Coronapandemien har en uventet effekt: Flere børn er blevet nærsynede
nærsynethed corona dårlige øjne skærme

Stadigt flere børn bliver nærsynede, og ifølge et nyt studie fra Hong Kong, har coronapandemien stor indflydelse på, at et stadigt stigende antal børn får myopia (nærsynethed, red.). (Foto: Shutterstock)

Stadigt flere børn bliver nærsynede, og ifølge et nyt studie fra Hong Kong, har coronapandemien stor indflydelse på, at et stadigt stigende antal børn får myopia (nærsynethed, red.). (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
04 august 2021

Over det sidste halvandet år med den globale coronapandemi har folk over hele verden opholdt sig indenfor som aldrig før.

Børn, som før har leget udenfor i stor stil, har været indespærrede på deres værelser og tilbragt meget tid bag en computer- eller smartphoneskærm.

Og al den tid indenfor kan have haft store konsekvenser for børns øjne.

Et nyt studie fra Hong Kong viser, at 10 procent af 709 børn i alderen 6 til 8 år er blevet mere nærsynede under pandemien.

Det skriver ScienceAlert.

Nærsynethed er også kendt som myopia.

Selvom det er svært at konkludere, at der er en direkte korrelation (at det ene direkte fører til det andet, red.) mellem pandemien og øget nærsynethed blandt børn, har forskning tidligere vist, at jo mindre tid børn tilbringer udendørs, jo større sandsynlighed har de for at blive mere nærsynede, da de i stedet sidder indenfor og for eksempel læser, tegner eller ser på en skærm.

»Selvom isolation og skolelukninger ikke varer for evigt, vil det øgede fokus på digitale værktøjer samt en ændret adfærd efter at have tilbragt så meget tid derhjemme formentlig skabe en langvarig effekt på fremskredet myopia blandt befolkningen – især blandt børn,« skriver forskerne i studiet, ifølge ScienceAlert.

Ifølge ScienceAlert lider over 90 procent af unge i Kina af nærsynethed, og det bliver set som en epidemi, der i høj grad vil påvirke de kommende generationer.

Studiet er publiceret i tidsskriftet the British Journal of Ophtalmology.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.