Prøv at skrue tiden tilbage til 1989. Berlinmuren faldt, det var reelt afslutningen på den Kolde Krig. Demokratiet blomstrede i Østeuropa og mange andre steder. Fukuyama proklamerede, at de liberale værdier, demokrati og markedsøkonomi, havde vundet den endegyldige ideologiske sejr.
Slut med kommunisme, slut med nazisme og fascisme, ingen rivaler i horisonten. Det skulle også være slut med krig og aggression. Saddam Hussein blev fordrevet fra Kuwait i 1991 af demokratier der handlede på vegne af FN. Præsident Bush Senior udtalte, at nu skulle en ny orden herske, hvor »retfærdighed og fair play beskytter de svage mod de stærke«.
Sådan kom det ikke helt til at gå. De demokratiske fremskridt er blevet afløst af demokratisk stagnation. Det er blevet klart for alle at demokratisering er en lang og plagsom proces i mange lande, uden sikkerhed for succes. Voldsomt blodige konflikter i mange skrøbelige stater (Afghanistan, Somalia, Congo, Sierra Leone, Irak, og så videre) er en indikation på, at freden ikke er lige om hjørnet.
Finanskrise og økonomisk krise i mange lande dokumenterer at markedsøkonomien har store problemer med at levere vækst og velfærd til alle. Tilliden til liberale værdier synes at være på retur og udemokratiske ledere er blevet populære igen. Putin blev kåret til ”Årets Mand” af Time Magazine i 2007.
En stabil liberal verdensorden er usikker
Når man rejser disse problemer er standardsvaret at ting tager tid. Fremskridtet skal nok komme, men der går lidt længere end beregnet fordi der er mange forhindringer derude: Terrorister, islamister, magtbegærlige ledere og så videre. Altså, den liberale verdensorden er på rette vej, vi skal blot væbne os med tålmodighed.
Men det er et dårligt svar, fordi det overser, at der er nogle alvorlige problemer for skabelse af en stabil og succesrig liberal verdensorden. Derfor kan vi slet ikke være så sikre på, at en sådan orden dukker op, selvom vi er indstillet på at vente på den.
Der er problemer på flere områder. For det første: Internationalt lederskab. En stabil orden skaber ikke sig selv, den kræver at nogen går foran.
Under den Kolde Krig førte USA an i skabelsen af et effektivt samarbejde mellem de vestlige demokratier. Det ledte til genrejsningen af Tyskland og Japan og til velfærdsstater i mange lande.
Men nu er den fælles fjende—Sovjetunionen—væk og det kniber med sammenholdet. USA er optaget af sine egne sociale og økonomiske problemer. Det samme er EU og Japan. Og i modsætning til før kan en ny, global orden, ikke hvile på fælles værdier, for Kina og Rusland er ikke demokratier og bliver det heller ikke i nær fremtid.
Der er altså mangel på lederskab og mangel på fælles visioner.
Liberal verdensøkonomi har ikke skabt vækst og velfærd for alle
Den liberale verdensøkonomi skulle skabe vækst og velfærd for alle, men det kniber voldsomt. I USA har en lille elite sikret sig enorm fremgang i mange år, mens den brede middelklasse har stået stille. Europa, især i syd, er præget af stagnation og gældskrise. Det ledende BRIK-land, Kina, har høj vækst, men gigantiske miljøproblemer tårner sig op og fremtiden er usikker.
De vestlige demokratier har i mange år støttet en neoliberal økonomisk model med vægt på markedsprincipper og mindre statslig indflydelse. Det banede vejen for finanskrisen.
Uproduktiv spekulation i finansielle produkter ingen kan gennemskue er næppe vejen frem for markedsøkonomien.
Mange taler om reform, men stærke interessegrupper arbejder imod, og der er ingen klare ideer til, hvordan en anderledes økonomisk model skal indrettes. Europa fokuserer på besparelser for tiden, men de kan ikke alene skabe vækst og beskæftigelse.
Skal FN reformeres?
Så er der spørgsmålet om de internationale institutioner.
Globalt samarbejde kræver stærke, globale institutioner. Men de vestlige demokratier, især USA, har altid været meget skeptiske overfor FN-systemet. Generalforsamlingen anses for en snakkeklub domineret af ikke-demokratiske lande, og i Sikkerhedsrådet har både Kina og Rusland vetoret.
Der har været talt om reform af FN-systemet, især Sikkerhedsrådet, i flere årtier, men de lande, der står til at miste indflydelse vil ikke flytte sig. Det er bestemt heller ikke sikkert at nye medlemmer i Sikkerhedsrådet, som for eksempel Tyskland, Brasilien og Japan, vil gøre det til et mere effektivt organ.
Imens vi venter, foregår samarbejdet i uformelle, uforpligtende organisationer som G20, G7 og G8. De kan slet ikke dække behovet for mere samarbejde i en stærkt globaliseret verden. Nogle vestlige politikere mener, at man skal fokusere på samarbejdet mellem demokratierne i EU, OECD, og i andre lignende fora. Men at lukke nogen ude løser ikke problemet med at tilvejebringe mere globalt samarbejde.
International konfliktløsning har fået nyt fokus
Når det drejer sig om voldelige konflikter med store menneskelige omkostninger er det ikke længere traditionel krig mellem stater der er hovedproblemet. Interne konflikter i skrøbelige stater står øverst her. Hvordan løser man dem?
På den ene side vil Vesten fortsat respektere landenes suverænitet; kolonitiden skal ikke komme tilbage. På den anden side erkender man en forpligtelse til at gøre noget, når mange uskyldige mennesker er i livsfare.
FN har vedtaget en ”Responsibility to Protect” (R2P) som skal bane vej for intervention i krisesituationer, men kan ikke intervenere over alt (tænk på Syrien), og der er grænser for, hvor meget mandskab og ressourcer Vesten vil stille til rådighed—der er således stor interesse for at komme ud af Afghanistan.
Med andre ord: Varige forbedringer i skrøbelige stater afhænger af interne reformer, men de har tit ikke støtte af de ledende eliter, fordi de udfordrer deres magt. Skrøbelige stater vil være et problem for en stabil verdensorden i mange år frem.
Status for de liberale værdier
Alt dette rejser spørgsmålet om, hvordan det står til med de liberale værdier. Demokratiernes sejr i den Kolde Krig har givet en tendens til hybris: Vi står for de rigtige værdier; det må alle forstå, og alle bør støtte disse værdier.
Hvis det budskab formuleres på en offensiv og arrogant måde, som i Afghanistan, kan det give bagslag. Folk vender sig væk fra liberale værdier, når de imperialistisk træder på lokale skikke og traditioner.
Det liberal-demokratiske dilemma er tydeligt: Vi mener, at andres værdier og traditioner skal respekteres. Men vi mener også, at alle mennesker bør tillægge sig de vestlige værdier om frihed og lighed, for de er også universelle værdier.
Liberale værdier rummer altså en moderat impuls, der respekterer andre og lader dem være i fred; giver dem ret til at tænke, tro og tale som de vil. Og de rummer en aggressiv impuls, der vil opdrage andre i universelle sandheder og eventuelt tvinge dem ned ad den rette vej, hvis de strider imod.
Samtidig har det liberale hus ondt i økonomien (hvordan skabes velfærd og vækst for alle?) og ondt i demokratiet (hvordan sikres demokratiet i et intensivt internationalt samarbejde, hvordan undgås demokratisk underskud?).
Det peger frem mod en fortsat ustabil liberal verdensorden baseret på liberale værdier i splid med sig selv.