I 1650’erne var adelsmanden, officeren og tidligere kammerjunker, Kaj Lykke (1625-1699), en af Danmarks største og rigeste godsejere.
Lykke ejede 10 herregårde, der lå spredt ud over Jylland, Fyn og Sjælland, men ellers er han nok mest kendt for, at han i 1656, i et brev til en af sine talrige elskerinder, formulerede sig stærkt nedsættende om Frederik 3.’s hustru, dronning Sofie Amalie.
Elskerindens senere ægtemand, en ridefoged som Lykke havde afskediget, sørgede nogle år efter for, at disse fornærmelser kom Frederik 3. og dronningen for øre.
Afsløringen resulterede i 1661 i en dom for majestætsfornærmelse, hvor Lykke blev fradømt ære, gods og liv.
Inden dommens fuldbyrdelse bragte adelsmanden sig klogeligt i sikkerhed i udlandet, og han vendte først tilbage til Danmark i 1679.
Lykke tilbragte sine sidste leveår hos en steddatter i Sydvestjylland, men kom voldsomt af dage ved en vognulykke i 1699. Efterfølgende blev Lykke begravet i Skt. Knuds Kirke i Bramming.
Lykkes kranie fik ham beskrevet som »halvidiot«
I forbindelse med en undersøgelse af Lykkes ligkiste i 1858 tog to studerende adelsmandens kranie med til København. På den tid mente man, at menneskets personlighed og intellekt kunne aflæses udfra kraniets struktur og størrelse.
Eftersom Lykkes kranie var både småt og med en stærkt tilbageskrånende pande, var tidens videnskabsfolk overbeviste om, at Lykke måtte være middelmådigt begavet.
I 1941 gik en professor på baggrund af sin undersøgelse af kraniet endda så vidt som til at beskrive Lykke som »halvidiot«.
Først i 1970’erne kom Lykkes kranie tilbage til Bramming, hvor det i dag kan beses på det lokale egnsmuseum.
Lykke havde stort og vigtigt ansvar
I dag ved vi, at der ikke er noget, der tyder på, at Kaj Lykke skulle have været småt begavet.
Inden det famøse brev vendte op og ned på Lykkes tilværelse, var han i en 3-årig periode, fra 1. maj 1658 og til efteråret 1661, hvor skandalen rullede, kongelig stiftslensmand i det store Aalborghus len, der strakte sig fra Skagen i nord til Mariager i syd.
Med udgangspunkt i de bevarede lensregnskabers korrespondance, indkommende breve, ordresedler, lønningslister og kvitteringer for leverede varer og tjenester, er det muligt at komme helt tæt på Lykkes liv og arbejde som stiftslensmand i Frederik 3.’s nordjyske besiddelser.
Lykke havde sin embedsbolig på Aalborghus slot, i det nordlige Aalborg og kun et stenkast fra Limfjordens vande. Herfra holdt han opsyn med lenets befolkning, bestyrede kongens gods, opkrævede skatter, bekendtgjorde love og forordninger og varetog lenets militære forsvar.
Eftersom Aalborg var stiftsby for biskoppen over Vendelbo Stift, havde Lykke i egenskab af stiftslensmand også ansvaret for de lokale kirkers økonomi og vedligeholdelse.
Karl Gustav-krigene gjorde Lykkes ansvar større
Embedet som stiftlensmand blev ikke mindre byrde- og ansvarsfuldt som følge af Karl Gustav-krigene (1657-1660).
Ganske vist havde Danmarks brandenburgske og polske allierede tvunget de svenske besættelsestropper til at rømme Aalborg i september 1658, men krigen rasede fortsat.
I den forbindelse spillede byens havn og Aalborghus slot en vigtig rolle som provianteringsbase for den danske orlogsflåde, ligesom store mængder af fødevarer fra Aalborghus slot og len blev afsendt og udskibet til danske og allierede soldater og søfolk.
Ansvaret for tilvejebringelsen, lastningen og forsendelsen af disse forsyninger faldt også ind under Lykkes ansvarsområde.
Lykke og hustruen førte en luksuriøs livsstil
Det var dog ikke sure pligter det hele. Alt tyder på, at Lykke fortsatte den luksuriøse livsførelse, som han havde været vant til fra livet på sine egne godser og ved hoffet i København.
Aalborgs apoteker og de lokale købmænd tjente i hvert fald gode penge på leveringer af fransk cognac, rhinskvin og smør, når stiftlensmanden var hjemme på slottet.
Af en bevaret lønningsliste fra 1660 fremgår det desuden, at Lykke ved sin ankomst til Aalborghus havde medbragt en lakaj og en forrider samt kusk, berider, skytte og jægerdreng.
Da Lykke samme år giftede sig med den adelige enkefrue Øllegaard Gyldenstjerne, skulle hun ved sin indflytning på slottet naturligvis udstyres med et passende antal tjenende ånder.
Af disse i alt fem tjenestepiger omtales blandt andet en »Spindepige«, en »Skurepige« og en »Bryggerspige«, der således var blevet ansat til det grove arbejde i slotskøkkenet.
Der skulle opkøbes så mange stude som muligt
I efteråret 1660 opholdt Lykke sig ikke i Nordjylland, men det forhindrede ham bestemt ikke i at have hånd i hanke med både slot og len.
Til det formål havde han 4. september 1660 med egen hånd udarbejdet en liste med en række arbejdsopgaver, der med det samme skulle sættes i værk.
Listens modtager var slotsskriveren, Hans Nielsen, der stod for den daglige administrative ledelse af Aalborghus len, og det var ikke småting, som Lykke nu satte sin nærmeste nordjyske medarbejder i sving med.
Første punkt på listen var ordren om at opkøbe så mange stude som muligt. Studene skulle ikke blot fremskaffes i Nordjylland, men også fra Lykkes egne herregårde på Djursland og Fyn.
Når Lykke udstedte denne indkøbsordre på netop denne tid af året, skyldtes det, at de indkøbte stude skulle sættes på stald vinteren over.
Ved forårets komme ville disse staldfodrede stude så blive drevet mod syd til de store tyske og hollandske kvægmarkeder, hvis de fremmede opkøbere da ikke selv kom til Jylland for at opkøbe dyrene med henblik på videresalg.
Fisk var et væsentligt punkt på listen
Med Aalborghus slots placering ved Limfjorden og med et len, der var omgivet af hav og fjord til næsten alle sider, er der ikke noget at sige til, at fisk var et væsentligt punkt på Lykkes liste.
Slotsskriveren skulle få saltet fire tønder ferske, indkøbe seks tønder saltede og fremskaffe et stort antal røgede sild.
Fra lenets købstæder og fiskerlejer skulle der bestilles så mange kuller, flyndere og hvilling, som der kunne fremskaffes.
Ål og fjæsing var man også kommet i bekneb for, så her skulle Nielsen indkøbe og salte så mange af disse fisk, som det var muligt.
Listen tegner et nuanceret billede af Kaj Lykke
Efter at have sørget for lenet, kunne Lykke koncentrere sig om sine egne behov. Nielsen skulle fremskaffe fyrretræ, så der kunne fremstilles et nyt bord til stiftlensmanden.
Dernæst skulle slotsskriveren sørge for at få slagtet 100 af Lykkes egne får og lam, ligesom der skulle indkøbes salt til konserveringen af fåre- og lammekødet.
Lykke var snart hjemme på slottet igen og ved sin hjemkomst ville han gerne have serveret friske aborrer til sin aftensmad. Disse skulle hentes i slottets fiskedamme.
Da Lykke ønskede at nyde kål, løg og gulerødder til fiskene, skulle slottets havemand sættes i sving.
Om Hans Nielsen fik udført Lykkes liste til punkt og prikke, vides ikke.
Ikke desto mindre tegner stiftlensmandens liste, sammenholdt med lensregnskabernes øvrige oplysninger, et mere nuanceret billede af Kaj Lykke end fortællingen om den letsindige kvindebedårer med det markante kranie.