Der hersker en vis forvirring om, hvor mange sprog Filippinerne har.
Ifølge Det store norske leksikon er der 90 sprog i landet. Norsk Wikipedia oplyser, at der bliver talt 120 sprog der, mens den engelske version taler om 171 filippinske sprog.
En lille spørgerunde blandt folk i Manila, gav ofte dette svar: »Vi har ikke så mange sprog, men vi har utrolig mange dialekter«.
Consuelo Paz har været sprogforsker på Filippinerne i mere end en menneskealder. Hun ved også, hvor mange sprog der er i landet.
»Der er 105 sprog på Filippinerne, og de tilhører den austronesiske sprogfamilie. Det kan også være 110, for der er fem sprog, hvor det er uafklaret, om de er sprog eller dialekter.«
Paz fortæller, at tallet 170 kommer fra en gammel undersøgelse foretaget af amerikanske missionærer, som brugte andre klassifikationsmetoder end det, som er normalt i dag.
Sprog og magt
– Hvorfor kalder filippinere sprogene for dialekter?
»Det har sin baggrund i at amerikanerne og spanierne, som var kolonimagter i Filippinerne i sammenlagt fire hundrede år, ikke brød sig om at lære eller kortlægge de lokale sprog,« forklarer Paz.
»Amerikanerne kaldte vores sprog for dialekter, og det hænger ved den dag i dag i den måde, folk omtaler sprogene.«
Filippinerne var en spansk koloni i perioden 1565-1898, derefter amerikansk koloni frem til 2. verdenskrig.
»Spanske munke dokumenterede godt nok nogle af vore sprog og lærte dem. Deres motiv var at kristne Filippinerne og desuden at give kirken en magtposition mellem de spanske myndigheder og folket. Så er det en fordel at kunne sproget,« siger Paz.
»Amerikanerne havde en anden taktik. De hævdede, at kun gennem det engelske sprog kunne filippinerne trækkes ud af sin egen kulturs hængedynd og få indført demokrati.«
»Men dette handler jo også om kontrol. Når de valgte at bruge begrebet ‘dialekt’ om sprogene, ligger der noget mindreværdigt i det. Det, filippinerne talte, var ikke på niveau med sprog.«
At forstå sig selv
I dag er filippinsk og engelsk officielle sprog på Filippinerne, men det findes 14 andre sprog som har mere end én million brugere. Nogle af de 105 filippinske sprog er meget små, og en håndfuld er udryddelsestruede.
I 1960’erne da Paz var nyuddannet lingvist, lå hovedfokus på udforskningen af landets sprog.
»Vi stillede spørgsmålet: ‘Hvad taler folk?’«
»Og der blev arbejdet utroligt meget, man rejste rundt overalt på Filippinerne og indsamlede data. Talte med mennesker og kortlagde deres sprog. Jeg arbejdede med fonetikken i tilsammen 30 sprog. Trangen til at dokumentere var meget stor,« fortæller Paz.
Derefter begyndte systematiseringsarbejdet. Sprogforskerne kategoriserede, sammenlignede og skrev om sprogene.
»Formålet var at forstå mere af os selv og at sprede viden om os selv til os selv.«
Sprogforbud i skolen
Efterhånden gik Consuelo Paz over i sprogsociologien.
»Jeg blev optaget af, hvorfor enkelte grupper bliver marginaliseret – ud fra et lingvistisk perspektiv.«
»For eksempel for personer, som står tiltalt i retten, kan hele retssagen blive en uforståelig tenniskamp, hvor bolden hopper fra advokat til advokat, uden at de forstår spillet.«
Paz fremlagde derfor forslag for domstolene, at de skal bruge lokale sprog i retten, når de tiltalte ikke mestrer det sprog, domstolene normalt bruger: engelsk.
Koloniherrerne gjorde deres for at henholdsvis spansk og engelsk skulle være ledelsessprog og skolesprog. Og da Filippinerne blev selvstændigt i 1946 holdt de lokale myndigheder fast i såvel denne praksis som holdningerne om, at filippinske sprog ikke var gode nok.
Helt frem til 1980’erne fik filippinske børn ikke lov til at tale det lokale eller det nationale sprog i skolen. Heller ikke i frikvartererne var det tilladt at tale modersmålet. Der skulle tales engelsk, ellers fik man bøder.
»Alt på Filippinerne var ikke godt nok, alt udenfor var bedre. Men hvilket sprog du taler, ændrer dine holdninger,« forklarer Paz.
Engelsk oftere end filippinsk
Meget af undervisningen foregår fortsat på engelsk, fra børnehaveklassen til universitetet.
»Privatskoler kan selv vælge deres skolesprog,« fortæller Paz. »Og så vælger de oftest engelsk som hovedsprog, men med et obligatorisk kursus i filippinsk. Offentlige skoler kan vælge mellem de to sprog og bruger gerne begge. De lokale sprog bliver kun brugt som støttesprog.«
Professor emeritus Even Hovdhaugen, som har forsket i flere mindre sprogsamfund i Stillehavet og Sydamerika, kan godt genkende de problemstillinger, Consuelo Paz tager op.
»En ting er, at der er så mange ubeskrevne sprog hvor vi mangler basale ting som ordbøger, grammatikker og læsebøger, som er nødvendige, for at de skal blive skolesprog.«
»En anden og nok så vigtig ting er, at forældrene tænker mere på deres børns fremtidige jobmuligheder og hvilket sprog, de vil komme længst med i skolen og arbejdslivet, end på at dokumentere deres traditionelle sprog, som ofte har begrænset eller slet ingen brugsværdi udenfor landsbyen og den nærmeste omegn,« siger Hovdhaugen.
Låner fra andre sprog
Efter en lang karriere på University of the Philippines Diliman er Consuelo Paz teknisk set pensionist. Men i en alder af 80 år er hun fortsat aktiv som sprogforsker. Hun arbejder som konsulent og har gang i flere projekter. Det ene er en ordbog om det officielle sprog filippinsk.
Filippinsk er baseret på det største sprog tagalog. Men filippinsk er mere end som så, mener Paz.
»Akkurat som vi har udviklet vores egen dialekt af engelsk, har de forskellige sprog tilført noget til filippinsk. Dette er endnu ikke anerkendt eller kortlagt,« forklarer Paz, som ser det som sin opgave at gøre noget ved denne sag.
»Filippinere er sproglånere. Og fordi filippinsk er et ‘lingua franca’ – et hjælpesprog – bliver der pillet meget ved det. Vi låner fra spansk og engelsk. For eksempel er der mange spanske ord i filippinsk, og alle tal og datoer siges på engelsk.«
Filippinerne ser heller ikke så nøje på sproggrænserne. Det er ikke usædvanligt at høre en sætning, som starter på tagalog og slutter på engelsk med spanske ord flettet ind.
Et barn – fem sprog
De allerfleste filippinere taler mere end et sprog. Angela på 17 år er et typisk eksempel på sprogmangfoldigheden som præger øriget.
Angela taler cebuano som er sproget på den ø hvor hun bor, hun taler filippinsk og engelsk i skolen og når hun møder folk fra andre steder på Filippinene. Og hun snakker ilocano, som er sproget, hvor faren kommer fra, og forstår desuden bikol, fordi hendes familie har slægtninge, som taler dette sprog.
»Min erfaring er, at børn kan lære fem sprog samtidigt uden de store problemer,« siger Paz.
»Op til fem-seks års alderen er sprog ikke et problem, så aftager denne evne. Men at evnen til at lære sprog bliver mindre har psykologiske årsager. Børnene bliver simpelthen mere selvbevidste.«
Sprog kan ikke adskilles fra kultur. Forstår man sproget, forstår man kulturen.
Consuelo Paz
Consuelo Paz har selv en broget sprogbaggrund. Hendes bedstemor var engelsk og havde stor sproglig indflydelse på familien.
»Vi talte kun engelsk hjemme, og jeg kunne ikke det lokale sprog, før jeg var seks år. Men da lærte jeg det af nabobørnene, samtidig med at jeg lærte et andet sprog af vores tjenestefolk. Så inden jeg var syv, talte jeg tre sprog flydende,« fortæller Paz.
Men selv om modersmålet er engelsk, har hun publiceret al sin forskning på filippinsk.
»Vores fokus var nationalt og lokalt, vi skulle lære om os selv.«
Ud af landet
»Filippinerne er en guldgrube for sprogforskningen,« mener Paz.
Det er Even Hovdhaugen helt enig i:
»Eftersom der er så mange sprog, er der også behov for mange lingvister.«
Både Hovdhaugen og andre af hans kollegaer ved Universitetet i Oslo har lavet grundlæggende dokumentation af små og delvis truede sprog på Salomonøerne og Tokelau.
»Der er ofte en stor spændvidde i det, de lokale sprogsamfund ønsker af os sprogforskere. Jeg har været med til at skrive den første skolegrammatik på tokelauisk, som er et lille polynesisk sprog. Og jeg er også medforfatter på den første samling af julesange udgivet på et andet lille polynesisk sprog på Salomonøerne; vaeakau-taumako.
Consuelo Paz er skuffet over, at dagens filippinske sprogforskere skuer ud af landet.
»Mit indtryk er, at det kun er koreansk og japansk, som gælder nu, og at der foregår for lidt forskning omkring filippinske sprog.«
»På mange måder er filippinerne fortsat ikke ét folk. Der er ikke meget, som forener os. Kulturelt og sprogligt set har vi en voldsom mangfoldighed. Sprog kan ikke adskilles fra kultur. Forstår man sproget, forstår man kulturen,« mener Paz.
»Derfor var det arbejde, vi lavede, så vigtigt. Og der er fortsat meget, derskal gøres.«
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
