter og løbende fortæller, hvor ondt det gør på skalaen fra 0 til 10.

Hvis man så bruger den samme metode på flere forsøgspersoner, og de angiver forskellige niveauer af smerte, må man formode, at forskellen skyldes noget andet end selve stimuliet, som jo var det samme for alle.

På den måde kan vi begynde at kaste lys over, hvad der har betydning for smerten – udover selve stimuliet.

LÆS OGSÅ: Hvad gør mest ondt: En fødsel eller et hårdt spark i skridtet?

Kroniske smerter forværrer måske den påførte

Der bruges forskellige typer af stimuli:

• Mekanisk tryk,
• varme/kulde,
• diverse smerteprovokerende substanser (for eksempel capsaicin udvundet af chilipeber),
• mere komplekse stimuli som elektrisk stimulation,
• iskæmiske smerter (nedsat blodforsyning) og meget andet.

Kendetegnende for dem er, at de er sikre, nemme at kontrollere og kan bruges til at påføre en forudsigelig smerte.

Undersøgelserne bruges flittigt inden for smerteforskning og har blandt andet vist, at eksperimentelle smerter ét sted i kroppen (for eksempel skulderen eller tommelfingeren) opleves som mere smertefulde, hvis man samtidig har kroniske smerter et andet sted i kroppen (for eksempel rygsmerter).

LÆS OGSÅ: Har du smerter? Giv din hjerne skylden

…og hvis man lindrer ét sted, kan det hjælpe et andet

Omvendt tyder undersøgelser på, at hvis kroniske smerter kan lindres (for eksempel i tarmen), kan følsomheden andre steder (for eksempel foden) normaliseres igen.

Generelt har undersøgelserne vist, at smertefølsomhed er en fleksibel størrelse, som kan ændre sig i takt med for eksempel kroniske smerter.

Det kan være med til at forklare, hvorfor patienter med kroniske smerter ofte har smerter mere end et sted i kroppen. Og meget tyder på, at diffuse smertetilstande, som for eksempel den kroniske smertesygdom fibromyalgi, i høj grad handler om forstyrret smerteregulering.

Undersøgelser viser også, at den smertefølsomhed, som kan 'måles' med de eksperimentelle procedurer, i nogen grad kan forudsige, hvor mange smerter en patient for eksempel får efter en operation, og at det måske er relevant at tilpasse den smertestillende medicin derefter.

De forskellige eksperimentelle måder at undersøge smertefølsomhed på, synes at give os værdifuld viden om smertemekanismer og forhold, der kan påvirke smerterne. Men foreløbigt er det primært en forskningsaktivitet, som er begrænset til laboratoriet og ikke en klinisk undersøgelse, som bruges ude blandt patienterne.

Udfordringen i de kommende års forskning vil være at 'oversætte' forskningsmetoderne til kliniske undersøgelser til gavn for patienterne.

LÆS OGSÅ: Rødhårede reagerer anderledes på smerte

LÆS OGSÅ: Sådan afleder du hjernens opmærksomhed fra smerte