Skal du arbejde sammen med andre mennesker, vil I få mest ud af det, hvis I præcis får at vide, hvad jeres arbejde skal munde ud i, inden I påbegynder opgaven.
Det viser resultaterne af en ny undersøgelse fra det tværdisciplinære Interacting Minds Centre på Aarhus Universitet.
»Kender du formålet med det, du laver, så skaber det nærmest en illusion af tillid, fordi du ser, at dine partnere arbejder mod den samme ting som dig selv,« siger postdoc Panos Mitkidis, der er hovedforfatteren bag undersøgelsen fra Aarhus Universitet. Studiet er netop blevet publiceret i det videnskabelige tidsskrift PLoS One.
Tilliden gør folk mere tilbøjelige til at samarbejde med hinanden og dele ligeligt med andre gruppemedlemmer, forklarer Panos Mitkidis.
Kun nogle grupper kendte formålet
Undersøgelsen var todelt. Først blev 24 mandlige og 24 kvindelige studerende fra Aarhus Universitet inddelt i grupper af fire, for at deltage i et manipulationseksperiment, som skulle forberede dem på den egentlige undersøgelse af tillid. Ingen af deltagerne havde mødt hinanden på forhånd.
Grupperne blev inddelt i to typer, som forskerne kaldte enten gennemsigtig eller uigennemsigtig.
Ligegyldig type blev grupperne sat til at udføre den samme opgave, nemlig at bygge et slot med klodser, der var nummererede. Men kun den gennemsigtige gruppe fik at vide på forhånd, hvad byggeriet skulle ende ud med. Den anden gruppe, den uigennemsigtige, blev bare sat til at følge instrukserne blindt.
Undersøgelsen skulle ikke være for sjov
Byggeinstrukserne blev givet af en computer, som på skift instruerede hvert gruppemedlem til at placere en brik et bestemt sted. Opgaven mindede i sin udformning meget om at bygge et Legosæt, men det populære legetøj var valgt fra af en bestemt grund.
»Lego gør det sjovere, og vi ville egentlig ikke have folk til at føle, de legede, men snarere at de var i gang med noget mere seriøst,« forklarer Panos Mitkidis.
Har man det sjovt, er man nemlig allerede dér mere tilbøjelig til at samarbejde med andre, forklarer han. Det var forskerne ikke interesserede i, da det kunne have påvirket den egentlige undersøgelse, som fulgte lige efter gruppearbejdet med klodser.
Gennemsigtige grupper delte mere
For at måle graden af samarbejde mellem deltagerne, havde forskerne opstillet et såkaldt 'Public Goods'-spil, hvor gruppemedlemmerne to og to fik mulighed for at dele et pengebeløb mellem hinanden – eller at beholde alt for sig selv.
Deltagerne fik udleveret 100 kroner, og dem kunne de enten vælge at investere i en fællespulje – hvormed forskerne ville forøge de 100 kroner til 150 kroner – eller de kunne vælge at beholde de 100 kroner for sig selv.
Risikoen ved at dele er, at man ikke kan værre sikker på, om den anden spiller gør det samme. Og så tager de ikke kun deres egne penge med hjem, men også halvdelen af fællespuljen.
»Hvis du er en selvisk person, så er det bedste for dig at beholde dine penge. Som minimum får du 100 kroner, men hvis den anden deler sine penge, går du hjem med endnu mere,« forklarer Panos Mitkidis.
Det er et dilemma, som kræver tillid til de andre deltagere, siger Panos Mitkidis og tilføjer, at testen er den bedste metode til at måle mængden af samarbejde mellem mennesker.
Giver vi mere, samarbejder vi mere
Forskernes forventning var, at deltagerne i de gennemsigtige grupper ville dele mere med hinanden, fordi de alle var klar over, at de arbejdede mod et samlet mål.
Fra hverdagseksempler og produktion til hvordan staten burde handle, tror jeg, at hvis vi kender det endelige mål og fokuserer mere på produktet end processen, så vil vi have nemmere ved at overvinde egoisme, og dermed kan vi samarbejde bedre.
Panos Mitkidis
»Jo mere du giver, jo mere samarbejder du med andre. Hvis begge parter giver 100 kroner til fællespuljen, så skaber det et maksimum for os som et par,« siger Panos Mitkidis.
Gruppemedlemmerne vidste ikke, hvem de skulle dele med – forskerne satte dem i hvert sit rum, for deltagerne havde jo kort forinden mødt hinanden under byggelegen, og det møde kunne godt have spillet ind under fordelingen.
Når deltagerne havde taget deres beslutning, stoppede spillet, og de blev hver især de-briefet på Panos Mitkidis’ kontor, hvor de også fik udleveret pengebeløbet.
Da alle grupper havde været igennem proceduren, viste det sig, at forskernes hypotese havde holdt stik: Medlemmerne af de gennemsigtige grupper var 35 procent mere tilbøjelige til at lægge deres penge i fællespuljen. De syntes altså at have mere tillid til hinanden, og den tillid fik dem til at samarbejde bedre.
Klare mål kan gavne samfundet
Panos Mitkidis mener, at resultaterne også godt kan bruges til at sige noget om hverdagen. For eksempel hvis man er to, der skal forberede aftensmad, måske med sin kæreste.
»Går du ud i køkkenet for at hjælpe med at lave mad, men uden at vide hvad den anden har tænkt sig at lave, så bliver maden dårligere,« siger han.
Det lyder måske lidt banalt, men selve grundideen om altid at have målet for øje er vigtig, forklarer Panos Mitkidis og peger på det danske skattesystem som et godt eksempel på, hvor samarbejde er opstået som et resultat af tillid:
»Hvis jeg ikke havde tillid til systemet – sådan som vi ser det i meget korrupte lande – så ville jeg ikke betale skat, fordi jeg ikke stoler på de andre. Men danskere betaler deres skat, fordi de stoler på systemet og ved, at det bliver betalt tilbage til dem som en gruppe og ikke bare til enkelte.«
