FN’s krig mod narko hindrer medicinalforskningen

Narkotika og den skade, brugen kan forvolde, er en af vor tids mest tungtvejende udfordringer.

I mere end 40 år har FN med sin såkaldte 'krig mod narko' forsøgt at udrydde rekreativ brug af narkotika (altså den lystbetonede brug).

'Krigen', der på trods af udbredt tvivl og modstand stadig er igangværende, har haft enorme økonomiske og menneskelige omkostninger.

En af de mindre debatterede konsekvenser af FN’s Narkotika-konvention, der danner grundlag for den internationale narkotikapolitik, er den umådelig negative effekt, konventionen har haft på forskning og klinisk innovation, fordi illegale stoffer ikke længere kan granskes eller benyttes til udvikling af medicinsk behandling.

Jeg har i mange år argumenteret for (se bl.a. her og her), at det er historiens værste censur af forskning og medicin, og at en mere oplyst tilgang til 'illegale' stoffer vil revolutionere medicinalforskningen.

Britisk forbud gjorde stofferne mere populære

Forestillingen om, at et forbud mod særlige stoffer til medicinsk brug kan mindske rekreativt brug, er helt åbentlyst forkert. Alligevel understøtter den både FN's og næsten alle nationale lovgivninger.

Det gælder også for en masse stoffer, der har beviselig medicinsk effekt som cannabis, psykedelika og MDMA (den kemiske betegnelse for ecstasy).

I mange tusind år blev cannabis anset som værende medicin. Først i 1930'erne og efter pres fra USA besluttede man at fjerne cannabis fra lægemidler i et forgæves forsøg på at begrænse rekreativt brug.

De følgende 80 år skete der en mangedobling i antallet af personer, der benyttede cannabis – faktisk mindst 20 gange så mange – hvilket tydeliggør, at forbuddet bygger på forkerte præmisser.

I virkeligheden var der aldrig et egentligt skift fra medicinsk cannabisbrug til rekreativt brug – og det kommer der sandsynligvis heller aldrig.

Lignende sociale trends er set i alle vestlige lande, og alligevel er det kun i Holland, at man er modig nok til at erkende fakta og tillade cannabis til privat og medicinsk brug. Men Tyskland, Belgien og Spanien har for nylig tilladt medicinsk cannabisbrug.

Forbud hæmmer forskning og behandling

Forbuddet mod psykedelika som eksempelvis psilocybin og LSD samt MDMA var i stor udstrækning en respons på pres fra USA og FN-drevet af mediernes hysteri over vildt overdrevne påstande om stoffernes skadelige effekt.

Der er kun lidt – om nogen – evidens for, at forbuddet har mindsket det rekreative brug, og alligevel har det hindret og vanskeliggjort stofferne fra at blive benyttet til medicinsk brug og som forskningsredskaber.

Før forbuddet blev både psilocybin og MDMA brugt med succes i behandling, men det, der skete med LSD, er nok det mest uhyrlige tilfælde.

LSD: Den mest effektive behandling mod alkoholisme

I dag er LSD forbudt i mere end 200 lande, der alle har tilsluttet sig FN’s Narkotika-konvention.

Før LSD blev forbudt i slutningen af 1960’erne, finansierede den amerikanske regering mere end 130 forskellige studier om LSD, der viste sig at have en positiv effekt på mange psykiatriske lidelser, heriblandt angst og depression og især på alkoholisme.

Grundlæggeren af Anonyme Alkoholikere (AA), Bill Wilson, blev tørlagt alkoholiker ved hjælp af en psykedelisk oplevelse. Efterfølgende var han i høj grad fortaler for brugen af LSD, der lod alkoholikerne frigøre sig fra misbrugets og afhængighedens kløer.

Som følge af Bill Wilsons begejstring blev seks forsøg udført, der alle testede LSD til behandling af alkoholisme. To norske forskere foretog for nylig moderne statiske analyser af studierne, som viste, at LSD er mere effektiv end nogen anden behandlingsform mod alkoholisme.

Men siden forbuddet i 1967 findes der ikke én eneste person i verden, som har modtaget denne behandlingsform, fordi nationerne har tilsluttet sig FN’s Narkotika-konvention, der hævder, at LSD ikke har medicinsk værdi.

Narkotika-konventionen umuliggør forskning

Narkotika-konventionen opdeler stofferne i fire grupper, som er underlagt forskellige former for kontrol, og LSD er underlagt den strengeste kontrol. Som følge heraf er forskning praktisk taget en umulighed.

Såvel som at være åbenlyst uredelig stoppede Narkotika-konventionen al forskning på området, og siden forbuddet har hverken den amerikanske eller den britiske regering finanseret et eneste LSD-studie.

På nuværende tidspunkt dør hvert år mere end tre millioner mennesker verden over for tidligt som følge af alkoholmisbrug. På grundlag af disse tal estimerer jeg (og det er et konservativt estimat), at mere end 100 millioner på verdensplan siden 1967 er døde for tidligt som følge af alkoholisme; en sygdom, der typisk reducerer den forventede levealder med mellem 15 og 20 år.

Hvis behandling med LSD havde været tilladt, kan vi forvente, at mindst 10 procent var endt som ædru alkoholikere, hvilket havde forhindret cirka 10 millioner for tidlige dødsfald.

MDMA, som er forbudt verden over til rekreativt brug, har imidlertid for nylig vist sig at være effektiv i behandlingen af svær posttraumatisk stresslidelse, PTSD (Posttraumatic Stress Disorder), hvor andre konventionelle behandlinger er mislykkedes.

Blot to sessioner med MDMA har vist sig at producere en stærk positiv effekt, der varer adskillige år.

Omstød forbuddet på klasse 1-stoffer

Jeg vil hævde, at FN’s Narkotika-konvention, der forhindrer gavnlig behandling, er historiens værste medicincensur. Den er desuden fuldstændig disproportioneret i forhold til forbuddets formodede gavn.

Klasse 1-stoffer (eng.: schedule 1) omfatter blandt andet LSD, MDMA, cannabis og kokain. Hvordan kan vi få forbuddet mod klasse 1-stofferne omstødt?

Jeg mener, at den bedste vej frem er en blanding forskning og kliniske forsøg, og i de seneste år har en række forskere forsøgt at gennemtvinge en holdningsændring.

Vores studier, der benytter billed-teknikker af hjernen, afslører, at psilocybin (fra psykedeliske svampe) og LSD har en markant effekt ved at forstyrre maladaptive hjernebaner og tankeprocesser, som, vi ved, er årsag til lidelser som depression, afhængighed og OCD (en psykiatrisk lidelse med tilbagevendende tvangstanker og/eller tvangshandlinger, red.).

Vores fund var årsag til, at vi ansøgte om – og blev bevilliget – den første bevilling tildelt af UK Medical Research Council til at studere psilocybin.

Bevillingen gjorde os i stand til at udføre et studie med personer med behandlingsresistent depression, og vi fandt en meget kraftig og varig antidepressiv effekt ved blot én aktiv dosis.

To lignende studier (her og her) i USA har fundet en tilsvarende effekt hos personer med depression og angst kort før døden.

På høje tid, at lovgivningen omstødes

I lyset af de spændende og overbevisende fund mener jeg, at det er på høje tid, at alle lande evaluerer deres (tilsyneladende) tankeløse opbakning af FN’s nuværende tilgang til rekreativ brug af stoffer – også de nordiske lande.

Krigen mod narko gør mere skade end gavn og er desuden umådeligt ødelæggende for medicinalforskningen.

Det er på høje tide, at personer, der kan få glæde af, at lovgivningen omstødes, opfordrer politikerne til at revurdere den nationale lovgivning for at autorisere forskning på området.

Lad sund fornuft og evidens sejre!

Læs denne artikel på engelsk på vores internationale søstersite ScienceNordic.com. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. David Nutt holdt tidligere i år foredrag om dette emne til Science & Cocktails i København.