Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

Alzheimers: Ny medicin viser lovende resultater i tidlig test

Annonce:

En test af et nyt middel mod Alzheimers har vist lovende resultater for patienter i et tidligt stadie, og det giver håb om, at en behandling endelig er på vej, skriver The Guardian.

Testen var designet til at undersøge, om den nye medicin var sikker for patienterne, men analyserne viste også, at behandlingen så ud til at bremse sygdommen hos patienter.

Det mindre studie blev foretaget på 165 forsøgspersoner med milde symptomer på Alzheimers, og det viste, at månedlige indsprøjtninger af antistoffet aducanumab fjernede klumper af proteiner, som ophober sig i hjernen hos Alzheimers patienter.

Hjerneskanning fra forskellige patienter med forskellig dosis af antistoffet aducanumab. (Foto: Ayres, Michael/Sevigny et al/Nature.)

En af de førende teorier bag sygdommen er, at den langsomme opbygning af proteinet amyloid-beta i den aldrende hjerne dræber sunde neuroner, og det fører til forværrelser af patienternes hukommelse og kognitive evner.

I forsøget så man den største forbedring hos de patienter, der fik den højeste dosis af antistoffet, og det var også her hjerneskanningerne viste den største reduktion af amyloid-proteinerne.

Det lille antal af patienter i studiet betyder dog, at forskerne er nødt til at afprøve behandlingen i større studier, før de kan sige noget nærmere om virkningen.

Annonce:

De er nu i gang med at rekruttere 2.700 patienter fra tyve forskellige lande.

Studiet er netop publiceret i det anerkendte tidsskrift Nature.