Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Hjernen giver gaver med glædeshormon i julen

Annonce:

'Jeg glæder mig i denne tid, nu falder julesneen hvid, så ved jeg, julen kommer.'

Men hvad er det egentlig der gør, at vi kan blive helt varme indeni, når guirlanden er hængt op, julemusikken spiller, og duften af brunkager spreder sig i stuen? Forklaringen på, at vi glæder os, findes i vores hjerner, skriver Hvidovre Hospital.

Ifølge en hjerneforsker skyldes juleglæden nemlig, at vi aktiverer hjernens belønningssystem.

»Når julepynten begynder at komme op, og der kommer julesange i radioen, husker vi tidligere juleaftener, og det aktiverer den nederste del af striatum, som er en del i hjernen, hvor store mængder af signalstoffet dopamin bliver frigivet. Dopaminen gør os i stand til at glæde os, og det motiverer os til at yde noget ekstra for at få en belønning som for eksempel julegaver,« siger hjerneforsker David Meder fra Hvidovre Hospitals MR-Forskningssektion i pressemeddelelsen.

Han forklarer, at belønningssystemet hos børn, ikke overraskende, særligt bliver aktiveret, når det kommer til gaverne. Børnene kan ikke bare lide at få gaver, de får også en social belønning, når mor og far bliver glade for de gaver, de har lavet til dem.

For voksne handler det mere om at være sammen med mennesker, vi holder af.

»Vi har lavet undersøgelser, hvor vi har undersøgt, hvordan forskellige ansigtsudtryk påvirker belønningssystemet i hjernen, og her kan vi tydeligt se, at et smil eller et venligt ansigt har stor effekt. Det at være sammen med andre mennesker, man holder af, er altså utroligt belønnende, positivt og sundt. Det er nok også derfor, julen er et af årets højdepunkter for mange – der er en forventning om og en tradition for, at det bliver hyggeligt,« forklarer David Meder.

Annonce:

De store forventninger til december måned kan dog også give baghjul. Bliver julen ikke så hyggelig og glædelig, som den 'bør' være, kan det nemlig resultere i nogle slemme skuffelser. Hvis man har haft nogle særligt dårlige oplevelser i julen, kan det derfor have en modsat effekt på belønningssystemet, hvor man kommer til at associere julepynt og julekalendere med noget negativt.

sbl