Dansk forsker måler marsvinets hørelse
17 februar 2012

Marsvinet har en fantastisk god evne til at skrue op og ned for styrken, når den lytter efter ekkoer fra genstande, som befinder sig tæt på og langt væk. Dermed bliver marsvinet i stand til at optimere størrelsen af det ekko, som det ønsker at undersøge.

Det viser et enestående studie lavet af ph.d.-studerende, Meike Linnenschmidt, fra Biologisk Institut på Syddansk Universitet, skriver SDU.

Resultatet, der er publiceret i det anerkendte engelske tidsskrift Proceedings of The Royal Society B, er meget relevant for forskernes forståelse for, hvordan marsvin hører, hvilket kan hjælpe med at beskytte dyrene i naturen.

Resultaterne kan også bruges til bedre at forstå, hvordan hørelsen generelt virker hos både dyr og mennesker. For eksempel ser det ud til at vore evner til at ’spidse ører’ og ’vende det døve øre til’ måske er langt bedre, end man tidligere har regnet med.

Læs også: Marsvin i dansk lytteeksperiment

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.