Danske soldater bliver ikke mere kriminelle af at blive udsendt på internationale missioner.
En ny rapport fra SFI - Soldater - før og efter udsendelse. En analyse af motivation, økonomiske forhold og kriminalitet - afdækker for første gang i dansk sammenhæng soldaters kriminalitet før og efter udsendelse på internationale missioner.
Analysen bygger på oplysninger om de soldater, der blev udsendt for første gang mellem 1992 og 2007.
Resultatet er, at soldaterne samlet set er mindre kriminelle end kontrolgruppen, der består af sammenlignelige unge, der har været vurderet egnet eller begrænset egnet da de i sin tid var på session.
Tidligere kriminelle soldater er fortsat mest kriminelle
Forskerne finder ingen tegn på, at udsendelse øger kriminaliteten blandt soldaterne, og tallene viser samtidig, at sandsynligheden for at begå kriminalitet efter hjemkomsten er størst for soldater, der allerede havde været i konflikt med loven, inden de blev udsendt.
Det kan dog være for tidligt at drage langsigtede konklusioner om konsekvenser af udsendelse på soldaternes kriminalitet.
»De missioner, Danmark deltager i, har skiftet karakter fra fredsbevarende til fredsskabende i den periode, vi ser på. De nyeste missioner er kun med i begrænset omfang i undersøgelsen, og forholdene for disse er mere voldsomme. Derfor kan konsekvenserne være anderledes i fremtiden,« siger seniorforsker Stéphanie Vincent Lyk-Jensen.
Rapporten fortæller også, at mange af soldaterne efter hjemkomsten revurderer deres motivation for at lade sig udsende.
































