Kort nyt

Kort nyt

Med 'Kort nyt' får du overblik over nyheder fra forskningens verden. De mest interessante begivenheder og fund - kort fortalt.

Videnskab.dk's redaktion udvælger og resumerer det mest spændende, andre troværdige medier og forskningsinstitutioner har bragt.

Husk dog vores guide til kritisk læsning af nyheder om forskning og især rådet om, at et enkelt, nyt forskningsresultat aldrig kan rumme den endegyldige sandhed.

Det er derfor en god idé at holde sig for øje, hvad anden forskning på området viser, og vi henviser altid til den oprindelige kilde, så du kan dykke yderligere ned i detaljer og forbehold.

45 minutters motion om ugen øger hjerneaktiviteten for personer over 50 år

Annonce:

45 minutters motion om ugen er nok til at forbedre opmærksomheden, hukommelsen og evnen til at tage beslutninger for personer over 50 år.

Det viser et nyt review-studie publiceret i tidsskriftet British Journal of Sports Medicine, skriver telegraph.co.uk.

Forskere har lavet en metaanalyse af 39 studier, hvoraf det ud fra 36 studier kunne konkluderes, at 45 minutters motion af moderat intensitet om ugen forbedrede hjernens funktion.

»Selv motion en eller to dage om ugen var effektivt, men vi fandt ud af, at den vigtigste faktor var intensitetsniveauet. Det skal være moderat, men også sigte mod at indeholde en smule motion af kraftig intensitet,« siger hovedforfatter af studiet og forskningsstipendiat på University of Canberra Joseph Northey til telegraph.co.uk.

Man har længe vidst, at motion kan sænke den nedadgående kurve for ens kognitive funktion, der følger med alderen.

Men den nye analyse understreger for første gang, at ens hjerneaktivitet faktisk kan forbedres med alderen, hvis man holder sig i form. Dette er uanset den mentale tilstand, man var i ved begyndelsestidspunktet.

Forskerne konkluderede også, at der er mange fordele ved øvelser, der kombinerer styrketræning med aerob træning som løb, cykling, svømning.

Annonce:

pmd