Rød tørvemos og andre små tørvemosser er grundstenen i højmosen. Lyt med på Plantejagten, og få mere at vide om, hvorfor tørvemosser er så vigtige for CO2-regnskabet. Og for Tollundmanden.
I denne episode af Plantejagten tager vi til Lille Vildmose i Himmerland. Da vi træder ud i mosen, møder vi et helt unikt syn: Bevoksningen når ikke højere end til skinnebenene, med undtagelse af enkelte spinkle birketræer i miniatureformat, der hist og pist har fundet rodfæste.
Man skulle tro, at området blev holdt nede af maskiner eller en horde af græssende dyr, med det er ikke tilfældet. Buske og træer udebliver helt af sig selv.
Vi er på jagt efter en ganske særlig plante, der danner hele grundlaget for dette landskab: rød tørvemos (Sphagnum medium). Den hører til gruppen af tørvemosser, der kan forme et helt landskab.
Med os på jagten har vi biolog Mette Risager, der er ekspert i tørvemos. Da Mette hiver en enkelt streng rød tørvemos fri af mosen, ser vi, hvad der ved første øjekast ligner en simpel og beskeden plante, med bittesmå rødlige blade, der vokser direkte ud fra den tynde stængel.
Men den kan noget helt særligt: Den er nærmest udødelig. Den bliver nemlig ved med at vokse i toppen, når bunden dør, uagtet at den på den måde mister kontakten til jorden. I stedet for at slå rod i jord, som de fleste planter bedst kan lide det, gror den altså i sine egne rester i tusinder af år.
Plantejagten er en podcastserie, som i løbet af 2024 når op på i alt 31 afsnit. Den handler om alle de spændende historier, som vores vilde planter gemmer på.
På Instagram kan du se billeder af de planter, der indgår i hvert enkelt afsnit.
Værterne er Emma Aller og Niels Christian Sanden, der begge er postdocer på Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet.
Plantejagten er blevet til som et samarbejde mellem Københavns Universitet og Videnskab.dk. Projektet er støttet af Novo Nordisk Fonden.
Tørvemossers evne til at suge vand er en anden nøgleegenskab. Død tørvemos kan absorbere næsten tyve gange sin egen vægt i vand.
Det gør, at den døde tørv bliver fuldstændig mættet med vand. Toppen vokser gladeligt videre, og over årtusinder dannes en tyk, våd måtte af mosrester, som vi kalder tørv.
I højmosen ligger tørven højere end det omgivende land, men kan alligevel sagtens holde på vandet, som en gigantisk svamp midt i det jyske landskab.
I den våde tørv er der surt og iltfattigt. Derfor nedbrydes organisk materiale meget langsomt, hvad end det er mosplanter eller det velbevarede moselig Tollundmanden, der blev hængt og begravet i en højmose ved Bjældskovdal nær Silkeborg for omkring 2.400 år siden.
Al det organiske materiale udgør et enormt lager af kulstof, der via fotosyntesen er indfanget fra atmosfærens CO2. Alene i Tofte Mose, der er den største og bedst bevarede del af Lille Vildmose, er der oplagret mere kulstof end i alle Danmarks træer tilsammen.
Mennesker har i årtusinder gjort brug af tørven. Ved at dræne vandet fra moserne tørrer tørven ud og kan udnyttes som brændsel.
I dag brænder vi ikke længere tørv i Danmark, men den gode evne til at holde på vand bruges til jordforbedring, hvor sphagnum kan gøre jorden i potter og haver veldrænet og luftig.
Derudover har store moseområder gennem tiden måttet vige pladsen for landbrugsarealer. Ved at dræne højmosen fik vi adgang til nye frugtbare jorde, hvor den gamle tørv danner et godt vækstgrundlag for afgrøder.
Tørveudvinding og opdyrkning har medført, at langt det meste af den oprindelige højmose i Danmark er forsvundet.
I dag findes der kun cirka 3.000 hektar ’aktiv højmose’, det vil sige højmose med levende tørvemos i toppen. I et klimaperspektiv er det en uheldig udvikling, da de store mængder kulstof, moserne gennem årtusinder har oplagret, vender tilbage til atmosfæren som CO2, når tørven nedbrydes.
Derfor er der kommet fokus på at beskytte og genetablere højmoserne. De resterende aktive højmoser i Danmark, som Lille Vildmose, Holmegaard Mose på Sydsjælland og Kongens Mose i Sønderjylland, er beskyttede naturområder.
Samtidig forsøger Mette Risager sammen med sine kollegaer rundtom i landet at genskabe højmosen på steder, hvor den tidligere har været drænet og brugt som landbrugsjord. I den proces er det første og vigtigste skridt at stoppe dræningen og optimere hydrologien, så der tilbageholdes så meget regnvand som muligt.
Når områderne igen er vådgjort, stopper nedbrydningen af tørven og dermed udledningen af CO2, men de levende mosser vender ikke tilbage af sig selv. Det er en lang proces at genetablere tørvemosserne, som så igen skal bruge mange hundrede år på at danne en aktiv højmose.
Der findes mange andre slags vådområder ud over højmoser. I Danmark har vi eksempelvis store marskarealer i Sønderjylland, og i det globale landskab finder vi blandt andet tropiske sumpe og mangroveskove.
Vådområderne har tilfælles, at jorden er mættet med vand og derfor i stand til at lagre kulstof i dødt organisk materiale.
På det nystartede Global Wetland Center på Københavns Universitet forsøger forskere med Guy Schurgers i spidsen at forstå det komplekse globale system, som alle disse vådområder tilsammen danner.
Det bliver ikke mindre kompliceret af, at nogle typer vådområder ikke alene optager CO2, men på samme tid udleder metan og lattergas, der begge er potente drivhusgasser.
Centerets mål er at forstå dette komplekse samspil, så vi på baggrund af den viden kan udvikle gode strategier til at beskytte og genetablere vådområder i hele verden, til gavn for både klima og biodiversitet.
Kom med på vores skattejagt i Lille Vildmoses smukke, unikke natur. Du kan lytte til Plantejagten i afspilleren øverst i artiklen, eller dér hvor du finder dine podcast.
