Den kolossale bronzeløve, der oprindelig stod på kirkegården i Flensborg, har sin helt særlige historie.
Intet andet mindesmærke er blevet afsløret med så megen pomp og iscenesættelse, men blot halvandet år senere blev det væltet omkuld og opmagasineret.
Siden blev den ført til den tyske hovedstad som krigstrofæ. Her indgik den i den ideologiske påvirkning af tyske officerselever, indtil den, et par krige senere, blev bragt til den danske hovedstad i 1945.
Debat, forskning og kulturkamp
Istedløven har været genstand for forespørgsler i Folketinget, og den har været omdebatteret i byrådet i Flensborg. Der er udgivet bøger og tidsskriftartikler om den, og der er lavet museumsudstillinger både i Danmark og Tyskland.
Skulpturen blev i 2010 nedtaget i København og er nu på vej til en total omkalfatring både symbolsk og geografisk. 10. september 2011 vil den blive opsat på sin oprindelige plads på kirkegården i Flensborg.
Hvorfor har denne bronzeløve, der har siddet urokkeligt på sin bag først i Flensborg derpå i Berlin og senest i København, kunnet vække stærke følelser og debat?
Svaret er lige så kort som det er indlysende: Fordi den er et erindringssted – men vel at mærke for vidt forskellige og modstridende erindringer.
Højdepunktet i Treårskrigen
Slaget ved Isted i juli 1850 var det blodige højdepunkt i treårskrigen 1848-50, der også kaldes den 1. slesvigske krig.
Krigen skyldtes nationale og politiske spændinger i det danske monarki, der omfattede kongeriget Danmark og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg.
Det var en flerkulturel og flersproglig stat, men i datiden var der opstået et nyt ideal for statsdannelse – nationalstaten, hvor alle indbyggere havde fælles sprog.
Samme ønske – to mål
Realiseringen af dette ideal ville føre til sprængningen af det danske monarki, og det var der kræfter, der arbejdede på både i Danmark og i hertugdømmerne.
I Danmark ønskede de nationalliberale en stat bestående af det danske kongerige og hertugdømmet Slesvig, men uden det tysksprogede hertugdømme Holsten. De nationalliberale i Slesvig og Holsten ønskede en stat bestående af hertugdømmerne, men uafhængig af Danmark.
\ Artikel fra Skalk
Denne artikel er en del af det seneste nummer af Tidsskriftet Skalk, august 2011.
De to bevægelser havde samme ønske – skabelsen af en nationalstat, og begge gjorde krav på samme område, Slesvig, hvor dansk og tysk sprog og kultur var tæt sammenknyttet.
Storfejring af lille sejr
I det store europæiske revolutionsår 1848 kom der et oprør i hertugdømmerne, og resultatet blev en blodig borgerkrig, hvor oprørerne fik støtte fra tyske stater, især Preussen.
Kulminationen på krigen blev Slaget ved Isted i 1850. Den slesvigholstenske hær med 26.800 mand stod over for den danske med 37.500.
De to hære tørnede sammen 25. juli, og slaget blev det største og et af blodigste i dansk historie, og endte med, at slesvig-holstenerne måtte trække sig tilbage.
Tabene på dansk side var 2.900 faldne og sårede, på slesvigholstensk side 1.734 faldne og sårede. Hovedparten af de faldne blev begravet i store massegrave på kirkegården i Flensborg.
Selvom den danske sejr var beskeden, blev den fejret i stor stil.
Nationalliberale i vejen for forsoning
I 1851 blev det danske helstatsmonarki genetableret, men dets grundlæggende konflikter var uløste. Efter en borgerkrig er forsoning påkrævet for at hele sårene.
Men det var der ikke forståelse for i den nationalliberale bevægelse, som var en magtfuld faktor i det danske samfund.
Tværtimod tog fremtrædende nationalliberale initiativ til rejsning af sejrsmonumenter over nogle af borgerkrigens kampe, blandt andet Slaget ved Isted.
Urokkeligt antikt symbol
Dette monument skulle skabes af den slesvigske billedhugger H.W. Bissen i form af en løve i kolossal størrelse.
Det var en (over)tydelig dansk markering, eftersom der i det danske og det slesvigske våben indgår henholdsvis tre og to løver, men ingen i det holstenske.
Fra de tidligste højkulturer har løven symboliseret magt og styrke. For eksempel som vogter ved løveporten i Mykene.
Bissen havde i 1853 nøje studeret den antikke Piræusløve, som i 1687 var blevet taget som krigsbytte og ført til Venedig. Denne løve blev hans forbillede for Istedløven.
I et brev til Orla Lehmann fremhævede han dens »urokkelige, majestætiske ro«, som Bissen fandt ville være passende i Flensborg.
Minde for hvem?
Hvis monumentet var blevet rejst på selve slagmarken, havde der næppe været så store protester mod det.
Men det blev rejst som et gravmæle på kirkegården i Flensborg, og for at skaffe plads til det, blev der ifølge en tysk overlevering sløjfet en grav med faldne slesvig-holstenere fra Istedslaget.
Initiativtagerne hævdede, at der var tale om et gravmæle, men det var vanskeligt at opfatte en imposant løve, som udstrålede stor kraft og sad på en høj sokkel, som et mindesmærke over faldne.
På soklen var indsat fire medaljoner med portrætter af de fremtrædende officerer fra slaget. Kun to af dem var faldet, så det var ikke kun de døde, der her blev mindet.
Første Dannebrog på kirkegård
Løveskulpturen var en del af et storstilet dansk nationalmonument på kirkegården. Der blev opkastet en kæmpehøj oven på graven med de danske faldne.
Kæmpehøje blev i 1800-årene tillagt en særlig betydning som symboler på Danmarks glorværdige oldtid.
Desuden blev der rejst en høj flagstang, hvorfra Dannebrog vajede. Det er første gang flaget blev brugt som udsmykning på en kirkegård.
Gesamtkunstwerk
Anlægget med løven fra statsvåbenet, kæmpehøjen fra den glorværdige oldtid og nationalflaget fremtrådte som et Gesamtkunstwerk og var et fint eksempel på anvendt nationalsymbolik.
Indvielsen fandt sted på tolvårsdagen for kampen, 25. juli 1862, og var i samme ånd som monumentet.
Fire ministre og 5.000 tilskuere havde fundet plads på kirkegården. Den nationalliberale professor og teolog H.N. Clausen holdt indvielsestalen. Han prøvede at balancere mellem sejrs- og mindetanken.
\ Om artiklens forfatter Inge Adriansen
- Museumsinspektør og souschef på Sønderborg Slot og adjungeret professor ved SDU.
- Ph.d. i Nordisk Folkemindevidenskab ved Københavns Universitet i 1988.
- Forfatter og redaktør af 24 bøger og har skrevet mere end 125 artikler i fagtidsskrifter.
- Ridder af Dannebrogordenen, 2006.
Ingen tvivl
»Så stig da frem, mægtige skikkelse, dannet af ædel kunstnerhånd! Kast dit dække! Knejs over de sejrrige heltes grave som sindbillede på nordboens arv fra slægt til slægt: det årvågne, uforfærdede udholdende mandsmod. … Så stå du ædle sejrsminde! Du står ikke udæskende … du vil kalde til trofast, heltemodigt forsvar for enhver, der vil bryde vor grænsefred.«
Derpå blev der sunget fædrelandssange fra 1. slesvigske krig, og ingen kunne være tvivl om, at Istedløven skulle symbolisere enheden mellem Danmark og Slesvig og udtrykke viljen til at forsvare fædrelandet.
Det kom også til udtryk i indskrifttavlen på soklen:
Trofaste kæmper i farens stund mandigt har værnet vor odelsgrund.
Trofast skal vagt ved graven være manddom skal skærme arv og ære.
Fjernet ved første lejlighed
For slesvig-holstenerne føltes alt dette som en stor provokation og forurettelse. Løven repræsenterede en politik, som de var imod, og kun halvandet år senere tog de hævn.
Den ny slesvigsk krig brød ud 1. februar 1864. Denne gang stod Danmark over for Preussen og Østrig. Den danske hær måtte hurtigt trække sig tilbage til Dybbøl Skanser i Nordslesvig.
Da Flensborg var blevet indtaget af tyske tropper, besluttede en gruppe slesvig-holstenske borgere at fjerne Istedløven fra kirkegården. Denne »patriotiske« gerning blev dog ikke påskønnet i Berlin. Bismarck betragtede det som barbari og dumhed og protesterede skarpt, men dåden stod ikke til at ændre.
Eksil i Berlin
Løven blev først magasineret i Flensborg og tre år senere på initiativ af general von Wrangel bragt som trofæ til Berlin og opstillet som trofæ i den indre gård ved Zeughaus Museum på Unter den Linden i Berlin.
Men løven var faktisk for stor til denne placering, og en halv snes år senere blev den flyttet til et kadetakademi i Lichterfelde, hvor løven fik sæde på en meget lav sokkel.
En tilbagevenden til Flensborg var slet ikke på tale, for her var den fortsat uønsket, da den mindede om det danske overherredømme og borgerkrigen 1848-50.
Dansk forurettethed
Såvel i Sønderjylland som i Danmark fik Istedløven efter 1864-krigen en betydning som symbol på, hvad tyskerne i årenes løb gjorde af ondt ved Danmark.
Der blev fremstillet talrige gipskopier i en sekstendedels størrelse, og de stod i private hjem som pryd og påmindelse om det tabte Slesvig.
Digteren Carl Ploug, der havde formuleret teksten til indskrifttavlen på løvens sokkel, skrev i 1869 et digt om dens fjernelse og flytning til den tyske hovedstad:
Der sidder den nu som et minde stolt over al den uret, I haver voldt.
Der sidder den som et monument over folkeånden, I haver skændt.
Kopi i bronze
I Berlin blev Istedløven til symbol på noget helt andet. Den berlinske købmand Wilhelm Conrad lod i 1874 udføre en afstøbning af Istedløven i zink, et materiale, der var væsentligt billigere end originalens bronze.
Kopiløven blev i 1869 opstillet i en park ved Wannsee i den sydlige udkant af Berlin. Området blev benævnt Alsen (den tyske betegnelse for Als), og gaden, der førte op til skansen med løven, hed Düppelstrasse (Düppel er den tyske betegnelse for Dybbøl).
Konverteret til tysk sejrssymbol
Med dette imposante monument ønskede Conrad at hædre sin nabo, prins Friedrich Carl, den ledende tyske feltherre i 1864-krigen, og sin svoger, oberst von Colomier, der havde deltaget i stormen på Dybbøl som chef for artilleriet.
På soklen blev der – i stedet for portrætter af danske officerer – anbragt en medaljon af prins Friedrich Carl og en indskrift om overgangen til Als i 1864.
Der Flensburger Löwe, som også denne kopi kaldtes, og navngivningen af de to veje var med til at understrege, at det var preusserne, som havde vundet 2. slesvigske krig. De kunne derfor bruge et dansk monument fra 1. slesvigske krig som mindesmærke for deres egen sejr i 1864.
Krank skæbne
Området Alsen med krigsminderne fik i øvrigt en lidt krank skæbne. Parken blev bebygget, så monumentet kom til at stå indeklemt.
I 1938 blev det flyttet til Heckeshorn på vestbredden af Wannsee, ved siden af den villa, hvor jødeudryddelsen blev besluttet i 1942.
Her står det stadig, løsrevet fra sin oprindelige sammenhæng og siger næppe de forbipasserende noget som helst.
Tilbagegivelser efter verdenskrigen
\ Fakta
10. september 2011 bliver Istedløven opsat på sin oprindelige plads på kirkegården i Flensborg.
Efter det tyske nederlag i 1. Verdenskrig blev der indledt forhandlinger om en folkeafstemning i Slesvig, som én blandt en snes afstemninger om omstridte europæiske landområders tilhørsforhold.
De foregik på Versailles-konferencen, hvor folkenes selvbestemmelsesret stod i centrum. Her blev der også drøftet tilbagegivelse af genstande, der »uden lovlig grund« var blevet fjernet fra Slesvig.
Det blev der udarbejdet et dansk memorandum om, hvori Istedløven blev nævnt med henblik på genopstilling i Flensborg eller et andet sted i Slesvig, hvis denne by kom til at ligge syd for den nye grænse.
Mindretallets vagtpost
Folkeafstemningerne 10. februar og 14. marts 1920 gav et tysk flertal i Flensborg, og kun den nordlige del af Slesvig overgik til Danmark 9. juli samme år.
Men mange danskere drømte fortsat om, at også det sydlige Slesvig med tysk flertal skulle »vende hjem«.
Istedløven blev et symbol på denne drøm og blev flittigt brugt i den nationale agitation. Den fik også en rolle som vagtpost for det danske mindretal i Sydslesvig.
»Provokationsmærke af første rang«
For tyskerne var tabet af Nordslesvig et hårdt slag. De frygtede danske fremstød i Sydslesvig og så løven som symbol på danske ambitioner.
Derfor var svaret fra Flensborg på ethvert forslag om flytning af løven et rungende nej. Regeringspræsidenten i Slesvig bakkede dette synspunkt op:
»Løven er et provokationsmindesmærke af første rang, en genopstilling vil medføre gnidninger mellem tyske og danske«. Det kølige klima i grænselandet efter folkeafstemningen umuliggjorde en tilbageførsel.
Opblødning under naziregime
Da nazisterne kom til magten i 1933 blev klimaet – forunderligt nok – lidt mildere. Nazisterne ønskede ro i forholdet til Norden, og flytning af Istedløven kom på tale som symbol på en forestillet brobygning.
Der var vidtløftige overvejelser om, at løven skulle sendes til Danmark som en gave fra Hitler til Christian 10. efter indgåelse af ikke-angrebspagten mellem Tyskland og Danmark 24. juni 1939.
Men med udbruddet af 2. verdenskrig i september samme år, efterfulgt af den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940, faldt de luftige forslag til jorden.
Gave fra amerikanske besættelsesstyrker
Istedløvens flytning fra Berlin til Danmark i 1945 var en gestus fra de amerikanske besættelsesstyrker i Tyskland. Løven var for anden gang blevet krigstrofæ.
Flytningen skete på initiativ af en dansk journalist, Henrik V. Ringsted, der tilfældigt opdagede monumentet i Lichterfelde i sommeren 1945 og tog initiativ til en tilbageførsel til Danmark.
Hans forslag herom blev forelagt general Eisenhower, der dog ønskede en officiel erklæring fra Danmark om sagen. Den blev formuleret kort og klart af udenrigsminister Christmas Møller:
»Jeg kan ikke forestille mig noget, der ville gøre det amerikanske folk mere populært hos danskerne end genindsættelsen af Istedløven på dens rette plads i Danmark. Sagen bør fremmes mest muligt.«
Kongens tale
Det skete. Amerikanske tropper transporterede i efteråret 1945 monumentet til Danmark, hvor det blev anbragt ved Tøjhusmuseet.
Den 23. oktober blev det officielt overdraget til den danske nation repræsenteret ved kong Christian 10. Han takkede med disse ord:
»Jeg modtager Istedløven med tak til dem, der bragte den herop, og til dem, der har ofret deres liv, for at vi kunne blive frie … Når forholdene tillader det, synes jeg, at den bør opstilles nede i Flensborg og minde om de tider, der er gået, og til erindring om alle dem, der ofrede deres liv i Treårskrigen«.
Stadig uvilje i hjemstavnen
Dermed udtrykte kongen den officielle danske holdning: Løven kan blive genanbragt på Flensborg kirkegård, når Flensborg ønsker det. Men det gjorde flertalsbefolkningen aldeles ikke i den nordtyske by.
Tværtimod blev den gamle uvilje mod monumentet øget, fordi Istedløven nu i stigende grad blev anvendt af det danske mindretal som symbol på deres ihærdige kamp for en grænseflytning mod syd.
De første tre år efter løvens opstilling i København var der væbnet vagt for at hindre, at der skete overgreb. Langtfra alle var dog tilfredse med monumentets placering, og der kom utallige forslag om andre placeringer. De blev dog hver gang afvist med den begrundelse, at det eneste rette sted for en flytning var Flensborg.
Anonym undtagen på mindedag
På tysk side foreslog fremadskuende politikere og kulturaktører fra 1960’erne at tage mod løven, men deres forslag blev hver gang mødt med protester.
Løven var et symbol på dansk imperialisme og drømme om Sydslesvig – og derfor var den uønsket. For de fleste københavnere var Istedløven bare en statue på linje med så mange andre.
Den anfægtede de færreste og stod ret ubemærket, bortset fra 25. juli, årsdagen for Slaget ved Isted. Denne dag var og er der mindehøjtideligheder både i København og på kirkegården i Flensborg.
I København er højtideligheden blevet afholdt af Grænseforeningen og har især haft deltagelse af borgere af nationalkonservativ observans.
I Flensborg samles medlemmer af det danske mindretal ved kæmpehøjen og den tomme monumentplads. Her er hovedtaleren hvert år chefredaktøren på den danske mindretalsavis. Begge steder bliver der sunget danske fædrelandssange.
Den endelige placering?
I 1999 blev pladsen med Istedløven nyordnet i forbindelse med Det Kongelige Biblioteks monumentale udvidelse ved Københavns havnefront, Den Sorte Diamant.
Løven kom nu til at stå langt mere prægnant end før. Næppe nogen var i tvivl om, at dette var den endelige placering.
I 2009 anmodede et stort flertal i byrådet i Flensborg imidlertid om at få Istedløven ført tilbage til den oprindelige placering på kirkegården.
Tilbage til Flensborg
Anmodningen var på forhånd forhandlet uformelt med regeringen i København. Som begrundelse blev det fremført, at løvens tilbagevenden ville være et symbol på, at »de historiske stridigheder i regionen endegyldigt er overvundet«.
Beslutningen om flytningen førte til debat, især i læserbreve. Nord for grænsen udtrykte nogle skribenter glæde over, at Danmark og danskheden nu ville blive mere synlig i Flensborg. Andre frygtede overgreb på statuen.
Også syd for grænsen var holdningerne til monumentflytningen delte, både i tyske og danske kredse. Men det er ikke læserbreve, der afgør placeringen af danmarkshistoriens mest omstridte monument.
Kongelig genindvielse
Den danske regering gav straks tilsagn om flytningen og lod en omfattende restaurering af monumentet iværksætte.
Kirkegårdsforvaltningen i Flensborg har bestilt svensk Uddevallagranit til en ny sokkel, helt svarende til den oprindelige.
10. september 2011 vil løvens genrejsning blive fejret i Flensborg med deltagelse af repræsentanter fra de danske, tyske og slesvig-holstenske regeringer samt den kongelige familie.
Bevis på venskab og tillid
De vil opleve, at monumentet har skiftet identitet. Den oprindelige indskrifttavle med Carl Plougs ord om, »trofaste kæmper i farens stund mandigt har værnet vor odelsgrund« er blevet udskiftet med en ny tavle med en indskrift om byrådets gode vilje og hensigt:
»Genrejst i 2011 som bevis på venskab og tillid mellem danskere og tyskere«. Løven vil herved også fremstå som symbol på, at forholdet mellem danske og tyske er blevet langt bedre.
Den er blevet et sindbillede på tysk vilje til forsoning og en nutidig afstandtagen fra nationalisme.
Ud fra en anden optik vil Istedløven i Flensborg anskueliggøre, at byen i over 600 år har været under dansk styre, og at der i 1864 også blev ført krig mod mindesmærker.
Kun fremtiden vil vise, hvilke andre symbolværdier monumentet også kan tillægges.
Erindring om hvad, og med hvilken dagsorden?
Istedløvens forvandlinger rækker fra at være gravmæle og dansk sejrssymbol, over tysk krigstrofæ og sejrssymbol, danske ønsker om grænseflytning og til et udtryk for tysk-dansk venskab.
Disse forvandlinger viser, at kulturarven ikke (kun) er et statisk begreb, men først og fremmest et dynamisk. Nutiden og dens behov bestemmer hvilken del af fortiden, der får status af at være den rette historie.
Erindringssteder bliver ofte omtolket, og de får livskraft gennem en fornyet brug, der kan ligge fjernt fra den mindeværdige begivenhed, de oprindelig blev skabt for at fastholde.
De bør derfor altid anskues ud fra synsvinklen: Hvem bruger erindringssteder, til hvad og med hvilken dagsorden?
Rum til forskellige fortolkninger
Hvem der herefter vil »bruge« Istedløven og med hvilket formål, ved vi ikke endnu. Men en ting er dog ret sikker: Genplaceringen på kirkegården i Flensborg vil betyde, at Istedløven ikke bliver til et ’glemselssted’.
Dens betydning som erindringssted vil blive styrket og ikke svækket. Løven fortæller om en betydningsfuld begivenhed og har en helt selvstændig værdi som kunstværk.
Desuden vil den i Flensborg – i modsætning til i København – få en placering, der giver rum til forskellige fortolkninger.
\ SKALK, august 2011
Denne artikel er en del af Tidsskriftet SKALK, august 2011.
SKALK er et populærvidenskabeligt tidsskrift med nyt om dansk arkæologi og historie.
I august-nummeret kan du også læse om:
GULDHULLET
Opsigtsvækkende fund fra Bornholm føjer ny viden og nye aspekter til den store bestand af små guldmænd.
NORGE OG DANMARK
Om de to broderlandes forbindelser og fælles historie fra stenalder til EU.
LØVE PÅ REJSE
Istedløven ser nu ud til at have afsluttet sin 165 år lange rejse fra kirkegården i Flensborg over Berlin, København og tilbage til udgangspunktet. Imedens har den skiftet betydning flere gange.
Læs mere om SKALK og bestil abonnement på www.skalk.dk.