Studie: Ældre hundeejere er halvt så tilbøjelige til at udvikle et handicap
hundeejer

Forskere finder, at ældre hundeejere er halvt så udsatte for at udvikle handicap i alderdommen sammenlignet med folk, der aldrig har ejet en hund. Det kan skyldes, at de rører sig mere end ældre uden hund. (Foto: Shutterstock)

Forskere finder, at ældre hundeejere er halvt så udsatte for at udvikle handicap i alderdommen sammenlignet med folk, der aldrig har ejet en hund. Det kan skyldes, at de rører sig mere end ældre uden hund. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
24 februar 2022

Ældre hundeejere har tilsyneladende en halveret risiko for at udvikle kognitive og fysiske handicap end folk, der ikke har en hund. 

Det peger et nyt studie, der er udgivet i PLoS One, på, ifølge New Scientist.

Dog er den fordel, ikke overraskende, kun gældende for hundeejere, der går ture med deres hunde, eller som dyrker en anden form for motion, mindst en gang om ugen. 

Forskerne bag studiet spurgte i en spørgeskemaundersøgelse 11.000 mennesker i Japan i alderen 65 til 84, om de har eller tidligere har haft en hund eller en kat.

Derefter fulgte forskerne udviklingen af kognitive og fysiske handicaps blandt deltagerne i tre et halvt år.  

Her fandt forskerne at de nuværende hundeejere var omkring halvt så udsatte for at udvikle handicap sammenlignet med folk, der aldrig har ejet en hund. For katteejere så forskerne ingen formindsket risiko. 

I analysen blev der kontrolleret for andre faktorer som alder, køn, indkomst og andre sundhedsmæssige vaner som rygning, diæt og hjerte-kar-sygdomme.

Studiet lægger sig dermed op af tidligere studier, som også peger på hundeejeres sundhedsmæssige fordele.

Vær dog opmærksom på, at studiet kun finder en korrelation (kobling) mellem det at have hund og mindre risiko for at udvikle handicap.

Det er dermed ikke nødvendigvis det at have hund, der gør udslaget, men kan sandsynligvis skyldes andre faktorer, såsom at hundeejere rører sig mere, hvilket forskerne selv fremhæver i studiet.

mhj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.