Moderne julenisser er glade og venlige, og i dag er der sikkert ikke mange, der forbinder nisser med noget hverken farligt eller skræmmende.
Men julenisser har ikke altid været så hyggelige og rare. Faktisk er der meget langt fra de moderne julenisser som Pyrus, Puk fra Nissebanden eller Fimpe fra Jul på Slottet til de oprindelige gårdnisser, man kender fra folketroen. Det fortæller en vaskeægte nisseforsker, kulturhistoriker Charlotte S.H. Jensen, cand.mag.art. og folklorist fra Rigsarkivet.
Gårdnissen hjalp bonden
Nisser er ifølge Charlotte S.H. Jensen et gammelt fænomen, og forestillingen om nisselignende væsener har eksisteret meget længe – måske endda siden vikingetiden.
Dengang mente man, at nisserne var væsener der hørte til gårdene og var til hjælp for bonden. Ikke i køkkenet og inde i huset, men i forhold til gårdens drift. Den oprindelige nisse var derfor altid en lille mand, som altid havde været der.
»Af sagnene fremgår det, at nissen var på størrelse med en dreng på 8-10 år, men trods sin størrelse var han vanvittigt stærk og kunne for eksempel bære et stort læs hø på ryggen. Og så havde nisserne ry for at stjæle fra andre for at forøge rigdommen på den gård, hvor de hørte til,« forklarer Charlotte S.H. Jensen efter et dyk ned i arkiverne.
Den sidste heks i Danmark havde nissehjælp
\ Fakta
Vidste du? Ud over gårdnisser fandtes der ifølge de gamle sagn også skibsnisser og kirkenisser.
Troen på nissehjælp blev formentlig brugt til at forklare, hvorfor nogle gårde havde mere held og blev mere velstående end andre.
Faktisk forklarede den sidste danske kvinde, der blev henrettet som heks i 1693, Anne Palles, at hun havde nissehjælp. Efter sigende gik ’Niels Goddreng’ i hendes gård i forskellige skikkelser og hjalp med hestene.
Det var nu ikke tilståelsen om nissehjælp, der fik hende dømt, oplyser Charlotte S.H. Jensen. Men historien bidrager til at forstå, at det ikke ubetinget var forbundet med noget rart at have en nisse boende.
»Ud fra et materielt synspunkt var det jo rart at have nissehjælp, fordi nissen kunne sørge for, at det gik godt på gården. Men nissen var ikke et 100 procent behageligt væsen, og hvis man ikke behandlede ham respektfuldt, var der mange historier om, at det kunne gå grueligt galt,« siger Charlotte S.J. Hansen.
Præsten måtte mane særligt ondsindede nisser ned
En af historierne gik på, at hvis en nisse følte sig drillet, kunne han finde på at genere folkene i huset ved at klemme dem eller kaste dem frem og tilbage over tagryggen hele natten. Hvis det blev for meget af det gode, måtte man have præsten til at komme og mane nissen væk.
»Det så man meget alvorligt på. I det hele taget var man bange for den magt, man mente, overnaturlige væsener kunne have,« siger Charlotte S.H. Jensen.
Nedmaning var også den metode, man brugte, når ubehagelige spøgelser skulle drives ud, hvilket understreger, at folketroens gårdnisse bestemt ikke ligner de rare julenisser, vi ser i dag.
Ældste nisse lignede en djævel
Det allerældste billede, man har af et nisselignende væsen, har heller ikke meget til fælles med de moderne julenisser. (Se billedet til højre).
Billedet finder man på det såkaldte ’Charta Marina’ – et kort over Norden lavet af den svenske præst og forfatter Olaus Magnus i 1539.
Billedet er siden gengivet i Olaus’ Magnus store værk om det nordiske folks levevilkår, sæder og skikke, ‘De nordiske folks historie’ fra 1555.
\ Fakta
Sådan ser man forskel på nisser og julemanden Man kan kende julemænd fra nisser ved at se på deres fodbeklædning: Julemanden har støvler på, mens nisserne bærer træsko. Og så er forskel på huerne. Hvor julemanden bærer en hue med hvid pelsbesætning og en pelsklump i enden, bærer nisserne en mere simpel hue med en kvast i enden. Nissens hue er bondens røde hue, som man også tit ser på folkedansere.
»Billedet viser en lille fyr, som går rundt ude i en stald og fejer. Han er en lille ’vætte’, som folk tror på. Men han ligner nærmest en lille djævel, der går og fejer. Han ligner slet Ikke en julenisse, som vi kender den,« fortæller hun.
Senere er nissen blevet mere menneskelignende og begynder mere at ligne de julenisser, vi kender i dag.
»Ifølge sagnene går han klædt i træsko, grå bukser, grå trøje og rød hue med en kvast. Det er også bondens tøj. Nissen ligner altså en lille bonde,« forklarer Charlotte S.H. Jensen.
Det borgerlige selskab opfinder julenissen
Det første eksempel, hvor nisser optræder i hyggelige sammenhænge, er ifølge Charlotte S.H. Jensen fra en julefest i Rom i 1836, hvor den danske maler, Constantin Hansen, afholdt selskab.
Blandt gæsterne var kunstnerne Vilhelm Marstrand og Bertel Thorvaldsen, og Constantin Hansen havde pyntet op med papirklip af nisser i forskellige situationer – dansende om julegrøden eller i slagsmål med katten.
\ Fakta
Videnskab.dk’s julekalender Frem til jul bringer vi flere spektakulære, opsigtsvækkende, øjenåbnende, stemningsfulde og juleglade artikler, som har til formål at udforske julen på alle leder og kanter. Du er velkommen til at skrive til redaktion@videnskab.dk, hvis der er et aspekt ved julen, som du brænder efter at få mere videnskabelig indsigt i. Gode julespørgsmål modtages også meget gerne og kan komme til at indgå som del af julekalenderen i vores ‘videnskabsbrevkasse’ Spørg Videnskaben
»Papirklippene kunne man næsten kalde forløberen til vore dages kravlenisser. Og det var også ved denne lejlighed, at man første gang lod nissen være den, der kom med gaver,« forklarer Charlotte S.H. Jensen.
Begrebet ’julenisse’ blev altså opfundet i midten af 1800 tallet som en del af hele den borgerlige juletræsjul, hvor borgerskabet, som på daværende tidspunkt sværmede meget for folkekulturen, begyndte at indsamle folkeminder og i det hele taget var meget optaget af, hvad folk ude på landet troede på.
Udviklingen skal også ses i lyset af, at hele samfundet i løbet af 1800-årene var under forandring, og folk i høj grad begyndte at flytte landet ind til byerne.
»Her lader det til, at man mentalt lader nissen flytte med, eller i hvert fald at han stadig eksisterer i tankerne som en del af nye byboeres bevidsthed om omverdenen, selv om han oprindeligt var en gårdnisse,« siger Charlotte S.H. Jensen.
Den moderne nisse skal have en kone
Efterhånden begynder de nye juletraditioner fra det borgerlige selskab også at følge efter på landet, og udviklingen betyder, at nissen, som tidligere har været ungkarl, efter tidens mode pludselig får selskab af en nissekone.
\ Fakta
Frilandsmuseet er i besiddelse af en række sjove optagelser for børn, filmet med såkaldt nisse-cam. Det er de eneste film i verden, der – såvidt vides – er optaget af en nisse selv!
En af de første gengivelser af en kvindelig nisse er fra et børnespil omkring midten af 1800-tallet. Det er fra et lille vers, der lyder noget i retning af: ’Nissen er fulgt med tiden og den gode tone, og derfor har nu fået sig en lille…’ – og her skulle børnene så gætte, hvilket ord, der skulle stå i slutningen.
»Verset viser, at konceptet om en nissekone er så nyt, at der er brug for at forklare, at nissen er fulgt med tiden,« fortæller Charlotte S.H. Jensen.
I slutningen af 1800-tallet begynder nissebørn også at dukke op, og nogenlunde samtidigt begynder julemanden også at komme ind i billedet.
Nisser i fremtiden
Juletræsjulen og julenisserne er altså en relativ ny opfindelse, og nisserne er i det hele taget fortsat med at følge med tiden – noget de formentlig vil blive ved med. For eksempel er der sket meget med nissernes påklædning, siden borgerskabet i sin tid indførte julenisserne.
»I dag kan man i stormagasiner se nisser i alle mulige former for tøj – tilmed lilla og pink tøj. De er blevet nogle modedyr,« griner Charlotte S.H.Jensen.
Men hvad mener nisseforskeren om nissernes fremtid i en mere og mere moderniseret verden?
»Det er som bekendt svært at spå. Traditioner ændrer sig og er dynamiske og levende. Men mit gæt er, at nissen er et sejlivet element i vores traditioner, som giver mulighed for, at man kan få det drilske element ind i julen,« slutter Charlotte S.H. Jensen.
\ Kilder
\ Hvorfor hedder det en ’nisse’?
De fleste kender nok ordet nisse som en betegnelse for et lille drilagtigt væsen med rød hue, men det er faktisk også et personnavn – og er endda nok snarere startet som et personnavn end som en betegnelse.
Ordet ‘nisse’ kommer af navnet Nis eller Nisse, som er en kæleform af navnet Niels.
Niels er en dansk udvikling af helgennavnet Nicolaus – en helgen som blandt andet var børnenes helgen, og som i løbet af 1800-tallet blev kendt som julemanden. Det engelske navn på julemanden, Santa Claus, kommer da også af det nederlandske Sinta Claas, en udvikling af Sankt Nicolaus. Så mens julemanden kom til at hedde Claus på engelsk, kom han altså til at hedde Nils på dansk!
Ordet ‘nisse’ kan måske være et såkaldt ‘noa-navn’ – et kælenævn, der bruges, fordi væsenets eget oprindelige navn er for magisk ladet eller farligt til at blive udtalt og anvendt.
Hvordan folketroens små ‘gårdboer’ og husvætter – eller nisser – kom til at få deres navn, står ikke helt klart. Nogle har spekuleret i at Sankt Nicolaus i middelalderen ofte fungerede som en skytshelgen for hjemmet, og at navnet er kommet ad den vej, men det er måske lige så sandsynligt at man blot har valgt et af de mest udbredte og kendte navne for ’Lille Nils’.
Kilde: Københavns Universitet/ Nordisk Forskningsinstitut
\ Ældste beskrivelse af nisse er fra år 981 e.Kr.
Den første nordiske beskrivelse af et nisselignende væsen stammer fra en islandsk fortælling, ’Kristni sagaen’, fra omkring år 981.
Fortællingen handler om bonden Kodran, der har en såkaldt ’årmand’, som bor i en sten og hjælper til med gårdens drift.
Men Kodrans søn har været ude i verden, og en dag kommer han hjem og er blevet kristen. Derfor vil han stoppe Kodrans forhold til årmanden.
Kodran siger, at hvis sønnen kan bevise, at Kristus er stærkere, skal han nok lade sig omvende, hvorefter Kodrans søn henter hjælp hos en præst.
Præsten hælder vievand ud på den sten, hvor årmanden bor, og det gør, at årmanden til sidst fortrækker, fordi han ikke føler, han har fortjent den behandling.
Kilde: Charlotte S.H. Jensen
\ Julemanden bunder ikke i folketroen
I Danmark hører vi første gang om julemanden, som vi kender ham, i bogen ’Julemandens Bog’ af den dansk-norske tegner Louis Moe. Han fortæller om julemanden, der bor højt mod nord og drager ud med nissen og juleenglen og deler gaver ud.
Men faktisk hører vi allerede om en julemands-lignende skikkelse i fortællingen ’Peters Jul’ fra 1866. Her hedder han dog ikke julemanden, men ’Den Gamle Jul’, og han har ikke gaver med, men et lys i hatten, som han tænder juletræet med, hvis børnene er artige, siger Charlotte S.H. Jensen.
»Julemanden har ikke den samme lange baggrund i folketroen som nissen. Han er mere moderne. Og så har han fået nisserne som hjælpere. Men hvis man fortalte om julemanden og julenisserne til en bonde fra 1700-tallet, ville han sandsynligvis ikke forstå noget som helst af det hele,« forklarer Charlotte S.H. Jensen.
