Hvorfor skåner vi civile i krig?
Medmenneskelighed eller barmhjertighed var ikke årsagen til, at vi i Vesten fandt på, at soldater skulle skåne fjendens civile i krig. Det viser ny dansk historieforskning.
Soldater hviler sig i en landsby men er ikke populære blandt byens beboere, som måske var borgere i fjendeland. (Maleri af Adam Albrecht)

Soldater kan blive dræbt i krig. Sådan er det.

Men når mennesker uden uniform omkommer, så gør det ekstra ondt på os. Også selvom en dræbt soldat lige så vel kan være nogens kæreste, nogens søn, nogens far, nogens datter eller nogens bedste ven, som en civil person kan være det.

Hvorfor skelner så vi egentlig mellem soldater og civile? Professor i historie på Saxo Instituttet Københavns Universitet, Gunner Lind, har arbejdet sig frem til viden, som giver os forklaringen på det.

»Soldaterne kunne let komme i vanskeligheder ved at bruge kræfterne på at kæmpe mod de civile. Derfor indførte de den praksis, at hvis civile holdt sig fra at begå krigshandlinger, ville soldaterne til gengæld gøre deres bedste for, at de civile ikke kom noget til,« siger Gunner Lind.

Militærhistorikeren har fremlagt sin forskning i en ny bog om civile i krig, ’Civilians at War’, hvor en række danske og internationale forskere har undersøgt udviklingen af civilbegrebet fra 1500-tallet og frem til i dag. Hans forskning begynder i en tid, hvor middelalderens brutalitet og krigsskikke stadig var gældende.

»Vi har alle sammen en forestilling om middelalderen som ekstremt voldelig, og den er faktisk ikke helt løgn. Der var et rigtigt højt voldsniveau,« siger Gunner Lind.

Kirkefader fastsatte regler for krig

Alle bar våben i middelalderen. Måske havde bonden ikke et sværd men så havde han en dolk eller økse, som ellers indgik i det daglige arbejde i landbruget.

Konflikter i form af oprør, fejder og decideret krig kunne opstå ud af det blå, fordi vold var et redskab, som alle brugte. Når staten eller en herremand skulle ud i en fejde, samlede man de lokale bønder, som tog egne våben med. En krigsherre kunne derudover hyre professionelle krigere og trække på adelen, som havde brugt ungdommen på at blive udlært i at føre krig.

De kristne lærde og magthaverne i middelaldersamfundet havde dog en forestilling om, at man gerne måtte føre krig, selvom man som kristen ikke måtte slå ihjel ifølge de ti bud i Biblen.

Kirkefaderen Augustin, som levede i 400 e. kr., havde nemlig teologisk slået fast, at der var noget, der hed en retfærdig krig, som var tilladt for kristne.

Kristne: I orden at slå ihjel men skån de uskyldige

Fakta

Den danske stat beskæftigede i 1700-tallet fire divisioner med hver 1000 mand året rundt, hvor de enten til søs eller på land arbejdede med administration og praktiske opgaver.
Kilde: Flådehistoriker Jakob Seerup

Undskyldningen for at gå i krig og slå ihjel var i en retfærdig krig, at modparten havde begået en såkaldt uretfærdig handling som for eksempel at påbegynde krigen eller true kristne, hvilket var begrundelsen for den indledende krigserklæring i 1095, der førte til 200 års korstoge mod muslimer.

Men blandt modparten vil der teoretisk set altid være nogle uskyldige, som ikke havde noget med den uretfærdige handling at gøre, og dem skulle de krigsførende skåne.

Var der nogen, som automatisk var uskyldige? For eksempel kvinder og børn?

»Børn ja. Men kvinder – det kan man ikke være så sikker på,« siger historiker Gunner Lind.

Han forklarer, at det var et samfund, hvor kvinder havde meget lidt indflydelse, og børnene absolut ingen indflydelse havde. Datidens kristne tænkere var dog uenige om, hvor uskyldige kvinder var i krig, og nogle mente altså, at kvinder godt kunne drages til ansvar for en modparts uretfærdige handling og dermed være skyldige.

Historikeren vurderer, at begrebet nok ikke i praksis havde den store betydning. Man kunne for eksempel ikke belejre en by, uden at det gik ud over børnene i byen. Sult og sygdomme fulgte typisk i kølvandet på en belejring.

Krigsførelse blev professionel

Idéen om de uskyldige eksisterede i krigsetikken frem til 1700-tallet. Men i 1600-tallet dukkede der også et nyt begreb op. Ordet ’civil’ at fik nemlig en ny betydning. Civil havde tidligere blot betegnet folk, som ikke var gejstlige men nu fik begrebet et nyt indhold.

Kongerne fik i denne tid mere politisk og militær magt. Staten og dermed kongen tog monopol på at udøve vold (se boks i bunden af artiklen). Staten var den eneste, der havde ret til og mulighed for at bruge vold i større omfang. Helt konkret fik kongen sin egen stående hær.

»Krig hørte i 15- og 1600-tallet op med at være en begivenhed, hvor almindelige mennesker møder op med deres egne geværer,« fortæller Gunner Lind.

Nu stod uniformklædte soldater klar til krig året rundt. De blev trænet, fik løn, fik udleveret våben og var underlagt militær lovgivning i modsætning til dem, der ikke var soldater.

Militæret var i disse år en meget stor del af samfundet. Administrativt fik man således brug for at sætte ord på, hvem der ikke var militær. Derfor begyndte jurister og kontorfolk at bruge ordet civil, som tidligere var blevet brugt som det modsatte af en gejstlig nemlig en helt almindelig mand, der ikke var i guds tjeneste.

Soldater: Smart at skåne civile

Fakta

Brevet af Ricardo Carillo er citeret fra Geoffrey Best, Humanity in Warfare.

Gunner Linds studie, som hovedsagligt bygger på eksempler på brug af civil-begrebet i gamle spanske, engelske, danske, svenske og franske ordbøger viser, at det administrative begreb i 1700-tallet fik den grundlæggende betydning, som det har i dag. Det skete, fordi soldaterne valgte at prioritere mod hvem, de skulle kæmpe.

Gunner Lind nævner et eksempel på det fra en kilde, han har anvendt i sin forskning:

Den spanske general Ricardos Carillo skrev således til den nærmeste franske general, da han med sin hær var på vej ind i Frankrig i 1793 under den franske revolution (1789-1799).

»Da krigens love ikke tillader bønder og borgere at have, bruge og bære våben, noget, som hverken De eller jeg ville synes om, da det ville føre til landets ødelæggelse og ruin, så erklærer jeg, og håber at Deres excellences humanitet vil føre Dem til at erklære sammen med mig, at enhver borger eller bonde, som bærer våben eller har dem gemt på sin bopæl, og især, hvis han bruger disse mod mine tropper eller landsbyer, jeg har besat, hvad enten han kalder sig partisan eller noget andet: hvis han ikke står i tjeneste i en militær enhed og bærer dens uniform, tegn og udstyr … så vil jeg øjeblikkeligt lade ham hænge, og vil være berettiget til det,« skrev Ricardo Carillo og fortsatte:

»På den anden side vil mine tropper ikke myrde eller voldtage, men respektere alle fredelige bønders ejendom, gods, frihed og personlige sikkerhed, uden hensyn til deres politiske overbevisning, forudsat at de bliver hjemme i deres landsbyer og huse og lever som de plejer.«

Soldaternes nye tilgang til krigen skyldtes, ifølge militærhistorikeren, at hærene under krig rykkede rundt i landbrugssamfund, hvor de skulle finde mad og et trygt sted at sove.

»Derfor er civilbegrebet vældig smart at anvende i fjendeland,« siger Gunner Lind, som forklarer, at denne praksis i sidste ende er blevet til den folkeret, vi kender i dag.

Massernes magt sætter fokus på civile

En søgning på ordet civil i en database over alle aviser udgivet af den britiske avis The Times London i de sidste 200 år viser, at den moderne betydning af ordet civil i 1800-tallet har bevæget fra soldaternes praksis over i den almindelige borgers begrebsdannelse om, hvad der er rigtigt og forkert at gøre i krig.

Først efter 2. Verdenskrig blev det dog til jura i Folkeretten.

Det skete ifølge Gunner Lind på baggrund af de uhyrligheder, som blandt andet havde fundet sted på Østfronten og i Kina under den verdensomspændende krig.

På den anden side vil mine tropper ikke myrde eller voldtage, men respektere alle fredelige bønders ejendom, gods, frihed og personlige sikkerhed, uden hensyn til deres politiske overbevisning, forudsat at de bliver hjemme i deres landsbyer og huse og lever som de plejer

Den franske general Ricardo Carillo

Derudover har det stor betydning, at det enkelte menneske har fået en større betydning rent politisk.

»Det almindelige menneske begynder fra 1800-tallet lige så stille at betyde mere og mere. Helt konkret får almindelige mennesker mere og mere politisk magt. De får mest magt i de demokratiske samfund men også i diktaturer og pseudodemokratier. Her frygter lederne også almindelige mennesker og forsøger at have dem på deres side,« siger Gunner Lind.

Historikeren mener, at civilbegrebet i dag har fået større betydning end nogensinde før. Det er således blevet en del af de krigsførendes strategi at beskylde modparten for at begå overgreb mod civile.

»Mange lande har i dag et demokratisk system eller er i en eller anden grad afhængig af massernes sympati, derfor er der ingen, der kan negligere, hvad almindelige folk går og mener,« siger historikeren.

Civilbegrebet tilhører i dag hele verden

Professor ved Institut for Tværkulturelle Studier på Københavns Universitet Jakob Skovgaard Petersen har forsket i islam og konflikter.

Han fortæller, at vi i Vesten ikke er de eneste, som historisk set har haft en idé om, at folk der ikke bar våben skulle skånes.

»For eksempel vil man i islamisk jura hævde at have en lang tradition for, at man i krig skåner kvinder og børn,« siger Jakob Skovgaard Petersen.

Derudover synes han, det er vigtigt at påpege, at civilbegrebet i dag med folkeretten er blevet udbredt til hele verden, hvor det er blevet indarbejdet i lokal kultur.

De folkeretslige begreber er således ikke længere alene Vestens arvegods, men bliver også brugt og formet af kulturer i den tredje verden.

Stater baserer magtmonopol på kapacitet og lovgivning

Statens magtmonopol betyder, at kun staten har ret til at udøve legitim fysisk vold for at opretholde orden. Monopolet er altså baseret på lov. Men det handler, ifølge Gunner Lind, om at staten som den eneste har kapacitet til det.

»I Europas historie lægger jeg, og stort set alle andre, den vigtigste overgang der, hvor staten etablerer et permanent militært apparat som er stort nok til uden videre at dominere alle andre, hvad der de fleste steder sker 1550-1700,« siger historiker Gunner Lind.

Teorierne om statens magtmonopol blev først fremsat af den berømte sociolog Max Weber (1864-1920).