Feminisering af mænd var nødvendig for menneskets udvikling
For at kunne leve, som vi gør i dag med ekstremt høj befolkningstæthed og en utrolig høj social tolerance, har mænd været nødsaget til at undergå en temmelig kraftig feminisering.

Der er en stærk forbindelse mellem testosteronniveauet og lange ansigter med fremstående øjenbrynsbuer, som vi i dag opfatter som 'maskuline' ansigtstræk.
(Foto:<a href="shutterstock_119276947.jpg">Shutterstock</a>)

 

Jeg har altid undret mig over, hvorfor Homo Sapiens ikke rigtig lod til at foretage sig noget særligt de første 150.000 år.

Selvom racen opstod i Afrika for cirka 200.000 år siden, er det først 50.000 år senere, at man så de første tegn på kreativ tænkning med de smukke hulemalerier, der er fundet i Spanien, Frankrig og Indonesien.

Det er også på det tidspunkt, at en ny undergruppe dukkede op, de første Homo sapiens sapiens, som havde en anatomisk moderne anatomi (nutidens menneske kaldes Homo sapiens sapiens, mens tidlige former med en mere robust, men dog anatomisk moderne bygning kaldes arkaisk Homo sapiens, red.).

Anatomisk moderne mennesker havde et mere spinkelt bygget skelet end deres forfædre. De var mindre behårede og havde mindre kranier. De lignede faktisk os.

Men forandringerne var ikke kun overfladiske.

Mænd blev mere feminine, som mennesket udviklede sig

For nylig har to afhandlinger kastet lys over, hvordan den revolutionerende udvikling af mindre og slankere mennesker har påvirket udviklingen af det kooperative samfund, landbrugskulturen og den menneskelige dominans af Verden.

Den første er en analyse af vores forfædres forstenede kranier fra overgangsperioden, foretaget af Robert Cieri fra University of Utah og udgivet i tidsskriftet Current Anthropology.

Cieri og hans kollegaer fandt, at øjenbrynsbuen var mindre prominent, og at de mandlige ansigtstræk var blevet mere kvindelige.

De kaldte det den 'kraniofaciale feminisering'. Som Homo sapiens blev slankere, blev deres kranier fladere og fik en mere feminin facon.

Cieri mener, at det skyldtes et lavere testosteronniveau, da der er en stærk forbindelse mellem testosteron og lange ansigter med fremstående øjenbrynsbuer, som vi i dag opfatter som 'maskuline' ansigtstræk.

Mennesker med et lavere testosteronniveau er mindre tilbøjelige til at have et voldeligt reaktionsmønster eller til spontant at være voldelige, så den sociale tolerance blev fremmet.

Det havde en gevaldig afsmittende effekt. Mennesker lever i dag med ekstremt høj befolkningstæthed og en utrolig høj social tolerance.

Så en reduktion i voldelig adfærd må havde været en væsentlig forudsætning for at være i stand til at leve i større grupper og for udviklingen af et kooperativt samfund.

Menneskekraniers feminisering i den sene Stenalder.
(Graf: Cieri et al)

Teorien om, at menneskeheden blev mere feminin, mindre aggressiv og dermed kunne samarbejde i større grupper, er meget spændende.

Det gjorde, at personer med forskellige kompetencer blev værdsat, og at de havde succes med at formere sig på grund af en reduktion af volden hannerne imellem.

Blandt de fleste primater er det normalt de stærkeste hanner, der dominerer, men blandt de tidligste mennesker var det måske de klogeste og meste kreative, der stod forrest i rækken.

 

Mennesket tæmmede sig selv

Spørgsmålet er, hvordan blev vi mere feminine, mindre voldlige og mere kreative? Det kan en afhandling udgivet i Animal Behaviour under ledelse af Brian Hare fra Duke University måske kaste lys over.

Brian Hare og hans kollegaer sammelignede chimpanser (Pan troglodytes) og dværgchimpanser, (Pan paniscus, også kaldet pygmæchimpanse eller bonobo, red.) i Vestafrika, to nært beslægtede arter der lever under meget lignende forhold på hver sin side af Congofloden.

En af de store forskelle mellem de to arter er størrelsesforskellen på hunnerne og hannerne, deres 'dimorfisme'. Chimpansehannerne er betydelig større end hunnerne, mens størrelsesforskellen ikke er så stor blandt dværgchimpanserne.

Forskellen skyldes et forskelligt testosteronniveau. Størrelsen er blot et tegn på mere dybtliggende forskelle, der kan ses på måden, dyrene interagerer. 

Chimpanser, og særligt hannerne, er meget aggressive, hvorimod vold i eller mellem forskellige grupper er næsten ikke-eksisterende blandt dværgchimpanser.

Da begger arter har fælles forfædre, må der være foregået en stærk selektion for at feminisere dværgchimpanserne.

Hare og hans kollegaer foreslår, at det skete gennem en selvtæmningsproces, hvor voldelige individer blev afstraffet og afholdt fra at yngle.

Dværgchimpansernes karaktertræk ligner de forandringer, man ser i arter, som mennesket har domesticeret, for eksempel hunde, køer, marsvin og ræve.

Deres teori er, at chimpanserne, i modsætning til dværgchimpanserne, ikke blev feminiserede, da de lever på den østlige side af Congofloden i umiddelbar konkurrence med gorillaer, hvorimod dværgchimpanserne lever på den vestlige side og ingen konkurrence har.

Richard Wrangham, som er professor på Harvard og medforfatter af afhandlingen, sagde for nylig, at den samme proces måske fandt sted blandt de tidlige mennesker.

 

Ligstilling gavner netværket

Dværgchimpansen regnes for menneskets nærmeste nulevende slægtning. Kun de hanner, der bliver hos hunnerne, får afkom ud af det. Fænomenet bliver af nogle zoologer betragtet som det første skridt mod den menneskelige kernefamilie.
(Foto:<a>Shutterstock</a>)

Denne feminisering gennem selvdomesticering har måske ikke alene gjort mennesket mere fredsommeligt og mere ens i størrelsen, men også skabt et mere seksuelt ligeværdigt samfund.

En undersøgelse foretaget for nylig af nogle af mine kollegaer fra University College London viste, at blandt jæger-samlersamfund i Congo og på Filippinerne bliver beslutninger om, hvor og med hvem man bosætter sig, ligeligt taget af begge køn.

Selvom de boede i små samfund, medførte det, at jæger-samlerne levede med mange individer, som de ikke var i slægt med.

Forfatterne argumenterede for, at det ville have været en evolutionær fordel i de tidlige menneskesamfund, da det ville fremme bredere sociale netværk, et tættere samarbejde mellem ubeslægtede individer, et større udvalg af mager og en mindre chance for indavl.

Den hyppige færden og samspil mellem grupperne fremmede også udvekslingen af opfindelser og derigennem udbredelsen af kulturen.

Som lederen af undersøgelsen, Andrea Migliano, siger, »seksuel ligestilling antyder, at unikke menneskelige træk, såsom samarbejdet mellem ubeslægtede individer, kunne være opstået i vores evolutionære fortid.«

Det er muligt, at det først var med udviklingen af landbrugskulturen, at der opstod en ubalance mellem kønnene. Pludselig havde nogle mænd nok ressourcer til at forsørge flere hustruer og mange børn.

Undersøgelsen ledet af Robert Cieri viser minsandten også, at ansigttrækkene er blevet en smule mere maskuline i forhold til de tidlige mennesker og samlere.

I øjeblikket har vi nogle tentative fingerpeg om, hvad der skete for 50.000 til 10.000 år siden. Mennesket er blevet tæmmet og har frasorteret de individer, der ikke var i stand til styre deres voldlige tendenser.

Det er ikke så usandsynligt, som det lyder. Undersøgelser af Gebusi-stammen i Papua New Guinea, foretaget af Bruce Knauft, viste en høj dødelighed blandt mænd, der skyldtes, at stammen besluttede, at individets opførsel var så uacceptabel, at de for alles skyld måtte slås ihjel.

Så menneskelig proaktiv vold, det vil sige gennemtænkt, planlagt og drøftet vold, bruges til at tøjle, kontrollere og begrænse spontant voldelige individer.

Sammen med kvindernes kontrol over parringen har denne proces udvalgt mænd med et lavere testoteronniveau og mere feminine træk, hvilket har ført til et meget mere ligeværdigt samfund og begyndelsen på vores samlede kultur.

Mark Maslin modtager støtte fra Royal Society and NERC. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark