Dansk eliteidræt vinder flere medaljer

Man kan måle dansk elitesports internationale niveau på mange måder, og der findes ingen målestok, der objektivt er den bedste.

I det nedenstående medregnes resultater (både medaljer og top-8 point) fra VM i alle discipliner, hvor der i årets løb er afholdt VM på tilsvarende vis, som det vil komme til at foregå ved det kommende OL.

I discipliner, hvor der ikke er afholdt VM i 2011, medregnes i stedet resultater fra tilsvarende konkurrencer såsom World Cup, og i andre tilfælde medregnes placeringer på verdensranglisterne.

Opgjort efter denne fremgangsmåde er medaljetagerne ved et imaginært OL i 2011 vist.

Danske medaljevindere ved et imaginært OL 2011

• Guld: Jeanette Ottesen (svømning, 100 m fri)
• Guld: Caroline Wozniacki (tennis, damesingle)
• Sølv: Lotte Friis (svømning, 800 m fri)
• Sølv: Herrelandsholdet (håndbold)
• Bronze: Peter Gade (badminton, herresingle)
• Bronze: Jonas Høgh-Christensen (sejlsport, finnjolle)
• Bronze: Emil & Simon Toft Nielsen (sejlsport, 49’er)

Opgørelsen viser, at Danmark ville have vundet 2 guld-, 2 sølv- og 3 bronzemedaljer, hvis der havde været OL i 2011. Caroline Wozniacki er medregnet som guldvinder i tennis, da hun sluttede som nr. 1 på årets verdensrangliste.

Dertil kommer, at Jonas Høgh-Christensen regnes for bronzevinder i finnjolle, selv om han ved VM kun sluttede som nr. 4. Foran ham sluttede to britiske sejlere, og kun den ene kan stille op ved OL.

Kontinuitet i resultaterne

Medaljehøsten er fuldstændig identisk med Danmarks medaljehøst ved OL i 2008. Umiddelbart bekræftes således en tendens til kontinuitet.

Danske OL-resultater har over årene været unikt stabile. Danmark har vundet ialt 6-8 medaljer ved 10 af de 15 OL, der er afholdt fra og med 1952, og i fire af de øvrige fem OL har medaljehøsten været på næsten samme niveau (3-5 medaljer).

Kun OL i 1972, hvor Danmark blot vandt en enkelt medalje, afviger fra mønstret. Ved alle de seneste fem OL har Danmark vundet 6-8 medaljer, så stabiliteten synes at være rodfæstet.

Ingen andre lande har oplevet en sådan resultatmæssig stabilitet. Dansk eliteidræt er således tilsyneladende kendetegnet ved, at niveauet fastholdes uændret fra OL til OL.

Grund til optimisme

Samtidig med kontinuitet er der tegn på et moderat stigende internationalt niveau for dansk eliteidræt. Det er ikke urimeligt at forvente resultater ved OL i London på samme niveau som i år eller lidt højere.

Et af disse tegn er udsigten til et betydeligt højere antal danske deltagere ved OL i London end ved de seneste tre olympiske lege.

På baggrund af årets resultater, herunder de kvalifikationskonkurrencer, der er afholdt i årets løb, kan forventes 105-108 danske deltagere i London. Hermed brydes en faldende tendens ved de seneste fire OL, hvor deltagerantallet har været henholdsvis 119, 97, 92 og 84.

Nåleøjet for OL-deltagelse er blevet mindre

Eftersom det nu er nødvendigt at kvalificere sig til OL enten via kvalifikationskonkurrencer, ranglisteplaceringer eller præstationskrav, er der ingen lette veje til deltagelse. Et forøget antal deltagere fra en given nation afspejler et reelt stigende niveau.

Hovedparten af forklaringen på det forventede stigende deltagertal er dog, at begge håndboldlandshold kan forventes at kvalificere sig til OL i London.

Hvis der ses bort fra det, vil det forventede danske deltagerantal ikke blive ret meget højere end ved de tre seneste OL.

Bredden i eliten er også i fremgang

Også efter en anden målestok ser vi et stigende niveau. Det gælder opgørelsen af top-8 point (hvor 8 point gives for en 1. plads, 7 point for en 2. plads, ..., 1 point for en 8. plads).

Nedenstående oversigt viser en række danske top 8-resultater i 2011:

• 4. Pål Joensen (svømning, 1500 m fri) (Færøerne)
• 4. Damelandsholdet (håndbold)
  
• 5. Lotte Friis (svømning, 800 m fri)
• 5. Letvægtsdobbeltsculler, mænd (roning)
• 5. Letvægtsfirer, mænd (roning)
• 5.-8. Bo Søderberg & Anders Hoyer (beachvolley, mænd)
• 5.-8. Hans-Kristian Vittinghus (badminton, herresingle)
• 5.-8. Tine Baun (badminton, damesingle)
• 5.-8. Mathias Boe & Carsten Mogensen (badminton, herredouble)
• 5.-8. Mads Conrad-Petersen & Jonas Rasmussen (badminton, herredouble)
• 5.-8. Joachim Fischer Nielsen & Christinna Pedersen (badminton, mixeddouble)
  
• 6. Jeanette Ottesen (svømning, 50 m fri)
• 6. Rikke Møller Pedersen (svømning, 100 m brystsvømning)
• 6. Stine Nielsen (skydning, standardriffel)
  
• 7. Rikke Møller-Pedersen (svømning, 200 m brystsvømning)
• 7. Jakob Fuglsang (cykling, enkeltstart)
  
• 8. 4 x 100 m fri kvinder (svømning)
• 8. Letvægtsdobbeltsculler, kvinder (roning)
• 8. Lasse Nielsen & Casper Nielsen (kano & kajak, 200 m K2)
• 8. Henriette Engel Hansen (kano & kajak, 500 K1)
• 8. Hold, kvinder (bueskydning)

Fremgang i Top 8-point

Danmark har hentet 112 top-8 points i 2011. Dette er det højeste samlede antal danske top-8 point i siden 1988, med undtagelse af jubelåret 2009 (146 point).

Siden 1996 har der været en langsigtet tendens til faldende antal top-8 point, og resultaterne i 2010 tydede på, at dansk eliteidræt var tilbage på tilbagegangssporet siden det usædvanligt succesfulde 2009.

Men dette års resultater tyder snarere på et brud på den tilbagegangstendens, der har været tydelig siden det sidste tiår.

Svømmesporten er topscorer

Det er interessant, at årets helt store danske pointsluger er svømmesporten, der er en af de mest udbredte sportsgrene på verdensplan, med skarp international konkurrence.

Blandt de traditionale danske paradesportsgrene var håndbold og badminton også topscorere, og rosporten holdt også niveauet med tre top-8 placeringer. Kun cykelsporten var i 2011 under vanligt niveau.

I sejlsport er niveauet fortsat en del under det, vi har været vant til frem til omkring 1990, men placeringerne ved VM i Perth repræsenterer dog en pæn fremgang i forhold til de seneste års magre resultater.

Den danske model virker

Danmark vinder også medaljer og har topplaceringer i sportsgrene, der ikke hører til dansk elitesports traditionelle styrkepositioner. I 2011 var der således top-8 placeringer i beachvolley og bueskydning.

Noget tyder på, at den danske model ikke kun er i stand til at fastholde niveaet i de sportsgrene, hvor den danske elite traditionelt har været konkurrencedygtig.

Den skaber også betingelser for, at særlige talenter i andre sportsgrene kan komme til tops, uden at det sker med udgangspunkt i et historisk funderet stærkt elitemiljø.

Danmark i vesteuropæisk og nordisk sammenhæng

I forhold til de vesteuropæiske lande, som vi normalt sammenligner os med, klarer Danmark sig ganske godt. Det gælder i sammenligning med lande som Belgien, Schweiz, Østrig og Irland, og det gælder i forhold til de øvrige nordiske lande.

Sverige vinder flere medaljer og top-8 point end Danmark, omend forskellen er beskeden. I lighed med OL 2008 vandt Danmark i 2011 dog flere guldmedaljer end Sverige.

Norge vandt omvendt i 2011 flere guldmedaljer end Danmark på samme måde, som det var tilfældet ved OL 2008. Ved seneste OL var den norske top-8 pointsum også højere end Danmarks, men det er der blevet vendt rundt på siden da.

I årene 2009-11 var den gennemsnitlige danske pointsum 114, mens den norske var 67. Bemærk dog, at Norge fortsat er stærkt kørende i de vinterolympiske discipliner, som ikke indgår i opgørelsen.

Norge og Danmark bedre end Sverige og Finland

I et lidt længere tidsperspektiv er det tydeligt, at den centraliserede norske og danske elitesportsmodel resultatmæssigt har været markant mere succesfulde end de svenske og finske elitesportssystemer.

Med henholdsvis Olympiatoppen og Team Danmark i spidsen, har Danmark og Norge klaret sig bedre end de svenske og finske modeller, der er uden en lignende overbygning, og som tilsvarende har et betydeligt fællespræg (Se bog-link i bunden).

I forhold til årets helt store succeshistorie, New Zealand, blegner både Danmarks relative succes imidlertid. I 2011 vandt den lille nation i alt 22 medaljer (6 guld, 6 sølv, 10 bronze), og pointsummen var 190.

New Zealand trodser statistikkerne

Dette er i sandhed bemærkelsesværdigt, også i forhold til et dansk eliteidrætsperspektiv. Danmarks befolkning er næsten 40 procent større, og indkomsten pr. indbygger er mere end 2½ gang større end i New Zealand.

Både statslige og private støttemidler til elitesport er mindre end i Danmark, og den elitesportslige infrastruktur (trænere, rekruttering, medicinsk, fysiologisk og psykologisk støtte) er efter alt at dømme ikke på niveau med den danske.

Alligevel klarer New Zealand sig langt bedre end Danmark, især med hensyn til vundne medaljer. Og det sker vel at mærke over en bred front, og ikke kun i traditionelle paradegrene.