Sådan flirter du med stemmen
Mænd ændrer helt ubevidst deres stemmer, når de flirter med attraktive kvinder. Og det er der tilsyneladende god fornuft i; kvinder kan nemlig bedst lide de forandrede stemmer.
Kvinder foretrækker mandestemmer, der svinger meget i deres grundtone - sexede mandestemmer veksler altså mellem det mørke og det lyse. (Foto: Colourbox)

Når en mand vil score en kvinde, bruger han sin stemme på en ganske særlig måde. Han lader stemmens grundtone svinge dybere ned og højere op, end han gør normalt. Det får kvinden til at synes, han er interessant.

Sådan lyder konklusionen på et studie fra University of Stirling i Skotland. I det lod forskerne 55 kvinder forholde sig til mandestemmer, der var optaget, da mændene talte med henholdsvis attraktive og ikke-attraktive kvinder. Forskerne spurgte så de udenforstående kvinder, hvad de syntes om stemmerne. Der var en klar tendens.

»Udenforstående lyttere foretrak tale rettet mod attraktive individer, frem for tale fra den samme person, rettet mod ikke-attraktive individer,« skriver forskerne i den videnskabelige artikel, som er publiceret i tidsskriftet Evolution & Human Behavior.

Sådan lyder flirtestemmen

Opdagelsen fortæller os, at måden, en mand taler, har stor indflydelse på, om kvinder synes, han er lækker. Simpelthen fordi stemmen ubevidst afslører over for hende, at han synes, hun er dejlig.

Når mænd begynder at flirte med en smuk kvinde, sker der to ting med deres stemmer:

  1. Stemmerne tager indimellem et dyk ned og bliver dybere, end de gør, når manden for eksempel taler med en anden mand.
     
  2. Mændenes stemmer bliver små-syngende og på nogle tidspunkter lidt lysere end normalt.

De engelsktalende forskere ville være sikre på, at mændenes opførsel ikke bare skyldtes noget særligt ved det engelske sprog. Så de lavede også forsøgene i Tjekkiet med tjekkisk-talende mennesker.

Resultatet var det samme: Når de tjekkiske mænd talte med smukke kvinder, varierede de talemelodien mere, sådan at den blev både mørkere og lysere end normalt.

Viser både maskulinitet og ufarlighed

En mørk mandestemme bliver normalt forbundet med maskulinitet. En lys og syngende stemme bliver derimod forbundet med en kvindagtig og ufarlig mand.

Virker det så ikke mærkeligt, at kvinder lader sig score af stemmer, der er begge dele? Artiklens forfattere mener faktisk, at det giver ret god mening.

»Det er fysiologisk begrænset, hvor dybe stemme-lyde mandestemmer kan fremkalde. Så ved at lave nogle dybe lyde på et eller andet tidspunkt i en interaktion, kan en mand indikere ekstra meget fysisk maskulinitet.«

»Men fordi dybe, maskuline stemmer kan blive associeret med aggressivitet, og fordi maskulinitet tit bliver tilskrevet negative træk, kan en supplerende modulation potentielt give mænd muligheden for at signalere både maskulinitet og ufarlighed på samme tid,« skriver forskerne.

Dyrene bruger også stemmen

I virkeligheden er det ikke så overraskende, at mænds stemmer ændrer sig, når de taler med attraktive kvinder. Det fortæller Jenny Iwarsson, der er stemmeforsker og lektor i audiologopædi – tale-høre-pædagogik – ved Københavns Universitet.

Fakta

Jenny Iwarsson vurderer, at studiet kan bidrage med to ting:

1. Hvis forskere i fremtiden skal lave analyser af folks grundtoner, skal de være opmærksomme på, hvem der er i lokalet. For ligesom man længe har vidst, at blandt andet rygevaner og dialekt kan ændre grundtonen, så viser det sig nu, at den sociale sammenhæng også kan det.

2. Undersøgelsens resultater bidrager med vigtig viden til at forstå de personlige konsekvenser for folk med talelidelser, hvor stemmen af en eller anden grund er monoton. Hjerneskade, Parkinson, depression og forskellige stemmelidelser kan alle resultere i, at man ikke kan lave de stemmeudsving, der åbenbart er vigtige for det sociale samspil og for at tiltrække opmærksomheden hos det andet køn.

»Man kan blive helt pinligt berørt på vores arts vegne, når det står klart, hvor dyriske vi er i de her sammenhænge,« griner hun.

»Det er dokumenteret, at hjorte og andre dyr også foretager ændringer i grundtonen, når de er i brunst. For hjortene er der dog den forskel, at hannerne laver meget højfrekvente lyde for at imponere eller skræmme andre hanner væk,« fortæller Jenny Iwarsson.

Hun fortæller, at der også har været forsket i, hvordan stemme og pardannelse hænger sammen hos mennesker. Man har blandt andet fundet af, at en kvinde foretrækker dybe mandestemmer fremfor lyse i den periode af deres menstruationscyklus, hvor der er størst sandsynlighed for, at hun bliver gravid. Det gælder dog kun, når hun er ude efter hurtig sex. Når hun er ude på at vælge en partner til et længerevarende forhold, har den dybe stemme ikke indflydelse.

Svingende stemme skaber tryghed

Jenny Iwarsson fortæller, at den skotske undersøgelse også fører tankerne til anden forskning om, hvordan vi mennesker bruger talens melodi i sociale sammenhænge. 

»Der findes en del forskning i, hvordan mødre og fædre taler med deres spædbørn. Vi laver store udsving og bløde bølger i grundtonemelodien, uanset hvilket sprog, vi taler. Det virker tryghedsskabende og øger tilknytningen.«

»Undersøgelser viser, at de helt små børn sutter hårdere i sutten, når de hører den intonation. Den taler helt grundlæggende til os. Ligesom når spædbarnet hører dets mors stemme eller dets modersmål,« fortæller Jenny Iwarsson.

»Jeg har observeret, at noget lignende gør sig gældende for personalet i fly og lufthavne. De bruger en intonation med store udsving, som rigtigt meget ligner den, forældre bruger over for deres spædbørn. Muligvis, fordi det virker tryghedsskabende – ligesom uniformen, der siger: ’Alt er, som det skal være’.«

»Ved at tale til en fremmed attraktiv kvinde, med store udsving i grundtonemelodien, kan manden måske udvise tryghed og tilknytning og indirekte fortælle, at han ikke er farlig,« siger Jenny Iwarsson.

Smukke kvinder forandrer andre kvinders stemmer

De skotske forskere undersøgte også, hvordan kvindestemmer ændrer sig, når de taler med attraktive mænd. Men dér var resultatet overraskende nok et andet. Når de heteroseksuelle kvinder talte med mænd, de syntes var lækre, ændrede de ikke deres stemmeføring. Det gjorde de til gængæld, når de talte med attraktive kvinder.

Når kvinderne talte med en smuk kvinde, brugte de en meget større del af deres stemmepotentiale, end hvis de talte med en mand eller en ikke-attraktiv kvinde. Forskerne ved ikke hvorfor. Men de gætter på, at kvinderne på den måde kan vise tilstedeværende mænd, at selvom den labre larve er en godte, så har de selv en utrolig fed stemme.

Hvorvidt mænd så vælger den hotte kvinde eller den svingende stemme, melder studiet intet om.