I starten af januar publicerede Kina den fulde RNA-sekvens for en helt ny type coronavirus (SARS-CoV-2). Selve sygdommen kaldes coronavirus disease 2019 (COVID-19).
Det satte skub i et verdensomspændende forsøg på at udvikle en vaccine – blandt andet ved University of Queensland samt andre institutioner i USA og Europa.
I slutningen af januar lykkedes det for første gang et hold australske forskere på Doherty Institute i Melbourne at isolere virus fra en patient og dyrke virussen udenfor Kina, hvilket er et afgørende første skridt imod en vaccine.
Nu har forskere i andre lande nemlig adgang til levende virusceller. Ved hjælp af den levende celleprøve begyndte forskerne ved CSIRO's facilitet i Geelong (Australian Animal Health Laboratory) arbejdet på at forstå virussens karakteristika; endnu et afgørende skridt i den globale indsats på at udvikle en vaccine.
Det tager almindeligvis et sted mellem to og fem år at udvikle en vaccine, men takket være den globale indsats, samt alt det vi har lært af tidligere forsøg på at udvikle en vaccine mod coronavirus, kan forskerne potentielt udvikle en vaccine på meget kortere tid.
Derfor skal vi arbejde sammen
De forskellige institutioner har hverken kapacitet eller faciliteter til at kunne udvikle en vaccine alene, for udviklingen af en vaccine er en lang og omkostningstung proces, der er mere omfattende, end de fleste måske umiddelbart tror.
Vi er først og fremmest nødt til at forstå virussens karakteristika og adfærd i værten (mennesker). For at gøre det, er vi nødt til først at udvikle en dyremodel.
Derefter skal vi demonstrere, at den potentielle vaccine er sikker, og at den udløser den rette immunrespons i kroppen uden at forårsage skade.
Tedros Adhanom Ghebreyesus, generaldirektør for Verdenssundhedsorganisationen (WHO), oplyser på et pressemøde, at det vil tage op til 18 måneder, før en vaccine mod coronavirus er færdigudviklet.
Så kan vi gå i gang den prækliniske udviklingsfase, hvor vi ser nærmere på den potentielle vaccine i et laboratorium. Dette trin omfatter en basisvurdering af vaccinens funktionalitet og sikkerhed gennem kliniske tests på dyr.
Vacciner, der 'består' de prækliniske tests, kan så bruges af andre institutioner, der har kapacitet til at teste på mennesker.
Det er stadig ikke afgjort, hvor testene skal udføres, eller hvem der skal udføre dem. Generelt set er det ideelt at teste vaccinen i det nuværende udbruds epicenter.
Hvis vaccinen formodes at være sikker og effektiv, skal myndighederne godkende den til brug til mennesker. Desuden skal en omkostningseffektiv produktionsmetode også være på plads, før den endelige vaccine er klar og kan tages i brug.
Men der er en række potentielle udfordringer forbundet med hvert trin i processen.
LÆS OGSÅ: Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling
Udfordringer
Dec internationale samarbejdsorganisation Coalition for Epidemic Preparedness Innovations (CEPI - et samarbejde mellem offentlige, private, filantropiske og civile organisationer, der blev lanceret i 2017 for at udvikle vacciner i forsøget på at afværge fremtidige epidemier, red.) har involveret vores team i de første to udviklingsfaser:
- Fastlæggelse af den nuværende virus' karakteristika
- Prækliniske test af potentielle vacciner
Doherty Institute i Melbourne og andre institutioner har været med til at isolere den nye coronavirus. Næste skridt er at dyrke store mængder af virussen, så forskerne har noget at arbejde med.
Det betyder, at vi skal dyrke virussen i laboratoriet (tilskynde den til at vokse frem) under særlige sterile og sikre forhold.
\ Forskerzonen
Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.
Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.
Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.
SARS-forskning har givet et godt grundlag
Den næste udfordring er at udvikle og validere den rette biologiske model for virussen. Det vil være en dyremodel, der giver os en ide om coronavirussens adfærd i menneskekroppen.
Vores tidligere arbejde med SARS (severe acute respiratory syndrome, eller på dansk svært akut luftvejssyndrom, red.) har givet os et rigtig godt grundlag at bygge videre på.
Et hidtil ukendt virus (SARS-corona-virus, SARS-CoV) var årsag til infektionen, der i perioden marts-juni 2003 ramte Sydøstasien. Ved hjælp af fritter (Mustela putorius furo) udviklede vores forskere en biologisk model for SARS, så de kunne identificere virussens oprindelige værter: Flagermus.
SARS og den nye SARS-CoV-2 deler cirka 80 til 90 procent af deres genetiske kode. Derfor håber vi, at vores erfaringer med SARS betyder, at vi kan bruge vores eksisterende fritte-model som udgangspunkt for arbejdet med den nye coronavirus.
Vi vil også granske andre biologiske modeller for at levere mere solide data og for alle eventualiteters skyld.
LÆS OGSÅ: Forskere vil udvikle vaccine mod coronavirus på rekordtid
Hvad hvis virussen muterer?
Der er stor risiko for, at SARS-CoV-2 vil fortsætte med at mutere.
Det er en virus, der normalt kun ses hos dyr, og som formentlig allerede har forandret sig ved mutation, i takt med at den adapterede - først fra et dyr til et andet dyr - og så fra dyr til mennesker.
I første omgang smittede virussen ikke blandt mennesker, men nu nu er der sket en signifikant udvikling med vedholdende smitte fra menneske til menneske.
I takt med at virussen fortsætter med at inficere mennesker, undergår den en slags stabilisering, som er en del af mutationsprocessen.
Mutationsproces kan variere verden over
Denne mutationsproces kan af forskellige årsager endda variere forskellige steder i verden - blandt andet har befolkningstætheden effekt på antallet af smittede personer, samt hvor mange muligheder virussen har for at mutere.
Tidligere eksponering for andre coronavira kan også have effekt på befolkningens modtagelighed for smitteoverføring, hvilket kan resultere i forskellige stammer, som eksempelvis sæsoninfluenza.
Det er derfor afgørende, at vi fortsætter med at arbejde med én af de seneste versioner af virussen for at sikre, at vaccinen er så effektiv som mulig.
Det er altsammen noget, vi skal foretage os under strenge kvalitets- og sikkerhedsforhold, så vi kan sikre os, at vi opfylder globale lovkrav, og for at personalet og det øvrige samfund ikke lider skade.
LÆS OGSÅ: Skridt for skridt: Sådan kan en farlig virus spredes fra dyr til mennesker
Flere udfordringer i sigte
Det bliver også noget af en udfordring at fremstille de proteiner fra virussen, som er nødvendige for udviklingen af potentielle vacciner.
Proteinerne er udviklet, så de fremkalder en immunrespons, så patientens immunsystem kan beskytte mod fremtidig infektion.
Heldigvis har nylige fremskridt i vores forståelse af virale proteiner, deres struktur og funktioner gjort det muligt at løse denne opgave hurtigere.
Udviklingen af en vaccine er en kæmpe opgave, som bestemt ikke bliver løst på en enkelt dag, men hvis alt går efter planen, kan det gøres meget hurtigere end nogensinde før.
Vi har lært så meget af SARS-udbruddet, og den viden, det globale videnskabelige samfund opnåede gennem forsøget på at udvikle en vaccine mod SARS, har givet os et forspring i udviklingen af en vaccine mod denne seneste virus.
Trevor Drew modtager støtte fra Coalition for Epidemic PReparedness & Innovation, Australian Dept for Agriculture, Australian Dept for Foreign Affairs & Trade, Fisheries Disease Research Council, Food & Agriculture Organisation of the UN, World Organisation for Animal Health. Rob Grenfell hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
LÆS OGSÅ: Hidtil største studie om den nye coronavirus: Kurven er knækket
LÆS OGSÅ: Coronavirus: Alt om udviklingen, symptomer og behandling
LÆS OGSÅ: Ro på: Derfor er det overdrevet at bruge ansigtsmaske mod coronavirus i Danmark
