Hvad har et sneglespor, en snottet næse og en kamæleons supertunge tilfælles? Slim!
Godt nok i forskellige variationer, men hvordan vi mennesker og flere dyr danner den klæbrige masse, slim, om og om igen, har længe været et mysterium.
Men nu deler University at Buffalo i en pressemeddelelse ny viden, som kan gøre os klogere på netop det.
Egentlig var det et tilfælde, at forskergruppen kom på sporet af den nye opdagelse. De var i gang med at undersøge spyt fra mennesker i et andet studie, da de så en lighed i et gen fra mennesker og et spytmucin fra gnavere.
Et mucin er et slags slimstof, opbygget af proteiner. Det fungerer som et af hovedkomponenterne i den slim, vi mennesker blandt andet danner i munden, næsen, lungerne, tarmene og flere andre steder i kroppen.
Nu har forskerne fra University of Buffalo fundet ud af, at genet, som de kalder et tåre-gen, kan udvikle sig til mucin, som så er med til at skabe ny slim. De har undersøgt flere eksempler på samme fænomen, hvor andre ikke-mucin-proteiner på et tidspunkt kan omdannes til muciner.
Forskerne fandt 15 andre tilfælde blandt 49 pattedyrarter. Og der findes nok endnu flere, vurderer en af studiets hovedforfattere, Omer Gokcumen, i pressemeddelelsen fra University at Buffalo.
Han kalder slim for en »fantastisk livsegenskab« og er nysgerrig efter, om den samme evolutionære mekanisme, som kan danne ikke-mucin-proteiner til muciner, også sker i snegle, slimål og andre slimede væsener. Men det svar må vi vente på.
Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Science Advances.
