Jorden får jævnligt besøg af større og mindre asteroider, der flyver forbi vores planet.
Således har astronomer for nylig opdaget en 45 meter stor asteroide, der vil flyve meget tæt forbi Jorden 15. februar 2013.
Asteroiden, der har katalognavnet 2012 DA14, vil passere Jorden i en afstand på cirka 22.300 kilometer, hvilket er tættere på end vores geostationære satellitter, der kredser ca. 35.800 kilometer over jordoverfladen.
2012 DA14 vil være tættest på om aftenen 15. februar kl. 20:26 dansk tid. Der er dog ingen fare for, at asteroiden rammer Jorden eller på anden måde påvirker vores planet.
Banen bliver ændret af Jorden
Billedet her viser 2012 DA14s bane, når den passerer Jorden. Tidspunkterne langs banen er angivet i UT (Universal Time), så der skal lægges en time til for at få dansk normaltid.
Som det ses, vil asteroidens bane blive ændret markant på grund af tyngdepåvirkningen fra Jorden under den tætte passage.
Selv når asteroiden er tættest på, vil den ikke nå en lysstyrke, så den kan ses med det blotte øje. En håndkikkert vil dog kunne klare sagen.
Ved tætte passager som denne har astronomerne gode muligheder for at lave observationer af nærgående asteroider. Derved kan vi lære mere om disse potentielt farlige, men også meget interessante, objekter. Asteroider er nemlig overskudsmateriale fra Solsystemets dannelse for næsten 4,6 milliarder år siden.