Lever vi i The Matrix?
CLASSIC: Hvordan kan vi være sikre på, at vi ikke lever i en computersimulation? Og hvad betyder det for vores liv, hvis vi gør? Spørg Videnskaben tager på en lille rejse ind i filosofiens verden.

The Matrix satte nye standarder for special effects i actionfilm, bl.a. i en allerede filmhistorisk kampscene med bl.a. hovedpersonen Neo i en forhal. Men var filmen mere end fed action? Skildrede den måske også en del af virkeligheden? (Screenshot fra filmen, 1999 Village Roadshow Films Limited)

 

Det er et helt afgørende øjeblik i storfilmen The Matrix, da den voksne mand Neo vågner op et fremmed sted og i en menneskekrop, han aldrig har brugt. 

Det går op for Neo, at vores velkendte liv på Jorden med lugte, smage, kærlighed, sex, blå himmel og lækker aftensmad er en kulisse.

Vores verden er i virkeligheden et computerprogram – kaldet The Matrix – og vores oplevelser er bare elektriske impulser i hjernen, skabt af robotter for at skjule virkeligheden for os: At vi er fanger i et mørkt univers, hvor vi ligger bedøvet med slanger overalt i kroppen, mens robotterne tapper os for energi og bruger vores kroppe som batterier.

Kan vi afgøre, hvad der er virkeligt?

Det lyder måske lidt søgt eller langhåret, men det hele er pakket ind i en god historie og fantastisk action, og filmen er ifølge den førende filmdatabase, IMDb, nr. 73 på listen over de bedste film, der nogensinde er lavet.

Og så sætter hele scenariet tanker i gang, f.eks. hos vores læser Amin Salami:

»Kan det passe, at den verden vi kender i virkeligheden er en computersimulation? Jeg har lyst til at sige nej, men jeg kan ikke rigtig være sikker. Som Morpheus i filmen The Matrix siger: ‘If real is what you can feel, smell, taste and see, then 'real' is simply electrical signals interpreted by your brain’,« skriver Amin Salami i en mail til Spørg Videnskaben.

Fakta

Hilary Putnams navn er knyttet til en sprogfilosofi kaldet semantisk eksternalisme. Han argumenterer blandt andet for, at mening ikke kun opstår i sindet, men også kommer til os udefra, blandt andet gennem sproget, som igen er påvirket af miljøet omkring os.

En anden læser, Jakob Plum Philipsen, spæder til: Ser vi overhovedet virkeligheden? Og hvis ikke, hvad er virkeligheden så?

The Matrix er inspireret af filosof fra Harvard

Det er store spørgsmål, og selv Spørg Videnskaben må erkende, at det er svært at finde endegyldige og stensikre svar.

Til gengæld huser Danmark en mand, der ivrigt forsker i filosofi, logik og erkendelse og i øvrigt har emhætten monteret tilstrækkeligt skævt til at kaste sig ud i et svar: Professor Vincent F. Hendricks fra Københavns Universitet og Columbia University i New York.

Hendricks beretter, at ideen om The Matrix er inspireret af tanker fra Hilary Putnam, filosof og professor på Harvard University. I 1981 filosoferede han i bogen ’Reason, Truth and History’ over, om vi principielt kan være hjerner, der ligger i et kar et sted, koblet op på en supercomputer.

Pointen er – som Morpheus påpeger i The Matrix – at signalerne i hjernen er de samme, om vi modtager dem fra en computer, eller om vi får dem ved at gå en tur i nabolaget.

»Det er et moderne potpourri over Descartes’ skeptiske scenarier, hvor Descartes ender med at konkludere det velkendte, ’jeg tænker, derfor er jeg’, og han ville sige, at netop fordi han tænker, kan han ikke være en hjerne i et kar. Men det er et rationalitetsargument, som ikke bygger på sanselig evidens. Ifølge Putnam er pointen netop, at intet i din datastrøm kan afgøre, at du ikke er en hjerne i et kar,« fortæller Vincent F. Hendricks, professor i formel filosofi på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns Universitet.

Hvis alt er en illusion - hvad så?

En grafisk fremstilling af Hilary Putnams tankeeksperiment: At en computer via elektroder til vores hjerner kan få os til at tro, at vi er et menneske, der f.eks. er ude at løbe. (Grafik: Alexander Wivel)

Hilary Putnam finder antydning af, at vi eksisterer i sproget: Når vi formulerer, at vi måske er hjerner i et kar, sætter vi et tankeeksperiment op, som indikerer, at noget må være virkeligt – om ikke andet så vores evne til at bruge sprog.

»Men det er jo ikke ensbetydende med, at tankeeksperimentet om hjernerne i kar beskriver noget virkeligt. Det kan være et semantisk trick, som ikke siger noget om, hvordan verden ser ud.«

»Derfor er det i mine øjne mere interessant at spørge: Hvis det virkelig er sådan, at du er en hjerne i et kar, hvad så? Hvis det hele er én stor illusion, hvilken forskel gør det så? Eller som Woody Allen siger det: ’Hvis alt er en illusion, har jeg helt sikkert betalt for meget for mit gulvtæppe!’, altså: so what?«

Men hvis man skal tænke i banerne fra The Matrix, kunne det vel være rart at vide, om vi i virkeligheden ligger som bedøvede kroppe, der bliver tappet for energi af robotter..?

»Det er jo et meget godt billede på menneskelig megalomani – storhedsvanvid. Fysikeren Richard Feynman sagde engang, at hvis sandheden er derude, så er den måske for stor for os at håndtere. Ligesom Jack Nicholson udbryder i ’Et spørgsmål om ære’: ’You can’t handle the truth!’ Hvis vi fik at vide, at vi var hjerner i et kar, ville vi så kunne håndtere det? Eller måske endnu mere interessant: Hvad ville det betyde for vores daglige gøren og laden?«

 

Du kender ikke virkeligheden - bliver du apatisk eller får sjælefred?

Vincent F. Hendricks opridser to klassiske udfald for vores liv, hvis vi opdagede, at vi i virkeligheden er hjerner i kar: Det ville føre til apati eller til sjælefred, afhængig af synsvinkel.

Fakta

Akademiske skeptikere som Carneades og Arkesilaos skrev intet ned. Vi har kun viden om dem fra senere overleveringer af andre skeptikere, især Sextus Empiricus.

Professoren beretter, at sjælefred var målet for de akademiske skeptikere Carneades og Arkesilaos, der overtog Platons skole – Akademiet, som var Europas første forskningsinstitution – og levede efter de kloge ord fra Sokrates: ’Det eneste vi ved er, at vi intet ved’.

»De skrev aldrig noget, for de kunne ikke være sikre på, at gåsefjeren i hånden eller pergamentet på bordet virkelig var der. Men hvad kan man så? Man kan sætte sig tilbage i stolen, der nok ikke er der, og fortælle om alt det, man angiveligt har oplevet, og så til sidst tilføje: ’Men jeg er ikke sikker på, at jeg har oplevet det, jeg netop har berettet om, eller om jeg eller verden overhovedet er her’.«

»Ifølge den akademiske skepticisme skulle man lade være med at dømme noget; forholde sig agnostisk til enhver dom om verden, altså erkende, at vi ikke kan finde frem til absolutte sandheder om noget. Tanken var, at det skulle give ataraxia – sjælefred. Men sjælefred kan i praksis også betyde apati

 

Ikke produktivt at have sex med kone, der ikke er der

Vincent F. Hendricks har fået talt sig varm.

»Problemet er, at skepticisme ikke er særligt befordrende for almindelige mennesker eller for videnskabelige undersøgelser: ’Nu sætter jeg mig ud og får en kop kaffe, men det er ikke sikkert, at den er der’, eller ’jeg elsker med min kone, men måske er hun der ikke, og så kan jeg analysere en molekylestruktur, som ikke findes’.«

»Du kan altid søge refugium i den metafysiske skepticisme, men det er bare ikke synderligt produktivt eller oplysende, hvis man vil afdække virkeligheden, lave undersøgelser eller spørge, og hvis det skal være andet og mere end tidsfordriv.«

 

Hvad skal vi tro?

Fakta

Spørg Videnskaben Classic En gang om ugen genudgiver vi artikler fra vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben. Denne artikel blev oprindelig bragt på Videnskab.dk 3. november 2011.

Det er næppe alle, som finder det voldsomt tiltrækkende at opnå sjælefred eller apati ved at tænke skeptisk om verden. Og tanken om, at ens hjerne ligger i et kar et sted virker heller ikke særligt fed.

Så hvad skal man tænke og tro på som virkeligt, hvis man gerne vil sørge for at være et nogenlunde velfungerende menneske?

Professoren er selvfølgelig farvet af sin profession, men han opfordrer til, at man ser på verden med det nysgerrige blik, man bruger, når man som menneske lever livet eller som forsker inden for videnskaben prøver at erkende verden og forstå, hvordan den er skruet sammen.

»Dybest set er det en cost/benefit-analyse: Hvad får du ud af at være skeptiker, og hvad får du ud af at være optimist? Svaret er simpelt: Du får mere ud af at være erkendelsesteoretisk optimist. Det giver mere i cool, erkendelsesmæssig cash, end at sidde og sige, at man slet ikke er her,« lyder det fra Vincent F. Hendricks.

 

Det er bedst at være optimist!

Vincent F. Hendricks har demonstreret, at det bedst kan betale sig at være erkendelsesteoretisk optimist ved hjælp af formel indlæringsteori og logik. Han har sammen med John Symons samlet argumentationen i en videnskabelig artikel; Limiting Skepticism, der udkom i 2010 i tidsskriftet Logos & Episteme.

Vi takker for spørgsmålene og håber, at den langhårede, filosofiske ged blev nogenlunde barberet.

Der er T-shirts på vej til de to spørgere. Virkelig!

Du kan læse flere svar i Spørg Videnskaben eller selv stille et spørgsmål om alt mellem himmel og jord eller liv og død ved at sende en mail til sv@videnskab.dk.