Danmarks selvskabte økonomiske krise – et økonomisk og politisk paradoks

I den offentlige debat blev krisen i Danmark længe omtalt som udslag af den ”globale krise”.

Det var dobbelt vildledende. For det første har krisen aldrig været global. Asien, Afrika, Australien og Sydamerika er gået fri. Krisen har kun omfattet USA, Europa og Japan.

For det andet blev krisen særlig dyb og langvarig i Danmark. Endnu i 2012 var BNP (bruttonationalproduktet) 4,4 procent lavere end i 2007. Det er næsten på sydeuropæisk niveau, jævnfør figur 1.

I Tyskland, Sverige og Norge var BNP højere end i 2007. Også USA var gået 2,9 pct. frem. Fra 2007-2012 havde Sverige 10 procentpoint højere BNP-vækst end Danmark.

Det største økonomiske tilbageslag i fredstid

Det økonomiske tilbageslag i Danmark er større end i 1930’erne – faktisk det største i fredstid i 200 år.

Hvis de økonomiske prognoser ved årsskiftet 2012/13 holder (OECD, 2012), bliver Danmark det første vestlige land efter 1945 med otte års samlet nulvækst.

Det er lidt et paradoks, at det kunne gå så galt. Faktisk er dansk økonomi »grundlæggende sund og stærk«, som Fogh Rasmussen (2001-09) yndede at sige. Det er også et politisk paradoks. For politikken har ikke virket.

Men det skyldes ikke, at politikerne har været bange for vælgerne.

For kompliceret til danske medier

At dansk økonomi grundlæggende er i eliteklasse, men vækstmæssigt på sydeuropæisk niveau, er for kompliceret et budskab for danske medier.

Det er faktisk et demokratisk problem, for det er forudsætningen for at begribe situationen.

Ser vi bort fra væksten, er Danmark en økonomisk mønsternation. Danmark tilhørte per Februar 2013 en lille elitegruppe af ni lande med verdens højeste kreditværdighed – i Europa var Norge, Sverige, Finland, Luxemburg og Schweiz de eneste, der kunne være med.

Danmarks top-rating afspejler blandt andet stærke offentlige finanser. Budgetunderskuddet forblev under 3 procent. i alle kriseårene 2008-11, og den offentlige nettogæld var rundt regnet nul.

Kun fem EU-lande opfyldte i 2011 kriterierne for medlemskab af Eurozonen – Danmark, Sverige, Finland, Luxemburg og Estland. Tyskland og Holland ville dumpe på grund af for stor gæld. I øvrigt udmærker Storbritannien og USA sig ved langvarige budgetunderskud på op mod 10 procent af BNP, jævnfør figur 2.

Danmark hører også til de lande, der har permanente overskud på betalingsbalancen. Godt 100 milliarder kroner årligt fra 2010-2012. Det samme gælder Norge, Sverige, Tyskland, Holland, Luxemburg og Schweiz – mens kroniske underskud er en hovedkilde til Sydeuropas problemer.

Udlandsgælden er også væk. Finansminister Thor Petersen blev i 2006 herostratisk berømt for udtalelsen om, at vi kan »købe hele verden«. Det blev billedet på tidens økonomiske letsindighed. Men han fik ret. Danmark har en stærkt voksende nettoformue i udlandet – 589 milliarder kroner ultimo 3.kvt. 2012.

Der er flere topkarakterer. Befolkningens aldring vil stort set ikke belaste de offentlige budgetter, både fordi pensionsalderen er hævet, og fordi mange pensionister bliver nettoforsørgere, der betaler mere i skat, end de får i folkepension. Pensionsformuerne har passeret 3.500 milliarder kroner – næsten på niveau med den norske oliefond.

Det er næsten en pengemaskine. Pensionaformuerne rummer en udskudt skat på cirka 1.500 milliarder kroner som forfalder ved udbetaling. Desuden betales der løbende 15 procent skat af afkastet. Det giver på sigt cirka samme provenu som selskabsskatten.

Opsparingsoverskuddet er for stort

Økonomisk synes det bizart, at et land med store overskud på betalingsbalancen og sunde finanser kæmper med Sydeuropa om bundplacering i økonomisk vækst.

Sydeuropas krise svarer til Danmark i 1980’erne, bare i anden potens. Man er nødsaget til at spare og eksportere sig ud af krisen. I den nuværende danske krise er problemet det modsatte: Det private opsparingsoverskud er alt for stort.

Hvad der gik galt frem til 2007, er velkendt:

• Overdreven kreditliberalisering, herunder afdragsfri boliglån i 2003, gav en boligboble af de helt store. Realkreditgælden steg fra 40 pct. af BNP i 1995 til 80 pct. i 2009. Sverige og Tyskland havde ingen boligboble.
• Samtidig opbyggede danske banker i 2004-08 et stort indlånsunderskud. Det kunne finansieres på det internationale interbank-marked – lige indtil det frøs til is i efteråret 2008, hvor staten måtte stille en totalgaranti på 4.200 milliarder kroner for at forhindre kollaps.
• Oveni førte staten ekspansiv finanspolitik under højkonjunkturen, og arbejdslønnen steg mere end i udlandet, mens produktiviteten steg mindre – et dårligt mix.

I 2008 bristede boligboblen. Nogle nybagte boligejere kom i klemme, men under ét skete der blot det, at boligejerne fik deres friværdi halveret. Imidlertid havde stigende boligpriser været lige så gode som rede penge, for de kunne belånes til faldende rente og omsættes i forbrug.

På toppen havde mange familier tre indkomster – mandens, konens og husets. Nu blev det snarere halvanden, for prisfaldet på huset skulle trækkes fra. Ikke overraskende var danskernes løsning at spare. Bankernes iver efter at låne penge ud var også væk.

Når alt og alle vil konsolidere sig, er den økonomiske udfordring at forhindre økonomien i at gå ned i et sort hul. Sporene skræmmer. For eksempel fra Finland og Japan i 1990.

Regeringen tolkede krisen anderledes

Sådan blev krisen ikke fortolket af regeringen. Groft sagt var der to mulige krisediagnoser: Den bristede bolig- og kreditboble. Eller den faldende konkurrenceevne.

Begge er for så vidt sande, men prioriteringen er vigtig. Fra efteråret 2009 begyndte regeringen gradvist at stille konkurrenceevnediagnosen, og i regeringsgrundlaget oktober 2011 er kun denne omtalt.

Diagnosen havde den fordel, at den gav kontinuitet. Uanset ledigheden gav det fortsat mening at satse på øget arbejdsudbud ligesom under 00’ernes arbejdskraftmangel. Kom de ekstra hænder ikke i arbejde, ville de bidrage til at trykke lønnen yderligere og forbedre konkurrenceevnen. Efter valget i 2011 blev reformtempoet sat i vejret.

For at opnå folkelig accept mobiliserede regeringen fra 2010 vælgernes krisebevidsthed – særligt i nytårstalerne 2011 og 2012. Det virkede. Krisebevidstheden slog radikalt igennem.

Det virkede også positivt på vælgernes opbakning til VK-regeringen. For S-R-SF-regeringen skete det modsatte. I det mindste kunne regeringen i 2011-12 ikke beskyldes for at undgå ”upopulære, men nødvendige” reformer – den fortsatte med dødsforagt konkurrenceevnepolitikken.

Problemet var, at regeringen glemte patientens anden sygdom: Traumet efter bolig- og kreditboblen. Denne sygdom blev forværret af behandlingen.

Krisebevidste vælgere er også krisebevidste forbrugere. Velfærdsreformer gav økonomisk utryghed og øget behov for konsolidering. Sammen med frygt for højere boligskatter og faldende boligpriser – samt naturligvis arbejdsløshed – bidrog det til at reducere forbruget.

Danskernes private forbrug faldt

Danskernes private forbrug faldt langt mere end i andre lande. I 2012 lå privatforbruget fortsat 2,2 procent under 2007-niveauet. I Sverige voksede det med 7,6 procent, i Norge med 11,5 procent.

Den offentlige sektor sparede også: Det offentlige forbrug voksede med 7,3 procent i Sverige og 12,8 procent. i Norge, men med kun 3.1 procent. i Danmark (alene i 2008-09).
Investeringer (herunder bolig) gik samme vej: Næsten uændret i Norge og Sverige, men minus 17 procent. i Danmark. Kun eksporten klarede sig lige så godt som den svenske – og bedre end den norske.

Om regeringens politik på langt sigt vil gavne arbejdsudbud og konkurrenceevne, vil tiden vise.

Men langsigtede briller og ensidig fokus på konkurrenceevnen synes at have forhindret regeringen i at se klart på de kortsigtede økonomiske udfordringer, så de negative økonomiske virkninger synes at have overgået de positive.

Groft sagt har man gentaget 00’ernes politik, der forstærkede konjunkturerne – bare med modsat fortegn: Under opsvinget hældte man benzin på bålet. Under krisen kom man til at smide vand på de sidste gløder, så krisen trak unødigt ud.