Henrietta Lacks’ celler har reddet millioner af liv, ført til nobelpriser og videnskabelige gennembrud. For ikke at tale om enorme summer penge til firmaerne bag.
Men Henriette Lacks gav aldrig sit samtykke til, at cellerne måtte tages fra hende, og hendes efterladte har ikke fået en rød reje for ‘rettighederne’.
Før nu.
ifølge ScienceAlert har milliardvirksomheden Thermo Fisher Scientific nu indgået forlig med Lacks’ efterkommere.
Sagen handler om den fattige afroamerikanske Henrietta Lacks. Hun lå som 31-årig mor til fem for døden i 1951 med livmoderhalskræft på det eneste hospital for sorte i Baltimore.
Her tog personalet celler fra hendes tumor, uden at hun eller familien vidste det. Cellerne kunne helt ekstraordinært overleve og dyrkes uendeligt i et laboratorium.
Med hjælp fra den såkaldte HeLa-celle har man siden udviklet vacciner mod polio og gjort opdagelser inden for både kloning og kunstig befrugtning.
Videnskab.dk har tidligere skrevet den utrolige historie om Lacks’ mirakuløse celler og tragiske skæbne.
Hendes historie blev til en bestseller-bog i 2010 og en HBO-film med Oprah Winfrey i hovedrollen i 2017.
Sidste punktum er ikke nødvendigvis sat i Lacks’ historie.
Ifølge advokaten, der førte sagen mod Thermo Fisher Scientific, kan flere firmaer forvente en sag på halsen, hvis de har tjent penge på HeLa-cellen.
kv































