Danske forældre tager det som en selvfølge, at bedstemor er til rådighed, når børnebørnene er syge, eller far og mor skal have lidt tid væk fra poderne.
Men forældrene forventer også, at bedstemor lukker næbet og blander sig udenom børne-opdragelsen. Faktisk vil forældrene bestemme alt. De lader ikke de gamle, erfarne kvinder have noget, der ligner ret, over børnebørnene.
Det viser et nyt ph.d.-projekt, som etnologen Anne Leonora Blaakilde netop har forsvaret ved Saxo-instituttet, Københavns Universitet
»Den omsorgsfulde, ældre mor skal på den ene side fungere som praktisk hjælper, men må på den anden side ikke blande sig for meget. Og hun er desuden alt for gammeldags,« siger Anne Leonora Blaakilde i en pressemeddelelse fra Københavns Universitet.
De danske bedstemødre må ikke engang komme med gode råd til deres døtre.
»I dag er det sådan, at en mor aldrig må give sin datter gode råd, men skal lade den unge mor 'gøre sig sine egne erfaringer' ved hjælp af officiel litteratur og selvhjælpsbøger,« siger Anne Leonora Blaakilde.
Hendes undersøgelse er baseret på analyser af kvalitative interviews med 21 bedstemødre, historisk litteratur, mediemateriale og policy papers.
De 21 gamle kvinder i undesøgelsen har livshistorier, der fortæller om udviklingen i det 20. århundredes danske familiekultur. I inreviewene kom det blandt andet frem, at kvinders syn på ’bedstemoren’ gradvist har ændret sig op gennem 1900-tallet. Henover årene er synet blevet mere og mere negativt.
De 21 kvinder, som Anne Leonora Blaakilde, har interviewet, er alle født mellem 1903-1952. Kvinderne kommer fra en lille dansk ø, som i afhandlingen kaldes "Gammelø" og fra København.
De fleste er af landbrugs- eller arbejderbaggrund, enkelte med en mellemlang uddannelse og en med videregående uddannelse.
Det har betydet, at bedstemødre i dag står med Sorteper i forhold til deres børnebørn – de har masser af forpligtelser, men ikke noget at skulle have sagt.
»Bedsteforældre i dag har ikke rettigheder i forhold til deres børnebørn, men kernefamilien nærer paradoksalt nok store forventninger til, at bedsteforældrene yder en stor indsats, især over for børnebørnene,« siger Anne Leonora Blaakilde
Undersøgelsen viser overraskende nok også, at det ikke kun er i familien, ældre kvinder forventes at stille op til praktiske formål.
Velfærdsstaten er ifølge Anne Leonora Blaakilde indrettet sådan, at de ældre kvinder bliver tilskyndet til at påtage sig frivilligt, ulønnet arbejde.
»Velfærdsstaten ansporer faktisk også de ældre til at bidrage med frivilligt arbejde i kommunale frivillighedsordninger med navne som 'bedstemorordninger' eller 'mormorordninger'.«
»Kvindeligt familiearbejde uden løn fortsætter således i dag, ikke kun som lavere betalt omsorgsarbejde på arbejdsmarkedet, men også som en forventning om gratis eller meget billig arbejdskraft fra bedstemoragtige kvinder,« siger Anne Leonora Blaakilde.
Anne Leonora Blaakilde forsvarede sin afhandling Bedstemorsnak d. 25. august på Det Humanistiske Fakultet, Københavns Universitet.
@ Lasse Hansen Det er af og
@ Lasse Hansen
Det er af og til på grænsen til hysterisk, når unge mødre taler ned til deres egne mødre, for de unge "ved bedst"; også selvom de aldrig har haft et barn i armene, før de fik deres eget.
Det, der formentligt giver de største problemer, er, at unge forældre insisterer på at bestemme, hvad der skal ske, når barnet besøger bedsteforældrene. Barnet må kun spise, hvad forældrene har godkendt, og kun beskæftige sig med det, forældrene har godkendt. Det er diktatur, og ofte tilsat dumhed grænsende til ondskab.
Hvad er der i øvrigt galt med, at børn i "gamle dage" skulle holde kæft og passe sig selv? I dag er alt for mange børn sat i centrum, alt drejer sig om dem, og det bliver de bestemt ikke lykkeligere af. Forældrene leger med dem, som var de legetøj. Børn bør lære at beskæftige sig selv, og at intelligente mennesker keder sig ikke.
Det er fordi man bruger kvalitativ forskning forkert
Det ses ganske ofte, at man på baggrund af kvalitative forskningsresultater ekstrapolerer, hvor det ikke har sin gang på jorden. Værst af alt ser det ud, når der findes kvantitative undersøgelser, som er i direkte modstrid med de specifikke kvalitative forskningsresultater, og hvor dette ikke nævnes af forskeren, når de formidler viden om deres resultater.
Eksempel: Det kvalitative forskningsinterview er behæftet med ekstremt store fejlkilder. Det er ingen som helst sikkerhed for, at forsøgspersonen ikke siger ting, som de faktisk helt ærligt ikke mener, men som de i situationen med denne forsker finder mest passende at formulere på den måde...
Kvalitativ forskning kan anvendes til at danne nye hypoteser, som så kan bruges til større mere pålidelige forsøg, hvis man vil komme med mere pålidelige udtalelser om sammenhænge. Men de formidles ofte videre som om, at forskeren HAR fundet nogen sammenhænge. Og det kan man altså ikke gøre, når man har interviewet så få kvinder på den usikre måde.
Mvh Dorte
Datamateriale
"...De 21 kvinder, som Anne Leonora Blaakilde, har interviewet, er alle født mellem 1903-1952. Kvinderne kommer fra en lille dansk ø, som i afhandlingen kaldes "Gammelø" og fra København.
De fleste er af landbrugs- eller arbejderbaggrund, enkelte med en mellemlang uddannelse og en med videregående uddannelse...."
Så er det nok ikke lige små smart at generalisere til alle bedsteforældre på den baggrund...
Jeg tror faktisk ikke jeg kender et eneste eksempel fra omgangskredsen, hvor bedsteforældrene ikke siger fra - hvis de ikke gider/kan passe børn - og hvor de ikke nyder at "slippe for" børneopdragelsen. Vi omtaler det selv som at de for det meste bruger tid på børnebørnene når de har tid og lyst - altså som "bonus" - og at de træder til og hjælper når det er nødvendigt.
Det er en rolle jeg selv vil glæde mig til - når jeg engang bliver bedstefar. Og jeg har lært at gode råd er bedst, når de kommer på opfordring. Jeg undrer mig bare: er det her nyt? (ellers var min mormor vist et par generationer forud for sin tid).
Nej, så slemt er det skam ikke
Jeg mener bare, at bedsteforældre, der klager over, at de ikke må opdrage på deres børnebørn, skulle acceptere, at det slet ikke er deres rolle at opdrage børnebørnene.
De fleste kan vel huske dele af deres egen opvækst, som de ville ønske, at deres forældre havde grebet andeledes an.
Min generation er nok mere reflekterende end min generations forældre, og det er det, jeg tror, kommer til udtryk i undersøgelsen. Vi har et ønske om at gøre det bedre end vore forældre.
Mine egne forældre, hvis jeg skal være helt personlig, får skam lov til at være med, men det er på mit initiativ, for det er mine børn. Det synes jeg egentligt er helt fair.
Jeg glæder mig i øvrigt til at blive bedstefar, og kun forkæle mine børnebørn uden at skulle bekymre mig om at opdrage på dem - det er da helt utroligt priviligeret at have den mulighed!
Misforståelse
Meningen med at mennesker lever så længe er at de gamle kan tage sig af børnebørnene. Gamle mennesker lever længere når de passer små børn.
Så slemt er det ikke
Ud fra resumeet på Videnskab.dk må man spørge sig, om de interviewede kvinder udgør et repræsentativt udsnit af bedstemorbefolkningen, og om ALB måske har hørt deres historier som fanden hører højmessen.
Der er masser af familier, hvor forholdet mellem børn, forældre og bedsteforældre fungerer helt ukompliceret, og hvor folk evner at stikke fingeren i jorden i de enkelte situationer, så de falder ud på bedst mulige måde. Hvor bedsteforældrene forstår, at det selvfølgelig er forældrene, der har ret og pligt til at opdrage deres børn - men hvor forældrene også giver plads til bedsteforældrene og glæder sig over det, de kan give børnene.
Der er også problemer - der er helt klart bedsteforældre, der føler at der bliver drevet rovdrift på dem, og som ikke tør sige fra af angst for at blive helt afskåret fra samvær med børnebørnene.
Problemerne ville ofte kunne løses, hvis folk kunne lave en forventningsafstemning inden der kommer børnebørn og tale om tingene undervejs. Men det bliver desværre ofte først gjort, når problemerne allerede er gået i hårdknude og relationen for dårlig til en konstruktiv dialog.
I øvrigt tænker jeg, at Lasse Hansen måske alligevel har taget noget af sin opdragelse til sig. Nu er det åbenbart bare bedsteforældrene, der skal holde kæft og passe sig selv, indtil det passer ham. Pay-back time?
Bedstemor bliver ikke udnyttet
Både mødre og fædre har nok en forventning til, at ikke bare bedstemødrene men begge bedsteforældre har interesse i at tage del i børnebørnenes liv. Det er vel ikek så underligt.
Det er derimod underligt, at bedstemødrene i undersøgelsen tilsyneladende føler sig udnyttet (det kan selvfølgelig også være, at det bare er ALB, der drager den konklusion).
Det er forældrene, der bære ansvaret for børnene - ikke bedsteforældrene - og derfor er det vel kun rimeligt, at det er forældrene, der bestemmer over børnenes opdragelse.
At forældre i dag ikke ønsker indblanding (inviteret som uinviteret) hænger nok også sammen med, at de kan huske, hvordan det gik til, da de var børn.
Listen over prioriteter og valg, mine forældre gjorde og traf i forbindelse med min barndom, og som jeg ikke ønsker skal gentages med mine børn, er f.eks. temmelig lang. ALB må have mig undskyldt, hvis jeg mener, at jeg kan gøde det bedre.
Der er ingen grund til at genleve de dårlige gamle dage, hvor børn skulle holde kæft og i øvrigt passe sig selv indtil det passede forældrene.