»twinkle little star, how I wonder what you are,« reciterer en spinkel kvindestemme bag en mur af skratten.
Optagelsen blev foretaget i 1888, og det var meningen, at den skulle placeres i en talende dukke.
Manden bag produktionen af så fint et stykke legetøj var ingen ringere end den berømte opfinder Thomas Edison.
Men produktionen af talende dukker gik ikke helt som opfinderen havde ønsket sig.
Den lille optagelse af børnerimet blev liggende på hylden, og først i vore dage har forskerne kunnet genoplive stemmen fra fortiden.
Tredimensionel optisk scanning
Optagelsen er indpræget i en gammel ring af tin. Den blev fundet i Edisons sekretærs pult og blev katalogiseret af kuratorerne fra det amerikanske National Park Service i 1967.
Cylinderen er med tiden blev bøjet ud af sin cirkelform, og det har ikke været muligt at afspille lyden med de kendte metoder.
Men nu har Carl Haber og Earl Cornell fra Lawrence Berkeley National Laboratory brugt nyudviklet tredimensionel optisk scanningsteknologi til at genfinde den gamle lyd, som er bevaret i strukturen på ydersiden af metallet.
Forskerne har ganske enkelt lagt en digital model af ringens overflade og herefter brugt moderne billedanalysemetoder til at genskabe stemmen. Alt bortset fra den første stavelse i børnerimet er med.
Du kan høre optagelsen her.
Men hvordan kan forskerne vide, hvornår kvindestemmen blev optaget?
Blev dateret ved hjælp af gamle notater og avisartikler
Det er historikeren Patric Feaster fra Indiana University, som med hjælp fra fonografforskeren René Rondeau er kommet frem til året 1888. Og ikke nok med det. Forskeren mener at vide, at ringen må være lavet en gang i løbet af efteråret eller vinteren.
Feaster har ledt i gamle dokumenter for at finde detaljer om Edisons snakkende dukker. De var i udgangspunktet et forsøg på at lave et salgsbart produkt af fonografen, som var grammofonens forløber og en af Edisons egne opfindelser.
Gamle laboratorienotater og avisartikler viser, at de første modeller blev lavet mellem september og december 1888. Det var typisk for disse tidlige udgaver at bruge massivt tin i lydringen, skriver National Park Sevices hjemmeside.
Blev aldrig en succes
En avisartikel i New York Evening Sun fra november 1888 fortæller, at Edison havde fuldendt dukkerne, som nu kunne produceres i stort antal.
Da ingen havde opfundet teknologi til at kopiere lydoptagelser, hyrede Edison to kvinder til at læse børnerimet højt igen og igen foran lydoptageren.
På den måde kunne han fremstille nok metalringe til alle de stykker legetøj, som skulle produceres.
Men dukkerne med tinbånd kom aldrig på markedet. I stedet lavede Edison en model med optagelser i voks, som han forsøgte at markedsføre i april 1890. Dukkerne blev imidlertid aldrig nogen stor succes, fordi de alt for let gik i stykker.
I dag er det efterhånden lidt deforme tinbånd det eneste, der er tilbage af Edisons første talende dukker. Og når gammel teknologi får en smule hjælp fra ny teknologi, kan det godt svare igen 123 år efter, det blev indspillet.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
Lyden er indpræget i rillerne langs ydersiden af tinringen. Edisons fonograf var forløberen til grammofonen. (Foto: National Park Service)
Mikroskopet afslører de fine strukturer langs overfladen på ringen. Her ligger den 123 år gamle optagelse af et børnerim. (Foto: National Park Service)
